Storfyrstendømmet Finland: Forskelle mellem versioner

Finnerne præsterede en folkelig modstandskamp mod de russiske besættelsestropper, og poeten [[Johan Ludvig Runeberg]] trak siden højdepunkterne i denne kamp og en modoffensiv i juli i sine ''Fänrik Ståls sägner'' (Historier om fenrik Stål). Men overladteoverladt til sig selv var 22.000 finske soldater i længden ikke i stand til at bekæmpe russernes invasion, og krigen var ovre i løbet af et og et halvt år. Napoleon forsøgte at få zaren til at invadere Sverige, men forgæves. Men den finske kampglød fra felttoget og bøndernes pro-svenske guerillakamp på [[Åland]], i [[Österbotten (historisk landskab)|Österbotten]] og [[Karelen]] kan have bidraget til, at Rusland valgte en forsigtig linje og bevilgede finnerne en betydelig autonomi.<ref>Jutikkala, side 280.</ref> Siden der fortsat blev ydet militær modstand og på grund af faren for [[guerillakrig]], forsøgte zaren at få ro i Finland.<ref>Virrankoski I, s. 404 f.</ref> I et manifest udstedt [[17. juni]] [[1808]], under finnernes modoffensiv, bekræftede han, at Finland var indlemmet i Rusland, men lovede at beholde landets gamle love og stændernes privilegier. Samtidig befalede han Finlands stænder at komme sammen til en forhandling om landets fremtidige status. Det hører også med, at Napoleon ikke anerkendte russerne herredømme over Finland, før, han mødte zaren i [[Erfurt]] i november 1808.<ref>Jutikkala, side 286.</ref>

Den finske deputation under ledelse af grev [[Carl Erik Mannerheim]] rejste i november 1808 til [[Sankt Petersborg]], men hævdede, at de ikke var legitime repræsentanter for Finlands stænder. Følgen blev, at zaren besluttede at indkalde stænderne i overensstemmelse med de gamle svenske loves procedurer for en ''lantdag''.<ref>Klinge, s. 16</ref> Desuden lovede han finnerne, at deres ledere skulle kunne henvende sig direkte til ham uden om den russiske regering. På denne måde fik finnerne en mermere ophøjet og reel status af autonomi, selv om landet ikke var selvstændigt.<ref>Jutikkala, side 287.</ref>

[[Stænderforsamlingen (Sverige)|Stænderforsamlingen]] trådte sammen i [[Borgå]] den 25. marts 1809, det vil sige før [[Freden i Fredrikshamn]] den 17. september 1809. Den hastige sammenkaldelse skyldtes zarens behov for at afklare situationen i Finland, før, at en ny runde af krig brød ud i Europa.<ref>Jutikkala, side 288-289.</ref> Efter, at zaren var ankommet, blev [[Borgå lantdag]] højtidelig åbnet den 28. marts. De finske [[Stand (samfundsgruppe)|stænder]] aflagde troskabsed til zaren – formelt set var dette [[landsforræderi]], da de fortsat var svenske undersåtter – til gengæld forsikrede zaren, at Finland skulle beholde sine love, sin religion og sit sprog. [[Gustaf Mauritz Armfelt]], som var udvist fra Sverige som landsforræder og som var blevet rådgiver for zaren, overbeviste denne om, at Finland burde blive et storfyrstendømme. Stænderne sad sammen i nogen måneder for at udarbejde en forvaltning, som var i overensstemmelse med Finlands nye status, og den 19. juli 1809 afsluttede Alexander 1. landdagen med en afslutningstale, hvori han slog fast, at finnerne nu var "løftet op til medlemskab i familien af ''nationer''".<ref>Jutikkala, side 289. «elevated to membership in the family of nations». Talen blev holdt på fransk og ordet ''nation'' må tolkes i dets politiske, og ikke etniske forstand. Men zaren viste ingen synlige tegn på at lægge mere i udtrykket end en gestus fra sejrherren til den okkuperede. Jutikkala, side 290-291.</ref>

