Sønderho Kirke: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Jørgen (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved Broadbeer, fjerner ændringer fra 131.165.153.78 (bidrag) |
No edit summary |
||
Linje 16:
[[Kategori:Kirker i Ribe Amt]]
{{kirkestub}}
Forhistorien
Sønderho sogn fik sin første kirke senest på reformationstiden (1500tallet), men der har sandsynligvis været kirke i Sønderho meget tidligere.
Den nuværende kirkes forgænger var bygget som et smalt langhus uden tårn og kor, men retvendt (med længdeaksen øst - vest) og med alteret stående midt for østvæggen. Som bebyggelsen voksede, tilføjedes kviste ud til nord, ligesom kirken forlængedes. Allerede i 1604 måtte den bygges højere på grund af sandflugten. I løbet af 1700-årene pressedes grundvandet på grund af sandflugten ind i kirken, der efterhånden kom i så ringe forfatning, at den blev umulig at holde gudstjeneste i. Den blev revet ned op til påske 1782, og skolen, der lå lige inden for den sydlige kirkegårdslåge, brugtes som kirke, mens den nye blev bygget.
Den nuværende kirke
Denne nye kirke blev bygget på den gamles tomt. Den blev noget større i grundplanen, men byggedes efter traditionen på stedet, idet dog kvistene byggedes ind i kirken som sideskib i hele kirkens længde. Dette sideskib fik sit eget tag parallelt med hovedskibets. Der byggedes et tøndehvælv af brædder over hoved skibets tre østre fag for på den måde at markere koret Ved hovedrestaureringen i 1865 rejstes det nuværende store tag, tøndehvælvet fjernedes og taget blev belagt med den særlige, rosa skifer.
Det store kirkerum med plads til ca. 700 (der skulle være plads til alle sognets voksne indbyggere på byggetidspunktet) er enestående ved sin karakter af "salskirke" og ved sit unikke inventar.
Alteret er fra 1717 og dermed genbrug fra den gamle kirke. Dets stil er barokkens. Ud for midterfeltets hjørner de fire evangelistsymboler (Matthæus -
mennesket, Markus - løven, Lukas - oksen og Johannes - ørnen). Medaljonen på tavlens nordside viser Jesu fødsel, den på sydsiden Jesu korsfæstelse. Midterfeltet, der er malet på en egetræsplade, viser den sidste nadver. Den meget mørke Judas (med pengeposen) er anbragt, så han dækker en stor knast i træet, og disciplen yderst til højre i billedet er nok forsynet med kunstnerens eget skægløse ansigtstræk. Traditionelt afbildes ellers alle disciple på nær den unge Johannes med skæg.
Over nadverbilledet og under den forgyldte Ibsskal står årstallet 1564. Dette år blev alter og prædikestol istandsat. formentlig på grund af fugtskader. Bemalingen fra den tid er nu igen fremdraget. Den udskårne, grå ramme omkring skriftstedet kan være indramningen til et navneskilt på et sejlskib. I så fald er den et minde om den tid, da der byggedes sejlskibe i Sønderho!
Foran på alterbordet er malet et skib i ramme omgivet af et lille digt:
Jeg sejler tryg og vel på havets bølger
Gud som min sol og skjold mig hver en time følger
Min ladning er Guds Ord med sakramenterne
for hver, som agter sig Guds salighed at se.
Prædikestolen skal stamme fra hospitalskirken i
Ribe. Den har der stået frit og derfor haft to-tre felter
mere, end den har nu. Det ses af den latinske indskrift
under kanten på prædikestolen, hvor
der mangler en begyndelse.
Døbefonten er kirkens ældste inventar. Den stammer fra romansk tid (1100tallet), men er af ukendt oprindelse. En tradition (som er fælles for flere døbefonte langs den jyske vestkyst!) vil vide, at Gorm den Gamles dronning, Thyra, skænkede den til kirken efter en mirakuløs redning fra et skibbrud på Manø. Fontens uregelmæssige form skyldes, at der engang er borthugget fire kors på dens kant og et eller to på dens side(r). Andre samtidige fonte er prydet med sådanne kors. Nederst på foden er der rester af oprindelig bemaling.
Dåbsfadet fra ca. 1600 er af nederlandsk oprindelse. I dets bund ses Eva og "den gamle Adam", der druknes i dåbens vande, mens det i Kristus genfødte barn drages op deraf.
