Ladepladser i Danmark: Forskelle mellem versioner

Allerede henimod slutningen af [[middelalderen]] omtales almueskibsfart: [[1447]] fik beboerne på Tåsinge – efter en klage fra [[Svendborg]] – ret til fortsat at udføre [[hest]]e og [[kvæg]] til [[Tyskland]], men de skulle sejle til Svendborg med deres korn, smør og honning<ref name=soehist240>Dansk Søfarts Historie I, s. 240</ref>. Fra [[1480]] klager Svendborg over, at de, der bor på [[Thurø]], [[Strynø]], [[Strynøkalv]], [[Birkholm]], [[Hjortø]], [[Skarø]], [[Drejø]] og Tåsinge bruger ulovlige havne og driver fragtsejlads på Tyskland<ref>Porsmose, s. 108</ref>. Ligeledes gjaldt det for bønderne på [[Lolland]]-[[Falster]] og [[Møn]], at de måtte sejle til Tyskland med korn og kvæg, og her købe [[humle]], [[Husholdningssalt|salt]], [[jern]] og [[Tekstil|klæde]]<ref name=soehist240 />. Dog synes der ikke på daværende tidspunkt at have været egentlige ladepladser eller lignende på disse øer.

Ifølge Holstebros byfogeds indberetning fra 1743 blev der fra Struer udført [[korn]] og [[fedevare]]r, oftest til Ålborg, hvis købmænd som regel ejede de små skuder, denne fragt fandt sted ved hjælp af. Skuderne bragte "norsk fyrretømmer, [[tjære]], [[stål]], [[hør]], [[hamp]], [[Husholdningssalt|salt]] med videre" med hjem og solgte det i omegnen.<ref>Ravn, s. 19</ref> Flere indbyggere i Struer drev egen handel som [[kommissionær]]er for købmand i Ålborg og havde ifølge en landstingsdom fra 1735 handlet på denne måde "længere end nogen ands mindetid". Andre indbyggere holdt [[kro]] og drev [[brændevin]]shandel.<ref>Ravn, s. 20</ref> Struer Huse var ikke noget stort bysamfund: i 1801 var der blot 53 indbyggere.

Som eksempel på baggrunden for og årsagen til oprettelse af udskibnings- og ladesteder skal omtales [[Mullerup (Drøsselbjerg Sogn)|Mullerup]] strand. I det [[18. århundrede]] havde [[Kalundborg]] en florissant handel, idet den naturlige, gode [[Kalundborg Havn|havn]] beliggende i læ af [[Gisseløre]] for enden af en bred, dyb og ofte isfri fjord gav mulighed for en betydelig handel, især afsætning af korn til [[Norge]] og [[Flensborg]]. Tilsvarende forudsætninger havde nabokøbstæderne [[Holbæk]] og [[Slagelse]] ikke, og handelsmæssig stod de i skyggen af Kalundborg. Da Norge blev skilt fra Danmark og toldskranker vanskeliggjorde kornhandelen, rettedes blikket navnlig mod [[England]] som ny aftager af [[korn]], og da England [[1828]] indførte den såkaldte [[glidende korntoldskala]], fik Kalundborg i kraft af sin beliggenhed og gode havn nye, store muligheder i kornhandelen. Da købmændene var interesserede i at sælge kornet på tidspunkter med lavest mulig [[told]], gjaldt det om at have kornet liggende i en havn, hvorfra det hurtigt og nemt kunne udskibes, og hvor der om vinteren kun var ringe fare for indefrysning. I [[1840'erne]] opførte en købmand fra Slagelse imidlertid kornlagringsrum ved [[Mullerup strand]] for herfra at foretage kornudførsel. Nogle købmænd fra Kalundborg forsøgte som et modtræk at oprette et eget kornlagringsrum ved [[Mullerup (Drøsselbjerg Sogn)|Mullerup]], men opnåede derved blot at trække endnu mere handel bort fra Kalundborg. Senere svækkedes Kalundborgs stilling endnu mere, da England helt afskaffede indførselstolden i slutningen af 1840'erne. Mullerup strand på sin side mistede betydning for Slagelse, da købstaden fik [[Jernbanestation|station]] på den [[1856]] anlagte [[jernbane]] fra [[København]] til [[Korsør]].