Benito Mussolini: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m +lidt info inkl. en mindre omformulering
Linje 70:
=== Tilbage til Italien ===
Men i november [[1903]] blev der i anledning af fødslen af tronarvingen [[Umberto]] givet amnesti for italienere, som havde undgået værnepligten ved at flygte fra Italien. Det fik Mussolini til at tage tilbage til Italien og melde sig til militærtjeneste i Forli. Han fik orlov for at tage til sin mors begravelse. Da hans mor døde i [[1906]], indledte hans far et forhold til [[Anna Guidi]], hvis datter, Rachele, blev Mussolinis kone.
I februar 1909 kom han til det østrigske [[Tyrol (delstat)|Tyrol]], hvor den italiensktalende del af befolkningen var i overtal, også i [[arbejderklassen]]. I byen [[Trient]] blev han sekretær for byens socialistiske arbejderforening og redaktør af dens avis «[[L'Avvenire del Lavoratore]]». Allerede den [[7. marts]] kom han i journalistisk klammeri med [[Alcide De Gasperi]], redaktør for det katolske tidsskrift «[[Il Trentino]]», senere det befriede Italiens første statsminister efter 2. Verdenskrig.
 
I [[1904]] begyndte Mussolini på journalistik, som blev en lidenskab der fulgte ham hele livet. Han skrev for forskellige socialistiske blade og aviser. Han rettede en voldsom kritik mod reformismen, som han ikke mente var revolutionær. Han udviklede igennem årene en stadigt stærkere foragt for reformismen, og han prøvede at få hele den socialistiske bevægelse til at slutte sig til sin definition af [[revolutionær syndikalisme]].
 
Da han kom tilbage til Predappio, blev han anfører for en landarbejderstrejke. Den [[18. juni]] [[1908]] blev han arresteret for trusler, og han blev straks stillet for retten og idømt tre måneders fængsel. Efter 15 dage blev han løsladt mod kaution. I september samme år blev han fængslet igen, nu i ti dage for at have arrangeret et ulovligt møde i [[Meldola]].
 
I februar 1909 kom han til det østrigske [[Tyrol (delstat)|Tyrol]], hvor den italiensktalende del af befolkningen var i overtal, også i [[arbejderklassen]]. I byen [[Trient]] blev han sekretær for byens socialistiske arbejderforening og redaktør af dens avis «[[L'Avvenire del Lavoratore]]». Allerede den [[7. marts]] kom han i journalistisk klammeri med [[Alcide De Gasperi]], redaktør for det katolske tidsskrift «[[Il Trentino]]», senere det befriede Italiens første statsminister efter 2. Verdenskrig.
 
Han blev medarbejder ved Trients socialisters partiorgan tidsskriftet «[[Il Popolo]]». Han og tidsskriftets grundlægger, journalist og socialistleder [[Cesare Battisti]], blev delegerede ved det østrigske rigsråd. Battisti kæmpede mod partilinjen, for at den italiensktalende del af Østrig skulle løsrives og indlemmes i Italien. Selv om det ikke stemte med socialistpartiets linje, vandt det genklang hos Mussolini.