Fra begyndelsen var [[Åbo]] det nye storfyrstedømmes hovedstad. Men zaren ønskede at symbolisere Finlands tilknytning til Rusland, og da [[Helsingfors]] var blevet ødelagt ved en brand i 1808 under Finske krig og måtte bygges op igen, flyttede han snart hovedstadsfunktionerne østpå til Helsingfors. Efter den store bybrand i Åbo i 1827 blev også [[Kungliga Akademien i Åbo]] året efter flyttet til Helsingfors som [[Helsingfors universitet|Kejserliga Alexanders universitetet i Finland]]. Flytningen af hovedstaden blev ledsaget af en storstilet, russisk-finansieret opbygning af den nye metropol, inspiseretinspiceret af zaren selv. En småby med omkring 4.000 indbyggere blev forvandlet til monumental hovedstad under ledelse af arkitekt [[Johan Albrecht Ehrenström]], mens regeringsbygningerne blev tegnet af den tyske arkitekt [[Carl Ludwig Engel]].<ref>Jutikkala, side 297-298.</ref>

Den russiske zar var i egenskab af storfyrste af Finland statsoverhoved i det autonome storfyrstendømme. Da den ellers [[autokrati]]sk indstillede [[Nikolaj 1. af Rusland|Nikolaj 1.]] besteg tronen i 1825, anerkendte han Finlands særstatus og gavaflagde den samme tron-edtroned som sin forgænger, hvilket blev en tradition for alle efterfølgere. Ved hoffet i Sankt Petersborg fandtes ''Kommittén för de finska ärendena'' som forberedte bestemmelser, som gjaldt Finland. Komiteen, som bestod af finske statsborgere, blev opløst i 1826 og opgaverne overtaget af statssekretæren, fra 1834 ministersekretæren for finske anliggender. Også disse var finske statsborgere.

Det fandtes kræfter i Rusland, som ønskede en hårdhændet russificering af Finland, eksempelvis indenrigsminister Perovskij. Finnerne læste og skrev på svensk, og i en periode uden nogen finsk national opvågning var det formentlig kun det russiske autokrati, som forhindrede sådanne ekstreme russiske strømninger fra at vinde fodfæste.<ref>Jutikkala, side 302.</ref> Finske officerer gjorde karriére i zarens Rusland og deltog i militæraktioner i Polen og Tyrkiet, og russisk blev studeret i finske skoler og læresteder. En russer finansierede endog udgivelsen af en finsk ordbog, og zar Nikolaj 1. kunne priseglæde sig over finnernes loyalitet. Finnernes frihed førte uvægerlig til opblomstring af finsk nationalfølelse, og blot få årtier efter Finske krig føjede Runebergs ''Fänrik Ståls sägner'' sig ind i en gryende, finsk uafhængighedsbevægelse.<ref>Jutikkala, side 303-304.</ref>

Zaren udnævnte fra begyndelsen i hovedsagen russiske generaler som generalguvernører, efter, at et forsøg med en finsk viste sig lidet vellykket. Men efterhånden kom det finske statsstyre ind i et mere reguleret spor med direkte rapportering til zaren selv, uden om den russiske regering.

I forbindelse med senatet blev der opprettetoprettet et ''[[prokurator]]embete'' med Calonius som den første indehaver. Centrale opgaver for prokuratoren var at kontrollere, at senatet handlede i overensstemmelse med lovene, og han blev også det øverste kontrolorgan for retsplejen. Embedet eksisterer fortsat, nu under betegnelsen [[Justitiekansleren (Finland)|''justitiekansler'']].<ref>Klinge, s. 33</ref>

Den svenske [[Stænderforsamlingen (Sverige)|stænderforsamling]], ''Ståndsriksdagen'', var betegnelsen på de regelmæssigt indkaldte repræsentanter for de fire stænder: adelen, præsteskabet, borgerne og de selvejende bønder. Frem til, at Sverige og Finland blev adskilte, mødte delegaterne fra de finske områder på samme vilkår som fra de andre kerneområder i det svenske rige. I storfyrstendømmet fortsatte denne ordning uændret med den forskel, at de finske områder fik sinderes egen rigsdag.

