Filosofiens trøst: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
SorenRK (diskussion | bidrag) m Flertydige WL: subjekt → subjekt (filosofi) |
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer |
||
Linje 6:
Boëthius' litterære produktion omfatter dels oversættelser af vigtige værker i [[antikken]] inden for logik, aritmetik og teologi, gerne med kommentarer, dels en bog om musikkens bestanddele og antikkens musikteorier og dels det opbyggelige værk ''Consolatio Philosophiae'' (''CP'') fra 524.
''CP'' er skrevet i en fængselscelle kort før forfatterens død, og regnes for at være stærkt [[Neoplatonisme|nyplatonisk]] inspireret. Her er det især relevant at nævne hans vigtigste inspirator, nyplatonikeren [[Porfyr (filosof)|
Det, der gør ''CP'' interessant i [[Kirkehistorie|kirkehistorisk]] henseende, er den popularitet den nød i et helt årtusinde. Hermed repræsenterer bogen til en vis grad en nøgle til forståelse af dels de problemstillinger, der var aktuelle i [[middelalderen]], dels den måde, hvorpå man forstod disse problemstillinger.
Linje 54:
I det følgene anbefales det for dem der søger lyksalighed, at de, i stedet for at søge de før omtalte skindbilleder, i stedet søger lyksalighed ved Guds hjælp.
Erkendelsen af en ufuldkommen lyksalighed forudsætter en fuldkommen lyksalighed. Altså en slags lyksalighedens idé. Denne fuldkomne lyksalighed må findes hos den fuldkomne, som er Gud. Hvis mennesket ønsker sand lyksalighed, må det altså stræbe efter Gud, eller med andre ord:
:>>OMNIS IGITUR BEATUS DEUS, SED NATURA QUIDEM UNUS; PARTICIPATIONE VERO NIHIL PROHIBIT ESSE QUAM PLURIMOS<< (3,10)
Den omtalte ene, altså Gud, sættes i (3,11) lig med det gode, og det kundgøres, at det gode er alle tings mål. Platons anamnesislære beskrives i digtet (3,11).
I det sidste kapitel fastlås det, at Gud, som er lig det gode og lig den skabende kraft, styrer verden ud fra sin almægtighed. Som optakt til fjerde bog argumenteres der for, at det onde ikke eksisterer. Argumentet er som følger:
:>>MALUM IGITUR NIHIL EST, CUM ID FACERE ILLE NON POSSIT, QUI NIHIL NON POTEST<< (3,12)
Linje 78:
Den meget forskellige skæbne, der i tidsligheden bliver os mennesker til del, skyldes, at gud "ser ud fra sit høje udkigstårn af hans forsyn, og ser hvad der er godt for hvert enkelt menneske, og arrangerer, hvad han ved, er passende". (4,6)
Denne skæbne, hvor vi mennesker får tildelt mere eller mindre behagelig vilkår, skyldes altså, at vi er sat under en eller anden form for guddommelig træning. En træning, der også kan give vanskeligheder for dem, der er tildelt et liv i luksus. (4,6)
=== Femte bog ===
Linje 97:
På denne baggrund kan det hævdes, at vi ikke kan forvente, at vore forudsigelser indebærer nødvendighed, fordi vores erkendelse er subjektiv.
Anderledes med Gud. Af sit væsen er Gud evig, og derfor er tiden for ham altid nutid. Således også med hans intelligens. Gud erkender ideerne objektivt og ikke ud fra en bestemt subjektsposition. Derved ligger fokus på enkeltheden i sammenhængen imellem ideerne, og ikke på enkelte udvalgte ideer, som man kan betragte fra en bestemt [[subjekt (filosofi)|
[[Ide]]erne er uforanderlige, hvorfor Gud i virkeligheden erkender både fortid og fremtid i nutid. Herved kan Gud i sit forsyn erkende fremtidige begivenheder uden at de dermed behøver at være nødvendige. Han erkender så at sige alle muligheder på en gang.
