Struensees opdragelse af Frederik 6.: Forskelle mellem versioner

Kronprins Frederiks opdragelse var drastisk anderledes end hans fadersfader og de forrige danske kongers havde været. Befolkningen, uvante som deden var med dette,det som med de fleste andre af Struensees forordninger, følte mistro, ligefrem rædsel overfor denne metode til opdragelse. Struensee havde her, som i så mange andre af de emner han tog op, en grundbog, han kunne følge. Her drejede det sig om Jean-Jacques Rousseaus ''Émile''. En bog, der havdefik stor gennemslagskraft, da den udkom i [[1762]], for den omhandlede et emne som ikke særlig mangefå forfattere havde taget op til seriøs overvejelse før ham. At den samtidig gik stik modsat så godt som alle de traditionelle opdragelsesmetoder i tiden, gjorde ikke sensationen mindre.

Det viser også den meget pertentlige Struensee, som havde den bedste mening og fulgte den tids mest moderne retning og radikale retning, og så alligevel ikke,. forFor læresætningerne tages bogstaveligt i den mest ekstreme betydning med næsten fatale konsekvenser for kronprinsen. Det afslører en Struensee, som trods sin radikale filosofi, ikke havde meget selvstændigt at bidrage med i denne henseende og den slaviske efterligning af bogens ord uden hensyntagen til det individ, der bliver udsat for detdem. Noget som Rousseau ellers også fremhæver i sin bog. Det vigtigste punkt er dog en sætning, som Rousseau kommernævner medførst i starten af sit værk, hvor han fortæller om en gang, han afviste at være lærer for en rigfornem mands søn. Denne mand skulle være glad i stedet for ærgerlig over, at jeg afviste ham, for

Rousseaus mål med Émile er altså ikke at lære, hvordan man opdrager børn til at blive gode fyrster og opnå store mål i det fine selskab. Rousseau ønskede at frembringe, eller rettere genskabe, det naturlige menneske, som civilisationen havde ødelagt og altså især hoffet med dets tomme fraser og overfladiske stads. Det er svært at forestille sig, at Struensee ikke har opfattet denne mening med bogen og det tilfører pludselig et spændende vidnesbyrd, om hvad Struensee ville prøve at opnå med det danske riges samfundsorden på længere sigt.

Rousseaus bog udkom i 1762, altså lidt mindre end 10 år før Struensee kom til magten. Ingen børn kunne have nået at få en “rousseausk” opdragelse og vokse op, så man kunne se resultatet af hans læresætninger. Man måtte altså tage Rousseau på ordet og det gjorde Struensee,. hanHan satsede på at en sådan opdragelse virkelig ville vække afsmag for hoflivets glæder, og dermed ville kronprinsen ikke mere være et emne som fremtidig hersker. Hvad der skulle i stedet, kan man desværre kun gisne om,. Struensee havde sandsynligvis en kødelig datter med Caroline Mathilde <ref>Thiedecke, s. 120-22</ref>, og kvindelige herskere afi dendet oplyste monarkmonarki var ikke ukendte på dette tidspunkt. Kejserinden [[Katharina 2. af Rusland]] havde netop i 1762 gennemført sit statskup, og var i fuld gang med både at imponere og forurolige Europa på dette tidspunkt. Struensees langsigtede planer kendes ikke, men dendet vigtigste pointe er, at han ikke prøvede at ombringe kronprinsen. Han troede rent faktisk, at det var en sund og fornuftig opdragelsesmetode, Rousseau anbefalede. At den kunne vække afsmag for herskerlysten hos en sindssyg konges efterfølger, vil heller ikke nødvendigvis være en negativ effekt set med Struensees, og nok også den senere eftertidseftertidens øjne.