Ifølge den gustavianske forfatning måtte rigsdagen godkende nye eller ændrede love, men havde ingen ret til at tage initiativer selv. Der imodDerimod havde kongen ret til at regulere forvaltningsmæssige og økonomiske forhold uden indblanding fra stændernes side. Forfatningen var uklar med hensyn til omfanget af kongens forvaltningsret, og dette benyttede både den svenske konge og zaren sig flittigt af for at undgå at involvere stænderforsamlingen.<ref>Virrankoski I, s. 323</ref>

Indkaldelse af stænderne skete på monarkens initiativ. Efter riksdagen i Borgå 1809, som samtiden benævnte som ''Lantdag'', undgik både zar [[Alexander 1. af Rusland|Alexander 1.]] og efterfølgeren [[Nikolaj 1. af Rusland|Nikolaj 1.]] under hele deres regeringsperioder at indkalde rigsdagen. Først [[Alexander 2. af Rusland|Alexander 2.]] så det som nødvendignødvendigt for at få gennemført sine mange økonomiske reformer og sammenkaldte stænderforsamlingen i 1863. Dette udløste en begejstringsbølge i Finland og gjorde zaren yderst populær i landet.<ref>Klinge, s. 286</ref>

Riksdagens sammensætning var bestemt i Riksdagsordningen af 1617. De fire stænder mødtes og foretogtog sinederes beslutninger hver for sig. For, at en beslutning skulle anses for vedtaget, skulle i hvert fald tre stænder give deres tilslutning. Adelen var repræsenteret af overhovederne for Finlands adelige familier. Monarken kunne ved at adle familier få indflydelse på sammensætningen af adelstanden. Til præstestanden hørte biskopperne og repræsentanter, som var valgt af de evangeliske sognepræster, fra 1869 også repræsentanter fra skolevæsen og universitet. Byborgerne valgte deres repræsentanter ud fra en stemmeret, som var bestemt af indtægt og formue. Fjerdestanden, det vil sige bønderne, fik stemmeret i den grad, de havde landejendom. Ordningen indebar, at kun henved 30% af befolkningen var repræsenteret i Riksdagen omkring 1890.<ref>Virrankoski I, s. 186 f.; Virrankoski II, s. 506 f.</ref>

Mod slutningen af 1905 blev den sidste firestænderforsamling valgt, og den tog sin afsked den 29. maj 1906. Finlands nye parlament bestod af et kammer med 200 medlemmer, som var valgtevalgt ved almindelig stemmeret. Alle finske borgere, som var fyldtefyldt 24 år, kunne stemme, og finske kvinder havde som de første kvinder i Europa fået stemmeret. Mandatfordelingen i parlamentet blev bestemt ved [[D'Hondts metode]] for [[forholdstalsvalg]]. Til forskel fra den gamle rigsdag sad det nye parlament sammen hele tiden og blev valgt hvert tredje år.<ref>Virrankoski II, s. 597 f.</ref>

Den nye rigsdagsordning gav det finske parlament den form, det i alt det væsentlige har beholdt siden. Magtforholdet mellem monarken og rigsdagen blev der imodderimod uændret: love kunne ikke ratificeres, uden, at zaren godkendte dem, og senatet sad uafhængigt af, om det havde parlamentets tillid eller ej. Heller ikke zarens muligheder for at udfærdige forordninger blev der rokket ved;<ref>Klinge, s. 425</ref> i disse spørgsmål stod forfatningen fra 1772 og 1789 fortsat ved magt.

