Blues: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Ramloser (diskussion | bidrag) m link til Jimi Hendrix tilføjet |
Ramloser (diskussion | bidrag) mere tekst og flere noter |
||
Linje 54:
Bluestekster med seksuelle undertoner er blevet betegnet som ''dirty blues''. Selv om bluesmusikere som [[Robert Johnson]] blev kritiseret for at udøve "djævelens musik", er den kristne tro et gennemgående tema i mange bluessange. Fx havde [[Charley Patton]] og [[Skip James]], en række religiøse tekster på deres setlister.<ref>{{cite AV media notes|title=Ten Years of Black Country Religion 1926–1936 |last1=Calt |first1=Stephen |last2=Perls |first2=Nick |last3=Stewart |first3=Michael |publisher=[[Yazoo Records]] |id=L-1022 |location=New York |type=LP back cover notes |url=http://www.wirz.de/music/yazoo/grafik/1022b4.jpg |archiveurl=http://www.webcitation.org/5msLYVAIE?url=http%3A%2F%2Fwww.wirz.de%2Fmusic%2Fyazoo%2Fgrafik%2F1022b4.jpg |archivedate=January 18, 2010 |deadurl=no |df=mdy }}</ref>
== Bluesstilarterne og deres oprindelse ==
I lighed med andre genrer har blues også sine forskellige stilarter eller undergenrer, som det også kaldes. Helt groft kan det opdeles i city blues og country blues (ikke at forveksle med populærmusikkens [[country]]) efter deres oprindelse fra by eller land. Der er selvfølgelig flydende grænser, men denne opdeling holder.
Linje 75:
=== Delta blues ===
{{Uddybende|Delta blues}}
[[File:IBelieveI'llDustMyBroom.jpg|thumb|[[Robert Johnson]]s "I Believe I'll Dust My Broom"]]
Denne bluesform har i lighed med andre bluesformer navn efter sit oprindelsessted, nemlig [[Mississippiflodens delta]]. Det er et område, der er præget af stor fattigdom og isolation fra omverdenen, og anses derfor for at være den bluesform, der mest ligner de afrikanske rødder til bluesmusikken.
Fremtrædende udøvere:
* [[Charley Patton]], der ofte omtales som grundlæggeren af Delta blues.<ref name="mo53"> Mørup (2008), s. 53</ref>
* [[Son House]]
* [[Skip James]]
* [[Robert Johnson]]
* [[Fred McDowell]]
=== Memphis blues ===
Linje 155:
* [[Big Bill Broonzy]]
* [[Leadbelly]]
== Udviklingen efter anden verdenskrig ==
=== 1945 til ca. 1960 ===
Elguitaren var blevet introduceret af [[Gibson]] i 1936, og i løbet af fyrrerne blev den et væsentligt element i bluesmusikkens udvikling med [[T-bone Walker]] som en af grundlæggerne.<ref>Rubin (1995), s.6</ref> Han fik bl.a. stor pladesucces med ''Call it stormy monday'' i 1947.<ref>Rubin (1995), s.10</ref> Også [[John Lee Hooker]] og [[Elmore James]] udnyttede den elektriske guitars effekter.<ref>Rubin (1995), s.32</ref> I 1950'erne fulgte navne som [[Howling wolf]], [[Freddie King]], [[Magic Sam]] og [[Buddy Guy]] efter.
=== Soul blues ===
Den rene blues kan virke fremmed for nogle, og visse bluesmusikere har skabt musik, der kommer dette publikum i møde i form af større melodiøsitet og raffinerede arrangementer. Denne bluesform udviklede sig til [[soul]] i [[1960'erne]], og bliver derfor i dag ofte kaldet soul blues. Der er adskillige eksempler på, at det gængse 12-takters bluesskema ikke bruges i en sang, og så er det kun stemningen fra blues, der er tilbage.
Line 164 ⟶ 170:
=== Blues i 60'erne og frem ===
De mest dominerende bluesformer i nyere tid har været chicago blues og soul blues. De gamle veteraner indenfor den gamle akustiske form blev i starten af [[1960'erne]] genopdaget i forbindelse med folkemusikbølgen og optrådte på de legendariske folk-festivaler, men det blev de elektrisk forstærkede former, der gik af med sejren i første omgang. Rockguitaristen [[Jimi Hendrix]] indspillede flere tolvtakter bluesnumre, hvoraf det mest kendte er [[Red House]] Andre navne fra 1960'erne og frem, der bør nævnes er: [[Janis Joplin]], [[Johnny Winter]], [[Ten Years After]], [[Stevie Ray Vaughan]] og [[Walter Trout]].
Chicagoblues blev ført videre af bl.a. [[Paul Butterfield Blues Band]] og [[J. B. Lenoir]]. En enkelt blueskunstner med kunstnernavnet [[Taj Mahal]] holdt dog holdt fast ved det akustiske. Han er især med sit slidespil præget af delta blues. Den stil har han holdt fast ved indtil i dag, og de senere årtier har de gamle akustiske former fået en renæssance med navne som [[John P. Hammond]] og [[Alvin Youngblood]].
Stilarten [[bluesrock]] førte en fornyet interesse for at spille blues med sig i starten af 70'erne.
Line 174 ⟶ 180:
12-takters bluesformen genkendes, selv når den er pakket ind i nye [[tempo|tempi]], [[riff]]s, [[Ostinat|ostinater]] og [[Improvisation|improvisationer]].
[[Professor Longhair]]s Go to the Mardi Gras er bygget op om bluesformen. [[Louis Armstrong]]s West End Blues Blues blander bluesformen med jazz-improvisationer.
Mange [[rock'n'roll]] hits fra 1950'erne kører straight 12-takters bluesskabelon: Rock around the Clock, Hound Dog, Johnny B Goode. [[The rolling stones]] startede karrieren som et stærkt bluesinspireret rockband med flere rene bluesnumre på deres [[lp]]er , f. eks. ''Little red rooster'' og Robert Johnson klassikeren ''Love in vain.''
[[Canned Heat]]s Going up the Country bruger bluesformen.
[[cream|Creams]] Sunshine of Your Love og [[Led Zeppelin]]s Heartbreaker både leger med og udforsker bluesformen.
Og mens den hvide middelklasse
== Årets danske blues navn ==
Line 206 ⟶ 213:
==Litteratur==
*Mørup, Bjarne (2008):''Blues'', Systime, Aarhus C ISBN-13:978-87-616-1333-2
*Rubin, Dave (1995):''Inside the blues 1942 - 1982'', Milwaukee ISBN:0-7935-3611-1
==Referencer==
{{reflist}}
| |||