Riffel: Forskelle mellem versioner

Rifler har været kendt siden det 15. århundrede, og det riflede løb blev udviklet fordi [[sortkrudt]] brændte meget urent, så løbet blev tilsmudset og efterhånden mindre og mindre anvendeligt. Efterhånden fik bøssemagere ideen til at skære lange riller i løbene, som fungerede som en slags render til krudtslammet. En formentlig [[Tyskland|tysk]] bøssemager fik ideen til at lave rillerne spiralformede, så de derved kunne tage mere krudtslam, og det viste sig, at disse spiralformede riller fik kuglen til at rotere og derved flyve mere stabilt. I begyndelsen blev rifler primært brugt til [[jagt]]- og [[Skydesport|sportsskydning]], da kuglen skulle presses ind i riffelgangen under ladningen og derfor tog 3,5 gange længere tid at lade end de glatløbede [[musket]]ter. Derfor fik rifler meget begrænset, og måske ingen, militær anvendelse, før sidst i det 18. århundrederårhundrede. Første gang rifler fik betydning på slagmarken var under den [[amerikanske uafhængighedskrig]], da [[milits]]er anvendte Kentucky-riflen mod [[Storbritannien|briterne]]. Men både i den kontinentale hær og i den britiske kolonihær var musketter stadig de primære våben, henholdsvis Charleville-musketten og den britiske [[Brown Bess|Long Land Pattern Musket]] (kendt som Brown Bess).

I begyndelsen af det 19. århundrede, og især under [[Napoleonskrigene]], oprettede mange [[Europa|europæiske]] nationer særlige riffelkorps til at beskyde fjenden fra flankerne, på afstande op til 300 meter. Dog spillede de glatløbede musketter stadig den største rolle i [[infanteri]]træfninger.

I mange år({{hvornår?)}} havde hære verden over eksperimenteret med lette infanterivåben, som havde samme ildkraft som et [[maskingevær]], men havde mobilitet som en riffel. I næsten 25 år var de det tætteste man kom på [[maskinpistol]]er, men da disse affyrede pistolpatroner, kunne de ikke anvendes over større afstande. Det første store gennembrud kom under 2. verdenskrig, da rapporter om kampsituationer afslørede, at de fleste infanteritræfninger fandt sted på langt under 300 meters afstand. Det blev også mere og mere klart, at almindelige infanteririfler slet ikke kunne udnytte de store riffelpatroners fulde potentiale, da en 30 [[kaliber]] riffelpatron kan være dødeligt effektiv på næsten 2000 m, mens almindelige rifler kun kunne anvendes på mellem 500 og 1000 m. Resultatet blev, at man udviklede forkortede versioner af de store riffelpatroner: den første 7.92x33 Kurz blev udviklet til Tysklands [[Sturmgewehr 44|MP43/Sturmgevehr 44]] i 1942. [[Sovjetunionen]] fulgte snart trop med deres 7.62x39 mm M43 patron, der senere blev anvendt til deres [[AK-47]]-riffel. Fordelen ved disse patroner var, at de var effektive ud til 300-600 m, og samtidig gav mindre rekyl pga. den reducerede længde. Man kunne nu ramme relativt præcist med fuldautomatisk ild på mere end 100 m.