Forskel mellem versioner af "Vendere"

1 byte fjernet ,  for 3 år siden
småret
m (Datomaerker kilde mangler-skabeloner)
(småret)
[[Fil:Bishop Absalon topples the god Svantevit at Arkona.PNG|thumb|right|300px|Venderne beskrives ofte som fjender i dansk historieskrivning. Her i et historisk maleri af Absalon og [[Valdemar den Store]] ved indtagelsen af vendernes borg [[Arkona]] i [[1169]].]]
 
'''Vendere''' er en historisk samlebetegnelse for [[Vestslaviske sprog|vestslavisk]]e folk, somder levede nær de [[Germanske folkeslag|germanske folk]] siden [[folkevandringstiden]]. Venderne var således aldrig et enkelt folkeslag, men var en betegnelse for germanernes slavisk talende naboer. I skandinavisk sammenhæng brugtes betegnelsen vendere primært i [[middelalderen]] om de slaviske folk som boede på de sydlige østersøkyster[[østersø]]kyster, i nutidens [[Tyskland]] og [[Polen]], men i [[Det tysk-romerske Rige]] brugtes betegnelsen "wend" om alle vestslaver inden for rigets grænser.<ref name=Curta>Curta, F. (1999). Hiding Behind a Piece of Tapestry: Jordanes and the Slavic Venethi. Jahrbücher Für Geschichte Osteuropas, 47(3), neue folge, 321-340. Retrieved from http://www.jstor.org/stable/41050400</ref><ref>Florin Curta. 2001.The Making of the Slavs: History and Archaeology of the Lower Danube Region, c.500–700. Cambridge University Press</ref>
 
I Dansk historieskrivning kendes venderne mest som et fjendebillede, da de i middelalderen ofte foretog krigstogter imod de danske øer, ligesom danske konger ofte foretog togter imod venderne. Særlig berømt i dansk tradition er Valdemar Sejrs og Biskop Absalons succesfulde erobringstogt mod venderne på [[Rügen]] og erobringen af deres borg [[Arkona]].
 
== Historie ==
[[Jordanes]] beskrev i det 6. århundrede500-tallet en stamme af ''Venethi'' der bor ved [[Wisła]]-flodens kilde og det antages ofte at disse er de samme som de senere vendere.<ref name=Curta/>
 
=== Venderne breder sig nordvestpå ===
Henrik regerede indtil 1127 og blev efter sin død afløst af sin fætter [[Knud Lavard]] som [[Knjas]] (knees, fyrste), hvilken herskede frem til sin død i 1131. Efter Knud Lavards død var Danmark tilbageholdende med at hævde sin magt over venderne, og følgen var, at initiativet efterhånden gik over til sakserne, som erobrede landet og koloniserede det. Disse tilstande var forklaringen på, at venderne for en tid bedrev sørøveri og angreb de danske kyster.<ref name="Niels 76">Nielsen, s. 76</ref>
 
I [[1135]] nåede en vendisk flåde helt op til Sydnorge, hvor den ødelagde den rige handelsstad Konungahella, nu [[Kungälv]]. I et århundrede var venderne således herrer i deres eget hus, men fra det [[12. århundrede11-tallet]] sank deres stjerne for aldrig at stige mere.
 
=== Korstog ===
Efter de store nederlag blev venderne gradvist germaniseret og assimileret i de tyske riger – og i kortere perioder ligeledes de danske og svenske. Heraf kommer danske og svenske kongers historiske påberåbelse af at være henholdsvis ''[[de venders]] og [[de goters]] konge'' (indtil 1972) og ''Götes och Vendes Konung'' (indtil 1973).
 
Et vendisk fyrstehus holdt sig i [[Forpommern]], et andet i [[Bagpommern]], et tredje i [[Mecklenburg]], hvor det blev siddende lige til revolutionen i 1918 som herre til den vendiske krone. Men hvad enten herskerne var indfødte eller indvandrede, så var de snart lige enige om at hylde tysk sprog og kultur; en fyrst [[Vizlav]] af Rügen optrådte som tysk minnesanger; tyske håndværkere og agerbrugere indkaldtes i massevis, og venderne trængtes tilbage som foragtede barbarer. [[Skrå|Lavsskrå]]erne udelukkede regelmæssig folk af "vendisk eller anden uærlig æt"; endnu i 1752 udstødtes en tøjmager i [[Neumark]] af sit [[Lav (organisation)|lav]], fordi hans kones bedstemoder skulle stamme fra vendere. Således fortyskedes venderne efterhånden. I 1407 skal på Rugen den sidste vendisk talende person være død. Indtil 14.—15.13 - århundrede1400-tallet var venderne i [[Øvre Sachsen]] endnu så talrige, at der holdtes retspleje på vendisk (indtil ca. 1300 i [[Anhalt]], indtil 1378 omkring [[Leipzig]], indtil 1424 i [[Meissen]]); brugen af vendisk sprog afskaffedes i Leipzig, siger en krønike, fordi rådsherrerne havde fattet "had og væmmelse" derimod. Indtil 18. århundredes1700-tallets slutning taltes der endnu vendisk i [[Hannover]] øst for [[Lüneburg]].<ref name="Salm 717"/>
 
Senere trængte fortyskningen igennem overalt undtagen i [[Lausitz]]; her taltes endnu vestslavisk af ca. 100.000 personer. Disse sidste vendere, de såkaldte [[sorbere]], lå tilbage som en lille rest i det tyske folkehav, fuldstændig afskårne fra deres stammefrænder i [[Polen]] og [[Böhmen]]. Vendernes åndelige centrum fandtes i deres sprogområdes sydlige udkant, i den næsten helt tyske by [[Bautzen]].<ref name="Salm 717"/> Her grundedes i 1847 en nationalforening (''Mačica serbska''), som udgav et litterært tidsskrift og et folkeligt ugeblad for Øvrelausitz, meens et ugeblad for Nedrelausitz udkom i Kottbus. Vendernes ivrigste foregangsmand var Joh. Ernst Schmaler (Šmolar) i Bautzen (1816—84), deres mest kendte digtere Andr. Seiler (Zejler) og J. Cišinski (Jakob Bart); deres senere leder var Ernst Mucke (Muka).<ref name="Salm 718">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0730.html ''Salmonsen'', s. 718]</ref>
 
== Bebyggelse ==
[[Fil:Oldenburg-oh-wallmuseum.jpg|thumb|Elbslavisk bebyggelse med anløbsbro i egnsmuseet i [[Oldenburg in Holstein]] (ca. 8.7 - 9.800 århundredetallet).]]
Typisk for bebyggelsesformen hos vendere var runde landsbyer. Denne i middelalderen under intern kolonisering fremkomne landsbyform har en hesteskoformet arrangement af gårde og jordstykker. Fordelingen område af rundbyer strækker sig båndformet mellem [[Østersøen]] og [[Erzgebirge]] i den tidligere kontaktzone mellem tyskere og slaver. De bedst bevarede runde landsbyer ligger i økonomisk tilbagestående region i det hannoveranske Wendland. De slaviske bosættelser før rundbyen er endnu utilstrækkeligt udforsket arkæologisk.<ref>Hardt, Matthias: "Das „slawische Dorf“ und seine kolonisationszeitliche Umformung nach schriftlichen und historisch-geographischen Quellen." (i: ''Siedlungsforschung. Archäologie – Geschichte – Geographie 17''; 1999, s. 269–291) {{de sprog}}</ref>
 
48.129

redigeringer