Anton Qvam: Forskelle mellem versioner

== Karrier eKarriere==

Qvam kom i disse år ind i det politiske liv og blev snart benyttet i forskellige offentlige tillidshverv. Han var således ordfører i Egge, hvor hans gård Gjævran ligger, i årene 1869—85. Allerede tidligt blev Qvam udpeget som [[tingmand]]semne for [[Nord-Trøndelag]]. Ved det første valg efter indførelsen af årlige [[Storting]] blev han fjerde suppleant (1871—73).

I 1885 blev Qvam udnævnt til sorenskriver i [[Guldalen]], hvor han i 1886—88 repræsenterede [[Sør-Trøndelag]] og var under denne valgperiode Odelstingets præsident. Ved indførelsen af den ny rettergangsorden i 1889 blev han udnævnt til [[lagmand]] i [[Frostating]]s [[Lagdømme]]. Da ministeriet [[Johannes Steen|Steen]] 6. marts 1891 blev dannet, blev han udnævnt statsråd og chef for Justitsdepartementet. Sammen med hele ministeriet afgik han 2. maj 1893 på vartpenge og udnævntesblev udnævnt ved udgangen af det følgende år til [[amtmand]] i [[Nord-Trøndelag]].

Han repræsenterede Sør-Trøndelag på Stortinget 1895—97. Efter at være blevet valgt fra Nord-Trøndelag for perioden 1898—1901 indtrådte han 17. februar 1898 i det andet Steenske ministerium. I dette forestod han dels Justitsdepartementet, dels det 1900 oprettede Landbrugsdepartement. Da det Blehr’skeBlehrske Ministerium 21. april 1902 afløste ministeriet Steen, blev Qvam [[Norges statsminister i Stockholm|statsminister]] og formand for statsrådsafdelingen i [[Stockholm]], hvilken stilling han havde indtil ministeriets afgang 22. oktober 1903.

Qvam blev efterhånden en af sit partis fornemste ledere. For [[jury]]ens indførelse var han meget virksom, særlig 1882—85 som formand i den parlamentariske jurykommission. Senere indtrådte han som medlem i [[straffelovstraffelovs]]skommissionenkommissionen og i den militære straffelovskommission, i hvilken sidste han ligeledes var formand. I alle disse hverv nedlagde han et betydningsfuldt arbejde, og leverede en væsentlig del af de forarbejder, hvorpå den så dybt indgribende lovgivning er bygget.{{km}}

Som statsminister indlagde han sig fortjeneste ved sit arbejde på løsningen af de [[svensk-norske union|unionelleunionske]] tvistemål og ordningen af konsulatsagen. I litteraturen bidrog han med sin udgave af ''Den norske Straffeproceslov af 1. Juli 1887 med Kommentar'' (1889). I [[brochure]]r og i særdeleshed i avisartikler deltog han stadig i drøftelsen af samtidens politiske spørgsmål, ligesom han i en lang årrække var en af partiets dygtigste folketalere.{{km}}