Luchino Visconti: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m bot: sammenskriv film-skabeloner til Skabelon:Filmperson
m →‎Kunstnerisk virke: Typo fixing, typos fixed: såvidt → så vidt ved brug af AWB
Linje 99:
I 1972 fuldendte Visconti sin "tyske trilogi" med storfilmen ''[[Ludwig]]'' om Bayerns konge med udstrakt brug af locations (bl.a. Ludwig II's eventyrslotte). Helmut Berger spillede hovedrollen. Under finredigeringen af denne overdådige film fik Visconti et alvorligt slagtilfælde, der lammede ham i venstre side. Han genvandt aldrig sin fysiske styrke. Men hans arbejdsmoral fejlede ikke noget.
 
''Ludwig'' blev sablet ned af kritikerne, men har siden vundet klassikerstatus i en posthum uforkortet (ca. fire timer lang) version. Desværre for denne prægtige Technicolor- og Panavisionfilm kun i lommeformatet DVD. Der ligner en ironi i at den unge klippersassistent, der på filmdistributørernes anledning, og ikke sanktioneret af filens instruktør, nedklippede Ludwig' til skønne, men uforståelige og lemlæstede versioner, hvor den lineære kronologi var brudt op i flach-back i flwere lag, og ikke var sanktioneret af Visconti, der under klipningen af den første version pådrog instrukøren sig lykkelvis et slagtilfælde (der ham førligheden) og apopleksi, og efter den hårde rekonvalecens i 1972-73 var optaget af an instruere en skandaleopsætning et stykke af Harold Pinter (Old Times) og Puccinis opera Manon Lescaut til Spoletofestivalen 1973. Den lange udgave af Ludwig, versione integrale, som er tilgængelig i dag på Youtube og dvd (i tyske, italienske eller franske versioneringer af den engelsksprogede film (for såvidtså vidt indspilningssproget var engelsk - men også her for store dele dubbet). Den engelsksprogede version er imidlertid ikke tilgængelig, og findes formodentlig ikke med de oprindelige synkroniserede stemmer, eftersom denne versione integrale - der følger det publicerede manuskript - først blev stykket sammen efter Viscontis død, da hans gamle medarbejdere erhvervede filmrettighederne - og fraklippene, der ikke var forsynet med lyd
 
I 1974 vendte Visconti for sidste gang tilbage til sine samtidsskildringer med den pessimistiske, urovækkende og let sentimentale ''Conversation Piece'' (da. premiere i december 1975 under titlen Vold og Lidenskab)'' '' med "professoren", et maskeret selvportræt, spillet af [[Burt Lancaster]]. karakteren som den tyske 68'er og aktiv i studenteroprøret, Konrad Hübel, spillet af [[Helmut Berger]], er nu degenereret til "frequent dancing partner" og "the lady's little lap dog" og "lover and kept boy" for sin elskerinde, som han i telefon kalder for Madame marquise de Merde, nemlig furien Bianca Brumonti ([[Silvana Mangano]]). Conversation Piece er på en måde en opdateret version af ''Døden i Venedig'', men udelukkende med realistisk fremtrædende studieinteriører som rammen om tematisering af isolation, ensomhed som fremrykket glider direkte over i døden, Marcel Prousts hovedtema, der var Viscontis egen vision af sin forestående død, som den kunne udforme sig.