Washington-konferencen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m indsat note |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m stilret |
||
Linje 11:
[[Fil:Wellington Koo 1945.jpg|thumb|Wellington Koo ({{zh|c=顾维钧}})]]
USAs konferencerepræsentanter var udenrigsministeren [[Charles Evans Hughes]], senator [[Henry Cabot Lodge (1850-1924)|Henry Cabot Lodge]], den tidligere senator [[Elihu Root]] og senator [[Oscar Underwood]]<ref name=autogeneret1>[http://www.u-s-history.com/pages/h1354.html United States history: Washington Naval Conference] (engelsk)</ref>. I spidsen for den britiske delegation stod [[Arthur Balfour|lord Balfour]], og desuden marineministeren lord [[Lee of Fareham]], ambassadøren sir [[Auckland Geddes]] og (for Canada) den tidligere premierminister sir [[Robert Borden]]. Frankrig var repræsenteret ved [[konseilspræsident]] [[Aristide Briand]], den tidligere konseillepræsident [[René Viviani]], kolonialminister [[Albert Sarraut]] og ambassadøren [[Jean Jules Jusserand]]. Briand rejste hjem allerede den 22. november, Viviani den 22, og den franske delegations leder var derefter Sarraut.<ref name="NF 1180">[http://runeberg.org/nfcr/0636.html ''Nordisk Familjebok'' (1926), sp. 1180]</ref>
Blandt de øvrige konferencedeltagere bemærkedes den italienske senator [[Carlo Schanzer]], den japanske marineminister admiral [[Katō Tomosaburō]] samt ambassadøren [[Shidehara Kijuro]] og førstekammerets ([[overhus]]ets) præsident [[Tokugawa Iesato]], de to kinesiske envoyéer [[Alfred Sze]] og [[Wellington Koo]] samt den nederlandske udenrigsminister [[Herman van Karnebeek]].<ref name="NF 1181"/>
Linje 61:
De kinesiske konferencedeltagere havde allerede den 16. november 1921 i en række teser fremlagt sine vidtgående krav om politisk, økonomisk, administrativ og judiciel uafhængighed. Deres krav vandt så langt imødekommelse, at konferencen antog fire af [[Elihu Root]] formulerede almene principper, hvorefter de i Kina intresserede magter forpligtede sig til at respektere Kinas suverænitet, uafhængighed, territorielle og administrative integritet, at lette disses udvikling og styrkelse af regeringsmagten, at tillempe princippet om lighed for alle magter hvad angik handel og industri samt at afstå fra at, ved udnyttelse af i Kina rådende [[anarki]], der søge at skaffe sig specielle privilegier.<ref name="NF 1183"/>
Kineserne pressede på i nye memorandaer for at afskaffe udlændinges [[eksterritorialitet]] og af alle intressesfærer, tilbagegivelse af lejede områder, hjemkaldelsen af udenlandske tropper og udenlandsk politi, toldautonomi, lukningen af udenlandske postkontor med mere.<ref name="NF 1183">[http://runeberg.org/nfcr/0638.html ''Nordisk Familjebok'' (1926), sp. 1183]</ref> Med hensyn til udlændinges eksterritorialitet – hvilken befolkningen i Kina erklærede at opfatte som en nu umotiveret nationel ydmygelse – gik magterne kun med på at lade en juristkommission undersøge Kinas lovgivning og retsvæsen og derefter fremkomme med reformforslag.<ref name="NF 1183f">[http://runeberg.org/nfcr/0638.html ''Nordisk Familjebok'' (1926), sp. 1183f]</ref> Endnu mindre var imødekommelsesviljen i henseende til intressesfærerne: magterne lovede alene at ikke indgå nye aftaler i strid med "Root-principperne".<ref name="NF 1184">[http://runeberg.org/nfcr/0638.html ''Nordisk Familjebok'' (1926), sp. 1184]</ref>
Særlig Japan og Frankrig modsatte sig bestemt enhver almen revision af allerede eksisterende aftaler. Dog enedes magterne om at ikke søge at oprette nye interessesfærer eller erhverve sig monopol og særprivilegier, som kunne stride mod "[[Åbne Dørs Politik|den åbne dørs politik]]". Med hensyn til de lejede områder viste Frankrig sig beredt at tilbagegive [[Kwang-tshóu-wan]], hvis de øvrige magter gav deres lejede områder tilbage. Storbritannien erklærede sig villigt på betingelser at tilbagegive [[Wei-hai-wei]], men derimod ikke det for Hongkongs forsvar betydningsfulde koncessionsområde [[Nye territorier]].<ref name="NF 1184"/>
| |||