Alessandro Scarlatti: Forskelle mellem versioner

Over 600 kammerkantater kan med stor grad af sikkerhed tilskrives Scarlatti, mens over 100 har et mere usikkert ophav. Mens operaerne henvendte sig til alle samfundslag, var disse verdslige kantater for én eller to sangstemmer overvejende beregnede på et publikum af kendere og liebhavere. Teksterne var ofte skrevet af musikelskende aristokratiske amatører og behandler ofte stof hentet fra den antikke mytologi og hyrdedigtning. Musikalsk består kantaterne af tre eller fire arier med resitativer, som sammenknytter handlingen, i kantatene for to stemmer forekommer der også duetter. Ved siden af et rent generalbasakkompagnement medvirker ofte koncerterende soloinstrumenter, for eksempel en trompet i den omfangsrige solokantate ''Su le sponde del Tebro''. Scarlatti var en f de sidste med så vigtige bidrag til denne hundrede år gamle kantatetradition.<ref name="grout_233">Grout s. 233 ff</ref>

 

Ved siden af kristen-allegoriske temaer (''La Santissima Trinità'') og helgenlegender (''San Filippo Neri''), behandlede Scarlatti med forkærlighed stof fra [[Det gamle testamente]] (eksempelvis ''Sedecia Re di Gerusalemme'') i sine oratorier. Specielt sidstnævnte er udstyret med musikalske og dramaturgiske midler hentede fra tidens operaer, men blev opført koncertant og – for at omgå pavens forbud mod sceniske opførsler – ofte i private sammenhænge. I realiteten er Scarlattis oratorier maskerede operaer.

 

 

=== Instrumentalværker ===