Peder Olivarius Bugge: Forskelle mellem versioner

Han tog 1784 filologisk, 1786 teologisk eksamen, 1787 magistergraden, var 1787-90 [[sognepræst]] på Sjælland, blev der efter sin faders efterfølger i [[Vanse]] ved [[Farsund]], 1799-1803 sognepræst i [[Fredericia]], 1804-42 [[biskop]] i [[Trondhjem]]. Bugge fandt ved sin tiltræden til bispeembedet dettes sager i uorden og dets indtægter beskårede, hvilket havde til følge, at han kom i strid med kancelliet i København, der blev skive for den stridslystne og skarptungede prælats bidende kritik og [[Spot (omtale)|spottegloser]]. Det endte med, at han 1813 af kongen fik tildelt en "fortjent og alvorlig irettesættelse", mens en påtænkt afsættelse ikke længere lod sig gennemføre, om ikke af anden grund, så fordi de politiske begivenheder i og angående Norge snart skaffede regeringen i København andet at tænke på. I disse begivenheder spillede Bugge en fremtrædende rolle: han havde længe stået i korrespondance med prins [[Christian 8.|Christian Frederik]], og fra januar 1814 trådte den stærkt politisk interesserede Bugge i et personlig fortroligere forhold til ham som rådgiver og ivrig forfægter af Norges løsrivelse fra Danmark og sin vens kandidatur til Norges trone. Bugge var for længst en bitter modstander af det danske styre, stærkt påvirket af den fremspirende engelske liberalisme, og brugte med lige så megen energi som held sin indflydelse hos prinsen til at få ham til at godkende folkets suverænitet som grundlag for den konstitutionelle forfatning, hvilken selvstændighedspartiet snart skulle sætte al magt ind på at gennemføre. Et af året 1814's mange grundlovsudkast (optrykt i [[Yngvar Nielsen]]: ''Bidrag til Norges Historie 1814'', I) skyldes Bugge, der også, uden at være medlem af rigsforsamlingen, opholdt sig på [[Eidsvold]] under dennes samvær der som prinsens gæst og omgangsfælle.