[[Finlands len|De finske len]] blev videreførtevidereført og tilpassede det russiske [[Gubernija|guvernementsystem]]. En guvernør ansvarlig over for generalguvernøren ledede lensforvaltningen. Nogle len kom til, andre fik et nyt navn i en reform i 1831, men ellers forblev de uforandrede længe efter uafhængigheden – mange helt til 1997. Fra 1831 var Storfyrstendømmet Finlands len som følger:

Også kommunalforvaltningen var en arv fra svensketiden og blev videreført næsten uændret i storfyrstendømmet. I landkommunerne var ''[[Kommunestyre|kommunfullmäktigen]]'' det øverste organ, men det trådte sjældent sammen. De fleste beslutninger blev der imodderimod taget af ''kyrkoråden'' som fungerede som en form for kommunestyre; den politiske kommunalforvaltning blev ikke udskilt fra kirkeforvaltningen. Ved siden af at varetage lokalsamfundets [[infrastruktur]] var især fattigvæsenet en kommunal opgave. Retsplejen blev varetaget lokalt af bønder, som udgjorde lægmandsjuryer.

Efter somEftersom den finske rigsdag ikke blev indkaldt mellem 1809 og 1863, fandtes der ikke noget politisk liv i egentlig forstand i denne periode. Regeringen, det vil sige zaren og senatet, koncentrerede sig om forvaltningen. Nødvendige forskrifter blev iværksat ved dekret, større lovgivende tiltag, som krævede behandling af rigsdagen, blev helt udeladt. Embedsværket blev målbevidst udviklet, især ved at centralisere uddannelsen til [[Helsingfors universitet|universitetet]].

Finlands eneste universitet lå i Åbo frem til 1828, men efter en storbrand i byen blev institutionen flyttet til Helsingfors og udviklede sig der til periodens vigtige politiske forum. [[Adolf Ivar Arwidsson]] var en af pionererne inden for finsk politik. Fra 1820 stod han hårdt på krav om, at der blev opbygget en finsk statsidentitet og givet større frihed til borgerne, og han måtte i 1823 betale for det med sin stilling som docent. Arwidsson emigrerede til Stockholm, hvor der i tidens løb samlede sig en række finske immigranteremigranter, de fleste yderst skeptiske over for Rusland.

Blandt de, som var påvirkede af Arwidsson, var [[Johan Vilhelm Snellman]], som fra 1840'erne blev en forløber og inspirator for den såkaldte [[fennomani]]bevægelse. For fennomanerne var udvikling af Finlands eget sprog og kultur centrale anliggender således, at det finske folk kunne finde sin egen plads sammen med andre folk. Til forskel fra Arwidsson havde Snellmans virksomhed ikke brod mod Rusland; han stræbedestræbte i stedet efter at bevare finsk selvbestemmelsesret inden for rammerne af zardømmet. For at opnå dette arbejdede de aktivt for folkeoplysning og udvikling af finsk til et kultursprog.

Da zar Alexander 2. udnævnte den baltiske tysker [[Friedrich Wilhelm Rembert von Berg|F. W. R. Berg]], fik Finland for første gang en generalguvernør, som foragtede finner og alt finsk. Allerede i [[1858]] afsatte han senatets viceleder og mangeårige finansminister [[Lars Gabriel von Haartman]]. Men også Berg endte ret hurtigt med at føre en politik, som i praksis var pro-finsk, som bolværk mod svensk påvirkning. Dette var under pan-skandinavismens guldalder, og Berg forstod snart, at fennomanerne var de bedste garanter for fortsat russisk herredømme.

I [[1858]] blev finsk administrationssprog i alle kommuner, som havde finsk majoritet, og to år senere blev Snellman først udnævnt til professor i filosofi, og i [[1863]] udpeget som finsk finansminister. Han fik samme år gennembrud for sprogreformen, som i 1863 gjorde finsk til statligtstatsligt administrationssprog, og videreførte viktigevigtige økonomiske reformer. Enkelte af reformerne krævede lovændringer, og dette blev anledningen til at sammenkalde rigsdagen for første gang i mere end 50 år.<ref>Jutikkala, side 325-327.</ref>

I 1870'erne dannede der sig en modreaktion mod de politiske fennomaner, ''[[svekoman]]ene'' forsvarede det svenske sprogs stilling. Desuden tenderede de under sinderes leder [[Axel Olof Freudenthal]] mod [[konservatisme]], og enkelte lod sig lede af reaktionær raceteori inspireret af Sohlman. Blandt andet påvirkede af det forrige århundresårhundredes [[skandinavisme]] indtog tilhængerne en distanceret og til dels fjendtlig holdning over for Rusland, men også over for fennomanerne.<ref>Virrankoski II, s. 512 f.</ref> Skandinavismen fik en vigtig og afklarende rolle i finsk åndsliv.

