Sachsen (stammehertugdømme): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Knors (diskussion | bidrag) m →Hertugdømmets historie: rettet link |
→Hertugdømmets historie: rettet links |
||
Linje 12:
Det ældste og oprindelige Sachsen omfattede landstrøgene omkring [[Elben]]s munding og de uden for liggende øer (''insulæ Saxonum''), men herfra bredte sachserne sig mod syd sammen med andre stammer. De bemægtigede sig i 5. og 6. århundrede Britannien (''angelsachserne''), og 530 omstyrtede de i forbund med [[frankerne]] det thüringske rige. Det varede dog ikke længe inden, at de kom i afhængighedsforhold til frankerne. Under de sidste svage [[merovinger]] genvandt Sachsen sin uafhængighed, men [[Karl Martel]] og [[Pipin den lille|Pippin]] lagde det atter under frankernes herredømme og begyndte at udbrede [[kristendom]]men blandt de hedenske folk, der atter og atter rejste sig til kamp for sin frihed og gamle tro, sidste gang i den langvarige og blodige sachsiske frihedskrig (772—804) mod [[Karl den Store]], hvem de på rigsdagen i [[Paderborn]] (785) fuldstændig måtte underkaste sig (senere spredte oprør var uden betydning). Sachsernes tapre hertug, [[Widukind]], måtte lade sig døbe, og dåben blev under dødsstraf påbudt over alt i Sachsen, [[bispedømme]]r stiftedes, kirker og klostre byggedes og frankisk [[grevskab]]sstyrelse indførtes, idet dog den gamle sachsiske lov (''[[Lex Saxonum]]'') vedblev at gælde. ''Sakserkrigene'' endte således med, at Sachsen blev indlemmet i [[Frankerriget]]. Hedenskabet forsvandt hurtig fra de sachsiske landskaber ([[Ostfalen]] og [[Westfalen]], øst og vest for [[Weser]], [[Engern]], langs begge [[bred]]der af samme flod, og [[Nordalbingien]] nord for Elben), og Sschserne blev snart kristendommens forkæmpere mod de hedenske slavere hinsides Elben.
Ved [[Traktaten i Verdun|Forliget i Verdun]] i [[843]] fik [[Ludvig den Tyske]] Sachsen sammen med [[Østfranken|det øvrige østfrankiske rige]], men da hans efterfølgere ikke formåede at værge landet mod slavernes og normannernes angreb, og sachserne savnede en fører i kampen mod deres plageånder, stillede de sig igen under en egen [[hertug]] i [[880]]. Valget faldt på en rig og tapper sachsisk adelsmand [[Otto 1. af Sachsen|Otto]], der således blev den første hertug i det gamle sachsiske folkehertugdømme, som bestod indtil [[1180]].
Henrik Løve udvidede Sachsen ved erobringer fra slaverne i [[Grevskabet Holsten|Holsten]] og [[Mecklenburg]], hvor han grundlagde stæder, der befolkedes af tyske kolonister, og da han også havde fået Bayern tilbage, følte han sig stærk nok til at trodse [[Frederik Barbarossa]], hvem han nægtede at yde hærfølge i [[Italien]]. Til straf herfor blev han erklæret i [[Rigets Acht]] (1180) og mistede begge sine hertugdømmer, af hvilke Sachsen blev givet til [[Bernhard af Askanien]] (en søn af Albrecht der Bär), men med snævrere grænser og langt ringere magt end før, idet den hertugelige myndighed i Westfalen blev overdraget ærkebispen af Köln, og de sachsiske lensfyrster, biskopper og mange stæder blev erklærede for rigsumiddelbare.<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/20/0784.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XX (1926), s. 754-755]</ref> Dette markerede afslutningen på Sachsen som stammehertugdømme.
| |||