Linje 104:
== Argumentationsform i ''CP'' ==
Som det fremgår af referatet, er ''CP'' en samtale imellem fortælleren og filosofiens moder, mao. ord er ''CP'' en [[Dialog (litteratur)|dialog]]. En dialog adskiller sig på afgørende områder fra en moderne opbygget videnskabelig tekst. Argumentationsformen i en dialog, som den beskrives i nedenstående citat, ligger således nærmere en skønlitterær tekst end en moderne fagvidenskabelig gennemgang.
:"Dialogen muliggør (..) (a) at se bort fra systematiske spørgsmål, hvis der (endnu) ikke kan gives en tilfredsstillende forklaring, (b) at fremsætte meninger uden eksplicit stillingtagen og (C) at tilbageholde sin egen position (..). I alle de nævnte tilfælde, bliver det der skal meddeles, ganske enkelt ikke omtalt af dialogpersonen; der hersker ingen tvang med hensyn til systematisk fuldstændighed. Dialogen muliggør imidlertid også (d) at revidere positionerne "i løbet af diskussionen", uden at de foregående dele må skrives om (..), samt (e) en argumentatorisk brug af ironi og et omslag i mytiske fortællinger, der kan virke som en undvigelse. (..)" (Mittelstrass, J: ''Platon'', side 38)
Linje 131:
Som kommentar til spørgsmålet fra sidste kapitel, der gik på, om ''CP'' var litterær eller videnskabelig, kan det her indskydes, at de få pauser, får teksten til at fremstå mere videnskabelig.
;Udsigelsens andet niveau
Det er fortælleren der fører os igennem diskussionen. Det er ham alene der bestemmer hvad, på hvilken måde og hvornår noget skal nævnes.
Linje 140:
Også på dette niveau spiller den lyriske del en væsentlig rolle. Digtene giver således mulighed for at uddybe og eksemplificere problemerne på en bestemt måde, og derved henlede læserens opmærksomhed på noget, i stedet for på noget andet. Mao. er digtene et glimrende redskab for fortælleren, når han skal styre læseren sikkert igennem sin fortælling.
;Udsigelsens tredje niveau
Man kan næsten ikke lade være med at få sympati for fortælleren, der beskrives i stærke følelsesladede vendinger. Versene, som jeg citerede fra digtet (1,1), er et godt eksempel. Og hør så videre, hvordan prosadelen begynder:
:HAEC DUM MECUM TACITUS IPSE REPUTAREM QUERIMONIAMQUE LACRIMABILEM STILI OFFICIO SIGNAREM, (..) (1,1) .
Manden er tårevædet og uden håb. Han indbyder til medlidenhed.
Han er ramt af skæbnes ulykke, men han er dog stadig en af de udvalgte. Således taler filosofiens moder i (1,2)
:(..) RECORDABITUR FACILE, SI QUIDEM NOS ANTE COGNOVERIT.
Der udskilles altså en gruppe, defineret ved dem der har erkendt sandheden, til forskel fra dem der er udenfor. Samtidigt udpeges fortælleren af selve filosofien som værende fornuftig. Dette kan opfattes som en slags indirekte legitimation for ''CP'''s krav på sandheden, som den er fremstillet af fortælleren.
Linje 156:
Dette aspekt opdager man sjældent når man er nødsaget til læse oversættelserne. Til eksempel har jeg derfor valgt at bringe et forholdsvis enkelt uddrag af digtet (1,7) sammen med den engelske oversættelse. Prøv selv at læse digtafsnittet op.
De latinske versefødder er:
– * * – */-
Linje 206:
|}
== Literatur på dansk ==
''Filosofiens trøst'' (2008), [[Forlaget Multivers]], Oversat af Torben Damsholt, ISBN 978-87-7917-170-1
Linje 217:
== Noter og oversættelse af de vigtigste latinske citater ==
{{reflist}}
{{autoritetsdata}}
[[Kategori:Filosofi|Trøst]]
| |||