Tanken om et samlet Norden stod stærkt i dele af Sverige, her underherunder hoffet, og under [[Krimkrigen]] foreslog Storbritannien, at svenskerne skulle udnytte krigssituationen til at generobre Finland. Dette blev afvist, fordi en finsk provins vanskelig lod sig balancere mod den statsretslige norske suverænitet i personalunionen – finnerne måtte nødvendigvis blive skuffede, hvis de fik lavere status end Norge. Særlig Snellman forstod, at nordisk samling ville gøre Finland underdanig og trolig følges af hårdhændet anti-finsk sprogpolitik. Overbevist om, at finsk sprog og kultur havde bedre kår under zar-Rusland end under et mere nærværende, svensk styre, udviklede han og de fleste andre finner en direkte fjendtlig holdning til skandinavismen.<ref>Jutikkala, side 321-322.</ref>

De [[liberalisme|liberalistiske]] strømninger i Finland skriver sig tilbaketilbage til [[1848]]-revolutionen i Europa. På Kontinentet tog de liberale til orde mod det autokratiske imperie-Europa, som havde knuget og undertrykt små nationer efter 1815. De finske liberale var der imodderimod ikke udprægede nationalt indstillede. Mens fennomanerne mente, at Finland bestod af et folk og derfor ønskede et sprog, og svekomannerne mente, at Finland bestod af to folk, indtog de liberale en mellemstilling med tanken om, at Finland bestod af et folk med to sprog.<ref>Jutikkala, side 323.</ref>

Deres hovedfjender var ekstreme pan-skandinavister, som mente, at finnerne var underlegne "asiatere", og at svenskerne var et arisk herrefolk, som burde lede et samlet Norden. Liberale tilhørte ofte de svensksprogede eliter, men fungerede som en forsonende kraft i sprogspørgsmålet og koncentrerede sig mest om økonomiske og statsretslige spørgsmål. De ønskede bredere stemmeret og pressefrihetpressefrihed uden censur. Disse krav blev afvist, men de liberale satte et varigt stempel på en række sociale og økonomiske reformer i 1860'erne så som retten til at anlægge bygdeskoler med statsstøtte fra [[1865]]. Handelsforholdet mellem Finland og Rusland begyndte at minde om frihandel.<ref>Jutikkala, side 332.</ref> I [[1869]] gav Kirkeloven svagere statslig styring med kirken, og introducerede menighedsråd, som fik en rolle i sognets styre og forvaltning.

Mens fennomanerne, svekomanerne og pan-skandinavisterne var politiske strømninger uden faste partiorganisationer, blev ''Det liberale parti'' Finlands første politiske parti i moderne forstand i 1880 under ledelse af [[Leo Mechelin]]. De finske liberale var mest influerede af britiske meningsfæller og udviklede en realistisk og jordnær tilbageholdenhed, som forhindrede revolutionære udbrud. Men de var samtidig langt forud for sinderes tid og fik aldrig stor opslutning.<ref>Jutikkala, side 323-324.</ref> Partiet blev der imodderimod med tiden opsplittet, da fronterne i sprogstriden blev mere uforsonlige, og det forsvandt omkring 1885. Partiets avis ''[[Helsingfors Dagblad]]'' blev indstillet i 1889, og de fleste liberale sluttede sig til svekomannerne. Dette medførte, at det svenske parti fik et modererende element og kom til at stå langt fremme i kampen for konstitutionelt demokrati. Mechelin blev dermed omkring århundredeskiftet en af de centrale forkæmpere for de konstitutionelt sindede.