Et af de vigtigste øjenvidnefortællingerøjenvidner vi har, er schweizeren [[Elie Salomon François Reverdil]], Christian 7.s tidligere huslærer. Han skrev sine erindringer ved det danske hof ud fra dagbøger, han havde ført i denne periode. Reverdil fortæller om folks forfærdelse ved opdragelsen, men er ikke selv så chokeret som de. “Selv de forstandigste mænd, der dreves af varm fædrelandsfølelse, udtalte bittert, at en sendrægtig opdragelse var en overordentlig stor fejl, når det drejede sig om et barn, der blev myndig i trettenårsalderen – som om et barns naturlige udvikling kunne fremskyndes, når dette stemmede bedst med menneskelige forfatningsvedtægter.” <ref>Reverdil, E. S. F., ''Struensee og det danske hof 1760-1772'' oversat af Paul Læssøe Müller, Andr. Fred. Høst & Søns Forlag, København, 1916, s. 166-167</ref>. Der klages over, at man ikke var begyndt at opdrage ham, at han bare opholdt sig i haverne i [[Hørsholm Slot|Hirschholm]], men dette var et led i både Rousseaus og Struensees plan med opdragelsen. Der blev bygget en lille indhegning, der var i direkte forbindelse med prinsens værelse, og her foregik det meste af hans opdragelse. Indelukket var blevet bygget, fordi han en dag blev fundet i haven faretruende nær ved kanten af en dam <ref name=reverdil168>Reverdil, s. 168</ref>, og heraf udsprang rygtet, om at Struensee havde prøvet at drukne kronprinsen. Prins Frederik fik to jævnaldrende som kammerater, og skønt de var af bondeslægt, skulle de behandles på lige fod med kronprinsen. Da han var svagelig og bange for trapper, blev der bygget en kunstig trappe på nogle trin i hans værelse hvorpå maden blev stillet. Han skulle derefter lære sig selv at kravle op for at få noget at spise.

Reverdil, som selv var tilhænger af oplysningstanken, men dog i langt mere moderat grad end Struensee, er ikke negativt indstillet overforover for Rousseaus metoder. Men han indvender, at der manglede opsyn med prinsen, et faktum han undskylder med Struensees mistroiskhed overforover for alle. At han ikke turde lade en anden få opsyn med en så vigtig person som kronprinsen, og derfor måtte altså ingen gøre det, da Struensee ikke selv havde tid til det. Desuden, fortæller Reverdil, var prinsens helbred alt for svagt til denne opdragelse, hvor han blandt andet ikke fik sko og sokker om vinteren, før Reverdil selv greb ind, da han så, at prinsen havde fået frostknuder i benene <ref name=reverdil168 />. Struensee har gået alt for bogstaveligt til værks, og havde det stået til Reverdil, ville der altså have væretvære modereret en del på opdragelsen.

Reverdil citerer et langt stykke af det forsvarskrift, som Struensee skrev i fængslet, efter at han var blevet afsat fra magten<ref>Reverdil, s. 168-170</ref>, hvor Struensee fortæller om synet på opdragelsen. Han nævner her de klassiske elementer fra Émile, nemlig at kronprinsen skreg meget, var svagelig, ikke kunne gå og krævede underholdning i stedet for at lege. Herefter fortæller Struensee så om de midler, blandt andet ovennævnte, han brugte til at forbedre forholdene, og han mener selv at de hjalp strålende, at kronprinsens svagelige helbred var stærkt forbedret og at hans frygtsomhed var overvundet. Desuden fortæller han, at opdragelsen har haft den fordel “som en blødagtig opdragelsesmåde ikke giver, at han forstår at hjælpe sig selv i alle småting uden at vænne sig til blot at være afhængig af andre derved, at han ikke for tidlig lærer sin høje stands ydre udmærkelsestegn at kende, for at de ikke skal falde ham des hurtigere til byrde eller vække en forfængelighed hos ham, der senere hen må undertrykkes ved moralske grundsætninger.” <ref>Reverdil, s. 170</ref>. Kort sagt den naturlige opdragelsesmetode, lige efter bogen.