Anselm Feuerbach: Forskelle mellem versioner

{{Infoboks kunstner

| bgfarve =

| priser = }}

 

 

Feuerbach studerede i [[Düsseldorf]] (1845-47), [[München]] og [[Antwerpen]] (1851-54) samt i [[Paris]], hvor han var elev hos [[Thomas Couture]].<ref name=metbio>Biografi i ''German Masters of the Nineteenth Century'', p.268</ref> Han malede i denne tid portrætter, nøgne og dekorative billeder; af hans større malerier viser [[Hafez]] (1852) afgjort påvirkning af Coutures stil, mens den i året 1854 udførte ''Digteren [[Pietro Aretino]]s død'' med sine mange figurer og sin overflod af stof mere minder om [[Hippolyte Delaroche]]. I 1855 rejste han til [[Italien]] og opholdt sig i [[Rom]] 1857-72. Der malede han romantiske og idylliske motiver så som ''[[Ludovico Ariosto|Ariosto]]s haver '', ''Hafez ved brønden'', ''Legende børn'', ''Badende børn'' og ''En italiensk moder med sine børn''. Disse kan ses i [[Sammlung Schack]] i München, hvor også ''En romansk kvinde'' og ''Pietà'' (begge fra 1863) findes. I 1862 mødte Feuerbach greve [[Adolf Friedrich von Schack]], der bestilte kopier af ældre italienske mestre hos ham og introducerede ham til [[Arnold Böcklin]] og [[Hans von Marees]]; de tre kunstnere blev kendt som "Deutschrömer" ("Tyske romerne") på grund af deres præference for italiensk kunst fremfor tysk.<ref name=metbio/>

 

 

Feuerbach var lidet populær og lidet forstået af sin samtid. Hans retning stod i skarp og uforsonlig modsætning af de herskende strømninger, til den historiske [[realisme]], som blev repræsenteret af [[Karl von Piloty]] og dennes skole, og til [[Hans Makart]]s yppige og overfladiske kolorisme, som gav Wien-maleriet dets karakter. Hans syn på [[antikken]] var forskelligt fra de anerkendte klassicister, han søgte antikkens stille ro og ligevægt uden at imitere dens former. Man bebrejdede ham hans maleriers udramatiske indhold, og man gik glip af den germanske karakter, som man på dette tidspunkt ville se, selv i antikke motiver.

 

 

Feuerbach blev begravet på Saint-Johanniskirkegården i [[Nürnberg]] (grav 715). I april 1880 blev der afholdt en stor mindeudstilling for ham i Berlins [[Alte Nationalgalerie]]. Den [[Aforisme|aforistisk]] [[selvbiografi]] ''Ein Vermächtnis'' (1882), udkom efter hans død, udgivet af hans stedmor, Henriette.<ref name=metcat1>Schiff, Gert, "An Epoch of longing" in ''German Masters of the Nineteenth Century'', pp.24–7</ref>