Etkammerparlamentet og stemmeret til de brede folkemasser krævede, at der blev dannet moderne, strukturerede politiske partier. ''Socialdemokraterna'' blev stiftet i 1899 og var allerede i 1905 organiseret i den grad, at partiet kunne spille en central rolle under årets revolutionære hændelser, og at drive en effektiv valgkamp. I 1904 blev det gammelfinske parti restruktureret og fik en formel partiledelse og regionale afdelinger. Ungfinnerne gjorde det samme året efter. Et helt nyt parti var [[Centern i Finland|''Agrarförbundet'']], som blev dannet i 1906 og først og fremstfremmest repræsenterede de finsksprogede bønder. Den dominerende personlighed var [[Santeri Alkio]], som havde skiftet over fra ungfinnerne.<ref name=autogeneret3>Klinge, s. 436</ref>

Selv, om det offentlige tryk voksede, var Alexander 3. først ret uvillig til at ændre faderens finlandspolitik, men det lå i tiden, at et af rigsregeringens mål var at bidrage til enhed i praktiske anliggender. I 1890 gik der symbolpolitik i spørgsmålet om et fælles postvæsen, som det finske senat af forfatningsretslige grunder vægrede sig imod. Zaren skar igennem og udstedte den 12. juni 1890 en postforordning, som nedlagde det selvstændige finske postvæsen. Året efter forkyndte zaren, at Finlands position åbenbart blev misforstået, og at forskellene mellem Finland og Det russiske riges love krævede, at der blev foretaget tiltag for at styrke Finlands tilknytning til riget.<ref>Virrankoski II, s. 578–580; Klinge, S. 309–316</ref> Generalguvernør Heiden fik nedsat et udvalg, som i praksis foreslog at kneble den finske rigsdag og lægge den lovgivende magt i zarens hænder. Langt farligere var forslaget om en told- og valutaunion, som kunne have ødelagt finnernes eksportvækst til Vesten. Her fandt derimod russiske forretningsmænd ud af, at en sådan union ville udsætte dem for stærk konkurrence fra en mere udviklet finsk industri, og forslaget faldt.<ref>Jutikkala, side 347-348.</ref>

Den 15. februar 1899 skrev zaren under på det såkaldte [[Februarimanifestet|"februarmanifest"]], som fratog lantdagen dens lovgivende magt: finske love, som blev anseteanset for at have betydning for hele det russiske riges interesser, skulle her efterherefter udstedes af zaren og det russiske rigsråd. Den finske offentlighed samlede sig til en massiv politisk modstand mod det, de opfattede som en begyndende afvikling af finsk autonomi. I løbet af ti dage efter, at manifestet var bekendtgjort, blev der indsamlet 520.000 protestunderskrifter, men zaren tog ikke mod delegationen, som skulle overrække [[petition]]en med underskrifterne.<ref>Virrankoski II, s. 583–586</ref>

Det finske parlament stillede sig konsekvent mod russificeringsbestræbelserne. Ungfinnen [[Pehr Evind Svinhufvud]], som var præsident i parlamentet fra 1912, blev en lederfigur for den konstitutionelle modstand. I 1914 blev han deporteret til [[Sibirien]]. Også det finske parti under sin nye leder [[Johan Richard Danielson-Kalmari]] havde i mellemtiden sluttet sig til den konstitutionalistiske front. Parlamentet blev stadig opløst og valgt på ny uden, at mandatfordelingerne blev afgørende ændret. Efter, at også senatorerne sluttede sig til protesten, blev der indsat et russisk senat under ledelse af [[Vladimir Markov]]. Den andre russificeringsperiode varede indtil, [[1. verdenskrig]] brød ud, og under krigen lå finsk politik stort set nede.

