Frederiksborghesten: Forskelle mellem versioner

Adelen havde store stridsheste, der blev brugt til krigsførelsekrig. De var hurtige og kunne bære betydeligebetydelig byrdervægt, så de fik stor betydning for senmiddelalderens og [[renæssance]]ns pansrede rytteri, hvis rustningenrustninger kunne vejedveje lige så meget som rytteren. Træfsikre ildvåben med stor gennemslagskraft overflødiggjorde [[harnisk]]et omkring 1500 og dermed de store heste.

Ved reformationen (i 1536) overtog kong Christian III kirkernes og klostrenes godser. Her fandtes nogle af landets bedste heste, og en del blev samlet på store kongsgårde. Efter sortering blev det bedste hestemateriale samlet i et avlscenter på godset Hillerødsholm, der ved mageskifter nåede et areal på 5.000 tdr. land ager og 3.000 tdr. land skovvang. [[Frederik 2.|Frederik den 2.]] og [[[Christian den IV4.]] var begge interesseret i hesteavl og havde indkøbt avlsheste i Spanien og i andre europæiske stutterier, overvejende heste af spansk type. Avlen med disse sammenkøbte heste foregik på en ret tilfældig måde. De kongelige gårde, hvor de bedste heste fandtes, havde hidtil haft til opgave at levere ride- og køreheste til de kongelige stalde. De omfattede mange racer og brugstyper, og alle farver var repræsenteret. Det drejede sig blot om at levere lette rideheste og svære køreheste med aparte farver.

Efter enevældens indførelse blev der stillet større krav om hestespand, der var ens med hensyn til aftegn, størrelse og farve. Christian V var især interesseret i at få heste, der var ens, så han kunne få to, fire eller seks ens heste spændt for en kongelig karet. Han fik i 1690 efter en rejse til Frankrig sat avlen i system med en stutteriforordning, i følgeifølge hvilken stamdyrene på Hillerødsholm blev samlet i stod, dvs. en hingst med 10-20 hopper. Det areal ager og tyndt bevokset skov, som var nødvendigt til at føde et stod, udgjorde en vang. Hver vang var indhegnet med sten- og risgærder. Flere stod udgjorde en stamme, der havde navn efter den farve, der avledes efter i disse stod. Avlsmålet: køreheste af samme farve, aftegn og størrelse, blev fastsat efter fransk forbillede. Kongen stræbte efter at rendyrke farverne hvid, hvidgrå, blåskimlet, sort, brun, rød, gul, tigret (plettet) og broget. Målet søgtes ved renavl og [[indavl]]. Det lykkedes stort set, og hestene blev kendt i udlandet som ”Den danske hest”. Hestenes udseende fremgårses af [[Frederik V (rytterstatue)|Salys rytterstatue]] på Amalienborg slotsplads, som blev opstillet i 1768 og som er modelleret efter seks hingste på stutteriet.

Renavlsperioden på Hillerødsholm varede fra ca. 1700 til 1770 og blev stutteriets glansperiode med en hestebestand på ca. 200 hopper og ca. 20 hingste samt opdræt, i alt ca 800 heste. Typen var den spanske modehest. Avlsmetoderne var imidlertid ikke bæredygtige i det lange løb. Omkring 1750 viste der sig fejl som [[spat]], bløde koder, tyk hals, forringet frugtbarhed osv. hos hestene. Det tilskrives en for stærk indavl. Fra 1770 til 1830 forsøgtes disse fejl rettet ved krydsning med [[araber (hesterace)|arabiske]] og [[spansk hest|spanske heste]] samt yorkshireheste. Forgæves. I 1830-'erne blev det besluttet at bruge [[engelsk fuldblod|engelske fuldblodsheste]]. Forgæves. I 1840 blev bestræbelserne på at genoprette stutteriet opgivet og alle heste solgt ved auktion, dog undtaget enkelte hvidehvidfødte dyreksemplarer til kongelig brug.

Da det definitivt var slut med stutteritankenstutteriet, viste det sig, at stutteriet havde haft stor indflydelse på landbrugets heste, især i Nordsjælland og på Bornholm, idet dets hingste i nogen grad havde stået til bedækning for fremmede hopper. Der havde også været udstationeret hingste visse steder på Sjælland. Da hestene havde halvblodskarakter, forsøgte nogle avlere at gøre dem kraftigere ved at krydse med [[Den jyske hest|Jydske heste]], større ved at krydse dem med [[oldenborger]]e eller gøre dem lettere ved at bruge østprøjsiske heste ([[Trakhener]]e).

Flere af dem var efterladt af tyske troppertyskerne ved befrielsen.

Tre avlslinjer viste sig imidlertid at kunne danne basis for det, der var brug for, en mellemsvær trækhest (som ønsket af konsulent Søndergaard), egnet til anvendelse i landbruget. De hingste, der var stamfædre til disse linjer, var:

Hingsten Regulus I, født 1865 med en hingst fra stutteriet som far og en fuldblods-hoppe (xx) som mor.

Hingsten Pegasus, født 1882, der fik stor indflydelse på hesteracenracen i Sydsjælland.

Regulus- og Hamletlinjerne blev senere krydset med hinanden. Den Frederiksborghest, vi kendte i 1949, er ikke den fra stutteriets glansperiode, men en som er et resultat af forskellige indkrydsninger, men dog nedstammer den fra stutterihesten via ovennævnte hingste og i mellemtiden ved avl er blevet til en mellemsvær trækhest, noget større og tungere end den oprindelige Frederiksborghest.

Frederiksborghesten havde især stor tilslutning på Bornholm. Den er kaldt Bornholms nationalhest.