Åbn hovedmenuen

Ændringer

2 bytes fjernet ,  for 2 år siden
slåfejl
{{dansk synsvinkel|dato=april 2015}}
[[Fil:BambergApocalypse03CoronationOfEmperor.JPG|thumb|Kroningen af [[Otto 3. (Tysk-romerske rige)|Otto 3.]] til kejser i 996.]]
'''Kroning''' er en begivenhed, hvor en [[majestæt]] [[stadfæste]]rstadfæster sit [[embede]] som [[regent]] ved at få sat en [[krone (hovedbeklædning)|krone]] på sit [[hoved]].
 
En [[enevælde|enevældig]] konge "kroner sig selv" – og bliver ikke kronet af adelen, da han ikke er underlagt nogen anden end Gud. Den enevældige konge er per automatik konge, når forgængeren dør – men lader sig [[kongesalve|salve]] af øverste gejstlige, som regel et lille års tid efter.
 
[[Napoleon]] afveg dog fra denne [[skik]] ved at krone sig selv. NapolenNapoleon var ikke konge, men [[kejser]] og søgte i den egenskab at fremstå som "særlig udvalgt".
 
Kroningen sker som en tradition ved [[valgkongedømme]]t, hvor en kreds af stormænd, riddere, [[adel]], etc. vælger og anerkender "én til at være den første blandt ligemænd" og til at varetage rigets [[udenrigspolitik|udenrigspolitiske]] opgaver. Herunder krig og forhandlinger.
 
Når en konge blev kronet, underskrev han samtidig en [[håndfæstning]], der fastlagde hans råderum over for adelen. Samtidg udpegede han sin stedfortræder/efterfølger/[[kronprins]] -som regel en søn – og denne tronarving var således den oplagte kandidat til at efterfølge ham. Ofte opstod der dog et tomrum og en magtkamp, når arvefølgen – efterfølgeren – ikke var oplagt. Perioder med [[interregnum]] eller kongemord etc. er ikke ukendte i [[Danmarkshistorien]]. Men ser man på [[kongerækken]] indtil [[Oldenborgske slægt|Oldenborgerne]], dvs fra Gorm den Gamle frem til [[Christian 1.|Christian den Første]], vil man se, at det virkelig er undtagelsen, at søn følger far. Kun i ni ud af et par og tredive regenter følger en søn. Andre gange er det en bror, fætter, onkel, barnebarn etc.
 
Men ser man på [[kongerækken]] indtil [[Oldenborgske slægt|Oldenborgerne]], dvs fra Gorm den Gamle frem til [[Christian 1.|Christian den Første]], vil man se, at det virkelig er undtagelsen, at søn følger far. Kun i ni ud af et par og tredive regenter følger en søn. Andre gange er det en bror, fætter, onkel, barnebarn etc.
 
Danmark havde [[valgkongedømme]] indtil [[enevælden]] i [[1660]], hvor [[Frederik 3.|Frederik den Tredje]] reducerede adelens indflydelse.
 
Enevældens afskaffelse i [[1848]] gjorde, at [[Christian 9.|Christian den Niende]] blev udråbt til Kongekonge i [[1863]] efter omfattende lovgivning og international anerkendelse.
 
I vore dages demokratiske Danmark foretages udnævnelsen -udråbningen- af en konge (regent) af [[Folketinget]], der ved lov udpeger den næste konge. Således skal det forhold, at [[kronprins Frederik]] står til at overtage tronen (og kronen) efter [[Margrethe]] ses i [[Tronfølgeloven]], snarere end ved kongehusets beslutning. Folketingets lovgivning er dog en vigtig lov på dette område.