Langs hele kirkens nordvæg står et pulpitur, der ligesom sakristiet i kirkens sydøstre hjørne har sin oprindelige bemaling. (Pulpituret er restaureret i 1992-93). Det er inddelt i 21 fag som den gamle kirke, men har længde som den nuværende. Det er usikkert, om også disse to inventarier er genbrug fra den gamle kirke. Kirken havde fra gammel tid en meget stor del af sin indtægt til vedligehold fra salg af stolestader til sognets faste beboere. Pulpituret er derfor sikkert indrettet til brug for fattige fastboende, der ikke havde økonomisk mulighed for at købe en stol, og for "fremmed kram" (den tids "turister" og farende svende). Ældre kirkegængere holder stadig "slægtens stol" i hævd.
De nuværende stolestader (i stilarten nygotik) er genbrug fra Ribe Domkirke, der fik nye i 1903. Der findes stadig enkelte stolegavle og -låger med smukke udskæringer fra kirkens byggeår.
Gravstenene i kirkens nordvestre hjørne er alle som de minder, de er, om sognets storhedstid, hentet ind fra kirkegården for ikke af vejrs og vindes unåde at gå yderligere i forfald. Over disse smukke, gamle gravsten (Indskrifterne på dem er bestemt et studium værd) hænger nu gamle, håndsmedede hattekroge til brug for mand folkets hovedtøj.
Ingen kirke i Danmark er så rig på kirkeskibe som Sønderho kirke. Hele 15 er der af slagsen. De to skibe i kirkens sydside nærmest alteret er egentlige modeller af skibe bygget på værftet i Sønderho. Kirkens eneste orlogsskib, en fregat, er kommet til engang omkring år 1800. Efter sigende strandet med den besked i lasten, at det skulle hænges op i kirken nærmest sit strandingssted. Skibet stammer antagelig fra Holland, hvorfra det kan være sat i søen. Kun to andre skibe er egentlige modeller, nemlig fyrskibet og redningsbåden. Den sidste blev i øvrigt aldrig bygget i fuld skala! De øvrige skibe er lavet som husflid af hjemmeværende søfolk og skænket til kirken. Skabt på øjemål, som søfolkene så deres skib. Senest er den lille evert kommet til i eftersommeren 1996. Enkelte af skibene har været brugt som drengelegetøj i havnen, før de blev kirkeskibe. De har metal i kølen for at kunne holde balancen på "verdenshavene". De relativt små sejlskibe af skonnert-, brig- og barktype sejlede verdenshavene tynde helt op til 2. verdenskrig. Og søfolkene kunne være på søen og dermed borte fra familien i op til tre år ad gangen.
Karakteristisk for kirken er også de mange lysekroner og lysearme. Ikke to af dem er ens. Ingen af dem er beregnet til elektricitet. El blev først installeret i kirken omkring 1930. Søfolk har hentet dem hjem enkeltvis og skænket dem til deres kirke. Mange af dem er af nederlandsk oprindelse og bevidner således de nære handelsforbindelser, der i sejlskibstiden bestod mellem landene langs vadehavet.
Orglet af pneumatisk type er i 1904 opstillet af Ringkjøbing Orgelbyggeri. Det er muligvis genbrug fra en anden kirke, men i hvert fald hjemkøbt efter katalog fra et tysk eller østrigsk orgelbyggeri. Det havde oprindelig 6 stemmer, et manual og anhangspedal. Det er bygget med trædebælg. Efter ombygning i 1940 ved orgelfirmaet Frobenius havde det fået elektrisk blæser til sit bælgeværk og yderligere 5 stemmer.
På kirkens altervæg hænger et gammelt slagur. Det er blevet skænket til kirken af en skipper kort efter dens indvielse i 1782. Ved istandsættelse af det i 1998 blev det oplyst, at urværkets ældste dele stammer fra 1600-tallet.
Kirkens klokke er fra I 600-tallet og støbt til kirken. Omkring år 1900 blev den omstøbt, og en mindre skibsklokke, der var hængt op ved siden af den, indgik i den. Oprindelig hang klokken i et særligt klokkehus, som stod på kirkegården øst for kirken. Da kirken i 1865 fik sit høje tag, hængtes klokken ind på kirkeloftet ved østgavlen. Klokken ringes stadig ved håndkraft.
Litteratur
»Kirkerne på Fanø«, særtryk af »Danmarks Kirker«, Ribe Amt 3. bind, udgivet af Nationalmuseet. Poul Kristensens Forlag, Herning 1991.
»Fanøs Historie« I-III af N. M. Kromann. Eget forlag, Esbjerg 1933-34. Genoptryk ved Bygd, Esbjerg 1982.
| |||