Langobarder: Forskelle mellem versioner

Under kong Alboin invaderede langobarderne i [[568]] Italien gennem [[Isonzo]]. Med dem fulgte en del andre germanske og andre stammer. Mest bemærkelsesværdigt 20.000 [[Sakserne|saksere]], som hovedsageligt holdt sig et stykke vej fra langobardernes hovedstyrke, indtil det kom til uenighed om deres ret til ikke at lade sig absorbere. Det førte til, at de trak sig tilbage nord for [[Alperne]] i [[573]]. Det var snarere en folkevandring end en invasion. Langobarderne marcherede med alt deres gods, husdyr og hele familie. Historikeren [[Jörg Jarnut]] har estimeret det samlede mængde mennesker, der migrerede, til at være mellem 100.000 og 150.000<ref>''Storia dei Longobardi'', s. 30</ref>. Om end andre har sat antallet betydeligt højere, til ikke under 350.000<ref>Paolo Possenti i ''Le radici degli italiani'' anslår 36 [[Fara (langobarder)|fare]] (enheder) på cirka 10.000 personer hver, foruden de 20.000 saksere og andre. </ref>.

 

Nogle årsager:

* Befolkningsstørrelsen var på et historisk lavpunkt efter de udbredte ødelæggelser påført af [[Belisar]] og [[Narses]]' langvarige krige med goterne.

* Langobarderne har været indbudt af nogle græske fraktioner. Ifølge [[Paulus Diaconus]] var invasionen sket på opfordring af den græske general Narses.

 

De større byer i det nordøstlige Italien fulgte hurtigt i løbet af sommer og efterår [[568]]; [[Aquileia]], [[Vicenza]] og de andre byer i [[Venetia (region)|Venetia]] samt [[Verona]], hvor Alboin oprettede sit hovedkvarter og overvintrede. Efter vinterpausen fortsatte de ind i det nuværende [[Lombardiet]]; [[Milano]] blev indtaget i september, mens [[Pavia]], der lå ved floden [[Ticino (flod)|Ticino]], gjorde stædig modstand og blev belejret. Alboin fortsatte mod syd, krydsede [[Appenninerne]] og underlagde sig store områder af vore dages [[Toscana]], og i [[570]] oprettedes hertugdømmet Toscana med hovedstad i [[Lucca (by)|Lucca]]. Alboin havde nu underlagt sig hovedparten af Italien ned til Toscana med undtagelse af [[Rom]], [[Ravenna]] og nogle få andre befæstede byer. Hvor de mødte større modstand, var hævnen mere barbarisk og hensynsløs end noget, Italien havde oplevet. Først i [[572]] overgav Pavia sig og blev så hovedstad i langobardernes kongerige. Han havde egentligt svoret, at han ville massakrere alle indbyggerne uanset køn og alder som straf for deres stædige modstand, men på vej ind gennem byporten faldt hans hest pludselig sammen under ham og ville ikke rejse sig, selv om følget stak til den med spyd. Da besluttede Alboin at redde byen fra den planlagte massakre, hvorefter hesten straks rejste sig. Så for en gangs skyld slap indbyggerne nådigt fra deres modstand.

 

 

Øst-Romerne, der ikke havde formået at opstille en organiseret modstand mod invasionen, beholdt dog stadig nogle kystområder og befæstede byer, som langobarderne ikke kunne indtage; Exarkatet ([[Romagna]] inkl. hovedstaden [[Ravenna]]), [[Pentapolis]] (inkl. kystområderne af [[Emilia-Romagna]] og [[Marche]] samt de fem byer [[Ancoda]], [[Peraso]], [[Fano]], [[Senigallia]] og [[Rimini]]), nogle dele af [[Lazio]] og nogle byer i det sydligste Italien (byer langs kysten af [[Campania]], [[Salerno]], [[Apulien]] og [[Calabrien]]).