Mainframe: Forskelle mellem versioner

Fra slutningen af 1950’erne og op igennem 1970’erne var markedet optaget af en række mainframeproducenter. Denne gruppe af virksomheder blev hurtigt kendt som ”IBM og de 7 små dværge”: IBM, [[Burroughs]], [[UNIVAC]], [[NCR]], [[Control Data Corporation]], [[Honeywell]], [[General Electric]] og [[RCA]]. I kraft af at flere producenter faldt under et shakeout i 1970’erne fra blev øgenavnet ændret til ”IBM and the BUNCH”. BUNCH er forbogstaverne på konkurrenterne der kunne omdannes til akronymet BUNCH. IBM’s dominans skal tilskrives deres 700/7000 series primært til videnskabeligt brug og store tekniske installationer, 1410 -systemet til avancerede kommercielle brugere, ikke jmindstmindst luftfartselskaber og forsikring/bank. Udviklingen af 360 series mainframes blev den største kommercielle satsning fra IBM's side, hvor hovedprincippet var at konstruere en familie af computere, som var indbyrdes kompatible og med styresystemer, der afspejlede den nyeste SW teknologi. Det væsentligste styresystem selv for større 360-anlæg, var dog fortsat DOS – [[DOS|Disk Operating System]], der fungerede med 2 front end partitioner og en back end partition, der kunne afvikle batchopgaver, medens den første understøtedeunderstøttede systemkommanoer og den anden kunne afvikle teleproces-systemer – i starten teletype baserede, senere baseret på de første skærmterminaler IBM 2260.