Krigselefant: Forskelle mellem versioner

I [[Middelalderen]] har man kun få eksempler på brug af krigselefanter i Europa. [[Karl den Store]] fik foræret en elefant af den arabiske kalif [[Harun al-Rashid]]<ref>R.H.C. Davis: A History of Medieval Europe, s. 172</ref>. Den havde navnet [[Abul-Abbas]] og nåede frem til Europa i 801. Legenden fortæller, at den i 804 var med i felttoget mod den danske kong [[Godfred]], der havde angrebet en handelsby syd for [[Hedeby]]. De frankiske krøniker beretter, at elefanten døde af lungebetændelse efter en tur i [[Rhinen]] i 810. Under det 6. korstog (1228-29) fik den tysk-romersk kejser [[Frederik 2. (Tysk-romerske rige)|Frederik 2.]] fat i en elefant i [[Det hellige Land]], og han brugte den i 1237 under erobringen af [[Cremona]]. Disse elefanter havde dog mere symbolsk end praktisk betydning, og Karl den Stores elefant fungerede nærmest som et kæledyr ved hoffet.

[[Fil:RomanesqueElephant.jpg|thumb|upright=1.2|left|Maleri af krigselefant, skabt i Spanien i det 11. århundrede. Også her kan man tvivle på, om kunstneren nogensinde har set en elefant.]]

Længere østpå fortsatte man med at bruge elefanter til krigsbrug. Det ekspanderende [[Mongolske kejserdømme|Mongolske rige]] blev konfronteret med krigselefanter i Khwarezm (i Centralasien), og i [[Burma]], Vietnam og Indien i løbet af det 13. århundrede.<ref>Kistler, side 200.</ref> Mongolerne havde ikke held til at erobre Indien og Vietnam, men i kampenen mod Khwarezm-riget mødte de elefanter uden for [[Samarkand]] og besejrede dem med [[katapult]]er og [[mangonel]]ler, og i Burma vandt de med massiv beskydning fra deres berømte kompositbuer.<ref>Kistler, side 197.</ref> Både [[Djengis Khan]] og [[Kublai Khan]] beholdt erobrede elefanter som en del af deres følge.<ref>Joregensen, Niderost and Rice, side 88.</ref> I det følgende århundrede stod en anden centralasiatisk erobrer, [[Timur Lenk]] over for tilsvarende udfordringer. I 1398 stod Timurs hær over for flere end 100 indiske elefanter uden for [[Delhi]], men han var forberedt. Hans mænd havde strøet store mængder [[Partisansøm|fodangler]] ud over den slette, hvor kampen fandt sted, og han havde fastgjort bundter af halm på ryggen af sine kameler. Halmen blev antændt, og de skræslagne kameler blev gennet i retning af elefanterne. Elefanterne vendte prompte om, og brasede gennem deres egne rækker, og de skarpe fodangler var med til at gøre dem endnu mere ustyrlige.<ref>Justin Marozzo: Tamerlane, i Andrew Roberts (ed.): Great Commanders of the Medieval World, s. 208</ref> Senere brugte Timurs efterfølgere selv elefanter i deres kampe mod det [[Osmanniske rige]].