Washington-konferencen: Forskelle mellem versioner

Konferencen åbnedes den [[12. november]] [[1921]] med en tale af præsident [[Warren G. Harding]], hvor efter Hughes fremlagde det detaljerede amerikanske program for rustningsbegrænsningen til søs.<ref>[http://runeberg.org/svtidskr/1921/0541.html ''Rustningsminskningens problem'', s. 528f]</ref> Ifølge dette skulle USAs, Storbritanniens og Japans [[orlogsfartøj]]er, det vil sige krigsfartøjer, hangarskibe undtagne, over 10.000 tons [[deplacement]] eller armerede med kanoner af grovere kaliber end 8 tommer (203 mm.), begrænses i sammenlagt vægt til henholdsvis 500.000, 500.000 og 300.000 ton, det vil sige i proportionsforholdet 5:5:3.<ref name="NF 1181"/><ref>[http://www.u-s-history.com/pages/h1355.html Unite States History: Five-Power Naval Limitation Treaty] (engelsk). Frankrig og Italiens flåder skulle hver begrænses til 1,67</ref>

Ved det andet plenarmøde, den [[15. november]], antoges dette program i princippet, og ved det tredje redegjorde Briand for Frankrigs forsvarsproblemer, hvorpå spørgsmålet om rustningsbegrænsning til lands efter Frankrigs ønske i stilhed udgik af konferenceprogrammet.<ref name="NF 1181"/><ref>[http://runeberg.org/svtidskr/1921/0541.html''Rustningsminskningens problem'', s. 530]</ref>

Ved det fjerde plenarmøde den 10. december forelagde Lodge teksten til ''status quo''-aftalen om Stillehavet, hvilken gik under navnet "Stillehavsaftalen" eller "Firemagtsaftalen", foruden at konferencen antog de såkaldte "Root-principper" om almene retningslinjer for magternes Kinapolitik.<ref name="NF 1181"/>

Firemagtsaftalen, som [[13. december]] [[1921]] blev underskrevet af USA, Storbritannien, Frankrig og Japan, indeholdt kontrahenternes gensidige løfte at respektere hinandens rettigheder angående "insulære besiddelser og insulære dominions i Stillehavsområdet".<ref name="NF 1181"/>

Ved truende konflikter dem imellem på dette område skulle, om de ikke kunne løses ad sædvanlig diplomatisk vej, en konference afholdes mellem kontrahenterne for at prøve at regulere spørgsmålet i dets helhed. Hvis truslen kom fra en uden for stående magt, skulle kontrahenterne indbyrdes søge at nå samforståelse om de mest virksomme tiltag for at, sammen eller hver for sig, at møde situationens krav. Aftalen gjaldt 10 år fra ikrafttrædelsen og løb der efter med 12 måneders opsigelse; den skulle træde i kraft, når ratifikationerne var deponerede i Washington, hvorefter [[den britisk-japanske alliance]] af [[13. juli]] [[1911]] skulle ophøre at gælde.<ref name="NF 1181"/> I en samtidigt afgivet erklæring betonedes, at ''status quo''-aftalen også gjaldt mandatområder og at til der berørte konfliktemner ikke hørte spørgsmål, som ifølge folkeretten faldt udelukkende inden for vedrørende magts suverænitet.<ref>herunder kunne regnes nationale modforholdsregler mod indvandrere og deres rettigheder, fx den såkaldte "Webb Act" i Californien fra 1913, der forhindrede japanere i at købe jord i denne stat, og "Alian Land Act" fra 1920, hvor man søgte at fratage japanere enhver mulighed for at blive grundejere. Sådanne tiltag måtte give anledning til politiske spændinger mellem Japan og USA, jvf. Schaffalitzky de Muckadell, s. 152f</ref> En tillægsaftale af 6. februar 1922 tydeliggjorde på japansk foranledning udtrykket "insulære besiddelser" derhen, at deri ikke indregnedes selve Japan, men for Japans vedkommende alene dets besiddelser på det sydlige [[Sakhalin]], [[Formosa]], [[Pescadores]] samt øer under japansk mandat.<ref name="NF 1181">[http://runeberg.org/nfcr/0637.html ''Nordisk Familjebok'' (1926), sp. 1181]</ref>