Eksportpriserne svingede voldsomt, og den gryende eksportindustri bragte ujævnt fordelt vækst, fordi arbejdskraften var billig. Landbrugsbefolkningen led under overbefolkning, som kun delvist blev modvirket af udvandring, den vigtigste modtager af overflødige, fattige landarbejdere var skov- og papirindustrien. I social forstand var ikke desto mindre landbruget af yderste vigtighed, fordi omsætning og eksport af landbrugsprodukter bragte indtægter, som blev forholdsvis jævnt fordelte. En anden gunstig udvikling for sysselsætningenbeskæftigelsen og folks indkomstniveau var, at en ''de facto'' forøgelse af importtolden i løbet af anden halvdel af 1800-tallet beskyttede indenlandsk landbrug og industri mod konkurrence fra udlandet. Fra 1880-erne og frem over oplevede finnerne en mere jævn vækst i levestandarden. En stadig mindre andel af indtægten gik til madvarer og bolig frem mod 1. verdenskrig.

I 1880 havde blot 2% uddannelse over grundskole, men hele 98% kunne læse, Der imodDerimod kunne langt færre skrive, kun 11%.<ref>Hjerppe, side 104.</ref> Det var ikke før end ved århundredeskiftetårhundredskiftet, at skolegang afløste fattigforsorg som landkommunernes største udgiftspost. Sundhedsvæsenet var udbygget i byerne med henblik på at begrænse [[epidemi]]er, mens der knapt nok fandtes sundhedsvæsen i det hele taget på landet. Fra 1880-erne begyndte staten at finansiere lønudgifter ved sygehuse i kommunerne, og længe var halvdelen af sygehusene private eller tilhørte kirken.<ref>Hjerppe, side 126.</ref>

Svensk sprog beholdt positionen som embeds- og forvaltningssprog under hele den russiske periode. Finsksprogede lægfolk forstod ikke et ord af de svensksprogede dokumenter, som de fik udleveredeudleveret ved offentlige kontorer, eller vidnedsafhøringervidneafhøringer fra svensksprogede dommere. Præstens prædiken foregik på finsk, men fra og med ungdomsskolen var svensk eneste sprog.<ref>Jutikkala, side 308.</ref> Sprogligt skel blev efterhånden det sikreste tegn på klassetilhørsforhold.

Den officielle forbud mod finsk skriftsprog fra [[1850]] kom som en reaktion på yderliggående finskhedsbestræbelser, men blev i praksis ophævet allerede efter fire år. Striden mellem svensk og finsk sprog blev der imodderimod langt mere uforsonlig og satte sit præg på den politiske debat i Finland i 1800-tallet. Bestræbelserne på at forbedre det finske sprogs stilling og de sproglige rettigheder for de finsksprogede mundede i 1840-erne ud i ''[[Fennomani]]bevægelsen''. Mens liberale fennomaner som [[Elias Lönnrot]] og [[Zacharias Topelius]] var talsmænd for tosprogethed, ville frem for alt de yngre fennomaner, som fra 1863 var inspirerede af [[Yrjö Koskinen]], at finsk skulle fortrænge svensk som kultur- og embedssprog. Som en modreaktion på fennomanerne dannede der sig en gruppe ''[[Svekoman]]er'', som forsvarede svensk sprog, under ledelse af [[Axel Olof Freudenthal]].

Gennem århundredet skabte svekomanerne større udfordringer for finnomanerne, og modsætningerne blev riktigrigtig dybe med udgivelsen af den svenske journalist [[August Sohlman]]s bog ''Det unga Finland'' i 1855, hvor den ariske, svenske højkultur blev sat op mod finnernes "asiatiske" herkomst. Johan Wilhelm Snellman så med uro på splittelsen mellem finsk- og svensksprogede og udviklede efterhånden et forsonende kompromis: Han mente, at grundskolen burde undervise på begge sprog for at tvinge hver enkelt lærer til at lære sig både finsk og svensk. Dette kompromisforslag faldt på stengrund, da zaren i [[1869]] indsatte en konservativ, anti-finsk skoledirektør i landet, men på sigt blev Snellmanns drøm om sproglig balance opfyldt mod slutningen af [[1880-tallet]], da andelen af finsk- og svensksprogede skoler, studenter og rigsdagsrepræsentanter nåede omkring 50-50.<ref>Jutikkala, side 339-341.</ref>