Washington-konferencen: Forskelle mellem versioner

Øvrige civiliserede stater skulle indbydes at tilslutte sig denne aftale, der skulle udvides til et formeligt forbud mod at over hovedet anvende ubåde "til handelens ødelæggelse". I samme aftale forbød man anvendelse i krig af kvælende eller giftige gasser samt alle lignende "væsker, materier eller handlingsmåder", til hvilket (mere eller mindre oprigtigt mente) forbud alle øvrige civiliserede stater skulle opfordres at tilslutte sig.<ref name="NF 1182"/>

Højeste tilladte tonnager af moderskibe til flådeflystyrker skulle være 135.000 for USA og Storbritannien, 81.000 for Japan, 60.000 for Frankrig og Italien. Sådanne fartøjer måtte højst være på 27.000 ton (to i hver stats flåde undtagelsesvis 33.000 ton), nybyggede større krigsskibe højst 35.000 ton;<ref name="NF 1182">[http://runeberg.org/nfcr/0637.html ''Nordisk Familjebok'' (1926), sp. 1182]</ref> disse dimensioner turde være valgt for at USA ikke i Stillehavet skulle behøve at regne med større fartøjer og derfor behøve at foretage dyrebare udvidelsesarbejder i [[Panamakanalen]].<ref name="NF 1183"/> Intet krigsfartøj måtte armeres med kanoner af grovere kaliber end 16 tommer (406 mm.). Med hensyn til orlogsfartøjer op til 10.000 ton (krydsere og lignende) blev der ikke foretaget begrænsninger af tonnagen for hver stat, men det fastlagdes, at nybyggede sådanne ikke måtte armeres med kanoner af grovere kaliber end 8 tommer (203 mm.). Underskriverne måtte ikke for anden stats regning bygge fartøjer af større dimensioner end de i aftalen for deplacement og armering angivne.<ref name="NF 1183"/>

Femstatsaftalen om rustningsbegrænsning til søs blev efter langvarige tekniske forhandlinger færdig til undertegnelse 6. februar 1922. Den gjaldt til [[31. december]] [[1936]] og skulle forlænges, hvis den to år inden udløbet ikke var blevet opsagt, med to års opsigelsesfrist. Hvis aftalen blev opsagt af nogen stat, så ophørte den for alle. Imidlertid erklæredes, at i så fald burde en ny konferens afholdes inden et år efter opsigelsen.<ref name="NF 1183"/>

På japansk initiativ indsattes i aftalen en bestemmelse (art. 19), hvori USA, Storbritannien og Japan forpligtede sig at i Stillehavet bibeholde ''status quo'' med hensyn til befæstninger og marinebaser. For USAs del fritoges fra denne bestemmelse øerne ved kysten, [[Alaska]] og [[Panamakanalen|Panamakanal-zonen]] samt [[Hawaii]] (den gjaldt der imod [[Filippinerne]] og [[Guam]]). For Storbritanniens del gjaldt bestemmelsen [[Hongkong]] og alle besiddelser øst for 110° øst. lændegrad, med undtagelse af øerne ved [[Canada]]s kyster samt [[Australien]] og [[New Zealand]] (således indebar den ej hinder for at anlægge en marinebase ved Singapore). For Japans del gjaldt bestemmelsen ikke det egentlige Japan, men derimod [[Kurilerne]], [[Bonin]]- og [[Ryukyu]]-øerne, [[Formosa]] og [[Pescadores]].<ref name="NF 1183"/><ref>[http://www.u-s-history.com/pages/h1355.html Unite States History: Five-Power Naval Limitation Treaty] (engelsk).</ref>

USA vandt gennem aftalen fremtidig ligestilling indenfor større krigsskibe med det førhen dominerende Storbritannien. For at vinde dette mål måtte det efter aftalen i færdige og under byggeri værende fartøjer ofre 787.000 ton (17 gamle og 13 nye større krigsskibe).<ref name="NF 1183"/>