Sachsen-Lauenburg: Forskelle mellem versioner

Landets ældste indbyggere, efter at de germanske folk ved Østersøen vandrede til Sydeuropa, var den [[vender|vendiske stamme]] [[polabere|polaberne]], som i 12. århundrede blev undertvungne af de sachsiske [[hertug]]er [[Henrik den Stolte]] og [[Henrik Løve]] samt derefter fortyskede. Henrik Løve grundlagde 1154 [[Bispedømmet Ratzeburg]]. Da han 1180 mistede sine lande, kom Sachsen-Lauenburg til grev [[Bernhard af Askanien]], som byggede [[borgen Lauenburg]], og som 1202—1227 måtte erkende den danske konge som overherre. Sachsen-Lauenburg bestod af området omkring byen Lauenburg og [[grevskabet Ratzeburg]], men også landet [[Hadeln]] ved udmundingen af Elben i Vesterhavet, Amt Neuhaus (Darzing) ved Elben, det sydlige Elbmarsken og byen [[Bergedorf]] med Vierlandene (i dag en del af Hamborg). Hertugerne var lensherrer over [[Grevskabet Holsten|Holsten]] og [[Stormarn]] til 1434, Mecklenborg til 1347, [[Schwerin]] til 1358, [[Dannenberg]] til 1303 og [[Lüchow]] til 1320.