Forskel mellem versioner af "Sankt Willibrord"

4.707 bytes tilføjet ,  for 4 år siden
udvidet, fra norsk wiki
m ({{Infoboks Wikidata person}})
(udvidet, fra norsk wiki)
{{Infoboks Wikidata person}}
'''Sankt Willibrord''' (c. 658 – 7. november 739) var en [[northumbria]]sk missionær, kendt som "[[Friser]]nes apostel" i det moderne [[Holland]]. Han blev den første [[biskop af Utrecht]] og døde ved [[Echternach]] i [[Luxembourg]].
 
== Liv og gerning ==
 
Egbert var opsatt på at missionere i Nordtyskland men blev i en vision advaret mod dette. Wigbert rejste men kom i [[689]] tilbage efter to frugtesløse år. Willibrord var da 31 år gammel, og var blevet [[ordination|præsteviet]] af Egbert i [[688]]. Han ønskede påtage sig den farlige opgave.
 
I [[690]] vendte han hjem til England og fik tilladelse til at rejse til kontinentet. Samme år drog han videre med 11 engelske munke, blandt dem [[Suitbert|Swithbert af Northumbria]], [[Ewald den lyse]] og [[Ewald den mørke]]. De steg i land ved [[Rhinen]]s udløb og drog så til [[Utrecht]]. Der fik de audiens ved hoffet for [[Pipin af Herstal|Pipin II af Herstal]], [[Karl Martell]]s fader. Han støttede dem og opfordrede dem til at prædike i nedre [[Friesland]], mellem [[Meuse]] og havet.
 
Efter, at missionen var etableret, rejste Willibrord til [[Rom]] for at få støtte fra pave [[Sergius I]]. Han fik [[relikvie]]r med sig, som var nødvendige for at kunne oprette permanente [[alter|altre]] i kirker, som blev bygget.
 
Mens Willibrord var i Rom, var Swithbert blevet bispeviet. I [[693]] havde Wilfrid nemlig ordineret ham som missionsbiskop under et ophold i England. Det kan se ud til, at Pipin ikke satte pris på dette, for Swithbert flyttede hurtigt længere op langs Rhinen, mens Willibrord fortsatte i Friesland. I [[695]] drog han igen til Rom med et brev fra Pipin, som anbefalede, at han blev bispeviet. Den [[21. november]] [[695]] blev han konsekreret som ærkebiskop for friserne, og Sergius overrakte [[pallium|palliet]] til ham. Fordi den nærmeste mindedag var den [[23. november]], for pave [[Klemens I]], fik han navnet Klemens tillagt sit dåbsnavn.
 
Efter blot to uger i Rom rejste han tilbage med mandat til at organisere kirken i Friesland. Han brugte [[Canterbury ærkebispedømme]] som model og oprettede [[suffragan]]sæder i udkanten. Af Pipin fik han fæstningen [[Wiltaberg]], senere Utrecht, som sæde.
 
Resultaterne af missionen var gode i områder, som blev styrede af [[franker]]ne. Men ellers var det vanskeligere, og han var hele tiden afhængig af beskyttelse fra verdslige herskere. Han rejste meget rundt og prædikede, byggede kirker og indsatte præster og munke. Han konsekrerede også flere biskoper til nye sæder.
 
I [[698]] fik han jord af [[Irmina af Öhren]], som var gift med [[Hugobert af Pfalz]]. Hun var også Pipins svigermor, og blev senere [[abbedisse]]. Willibrord grundlagde klosteret [[Echternach]] i nutidens [[Luxembourg]] og ledede det selv som [[abbed]] en periode.
 
Han rejste også til [[Danmark]], hvor han var den første missionær. Han købte 30 slavedrenge fri, og efter at have kristnet dem tog han dem med sig, men dette førte ikke til noget yderligere arbeid i Danmark. Under hjemfarten fra Danmark førte dårlig vejr til, at han måtte gå i land på [[Helgoland]]. Danskerne og friserne regnede dette som et hellig sted, og det var [[tabu]] at dræbe noget levende væsen, spise noget som voksede der eller hente vand fra en brønd uden, at det skete i fuldstændig stilhed. Willibrord ville demonstrere, at dette var [[overtro]], og dræbte nogen køer, [[dåb|døbte]] tre personer ved en kilde og snakkede højlydt, mens han gjorde dette. Ingenting skete, og de, som så på, var usikre på hvorfor, guden ikke indgreb. Men den frisiske hersker [[Radbod II|Radbod]] tog affære, og ofrede en af Willibrords ledsagere for at blidgøre guden.
 
På [[Walcheren]] gik ting roligere for sig, og Willibrord konverterede mange. Han ødelagde også et gudebillede, og da den hedenske præst forsøgte at dræbe ham, formåede han at undslippe og vende tilbage til Utrecht. Det, at han undgik gudernes vrede, blev der lagt mærke til, og mange følte, at dette gjorde hans budskab mere troværdigt.
 
I [[714]] døde Pipin II, og året efter fordrev Radbod Willibrord fra Utrecht. Mange kirker blev ødelagt, og præster blev dræbt. Samme år fik Karl Martell en søn, [[Pipin den yngre]], som blev døbt af Willibrord. Den yngre Pipin blev senere frankernes konge, og var far til [[Karl den store]]. Willibrord virkede de næste år i [[Franken]] og [[Thüringen]]. Radbod blev dræbt i [[719]], og Willibrord kunne vende tilbage. Den østlige del af landet lå nu åbent for ham.
 
Bonifatius var en stærk støtte for Willibrord, men efter tre år sammen drog han til [[Tyskland]]. De to skabte en speciel institution, [[korbiskop]]er (''chorepiscopii''), omvandrende biskoper som drog fra sted til sted for at hjælpe missionærer.
 
Sine sidste år tilbrakte Willibrord i Echternach. Han døde der [[7. november]] [[739]], 81 år gammel. Han blev straks efter sin død æret som [[helgen]].
 
== Eksterne henvisninger ==
* [http://web.cathol.lu/991/mouvements/oeuvre-saint-willibrord/willibrordus-bauverein/st-willibrord/article/st-willibrord-die-biographie Biografi af Skt. Willibrord]
 
== ReferencerNoter ==
{{Reflist}}
 
95.108

redigeringer