Jean-François Millet: Forskelle mellem versioner

Selv bondefødt, levende i beskedne landlige kår til tider i fattigdom under forsorgen af sin store familie og så temmelig ubemærket og upåskønnet af den store mængde gik han helt op i sit værk: at skildre medfølende og dog på sin vis beundrende landarbejderen i hans fulde optagethed af dagens tunge slid og ham selv som et stykke natur af den egn, han var jordbunden til, og som Millet gengav i store enkle træk og med uddybende, melankolsk naturopfattelse. I modsætning til den i kunsten rådende romantisk-idylliske fremstilling af landlivet som solskin, smil og søndagsstemning, fremdrog han arbejdslivet i ansigtets sved, eksistenskampen, som den mærkede og ofte forgrimmede sine ofre; men med sin respekt for dette menneskelige "arbejdsdyrs" kald højnede han skikkelserne tid storlinede, underlig gribende typer, en slags naturlivs ubevidste arbejdsheroer, der smeltede sammen med naturen i dens store stilhed. For denne mægtige helhedsopfattelse måtte alle enkeltheder vige, detailformerne udelades eller sløres, og lokalfarverne neddysses i Millets billeder, hvor aftenstemningens gråliggrønne og dumpe toner er de rådende. 1850 var ''Sædemanden'', motivet kopieredes i 1889 af [[Vincent van Gogh]], på Salonen; så kom blandt meget andet ''Podemanden'', 1855, ''Hyrden'', ''Akssankersker'', 1857, [[Louvre]], ''Angelus'', 1859, Louvre, det gribende, for Millets opfattelse så betegnende ''[http://www.glyptoteket.dk/sites/default/files/styles/media_gallery_large/public/800xnoget_min_0972_millet_doeden_og_braendehuggeren.jpg Døden og Brændehuggeren]'', refuseret på Salonen 1859; nu i [[Ny Carlsberg Glyptotek|Ny Carlsbergs Glyptotek]] i [[København]], ''Manden med Hakken'', hvis skærende natursandhed man på Salonen 1863 fandt modbydelig rå, medens ''Hyrdinden fører Hjorden hjem'', 1863, Louvre, straks gjorde lykke; endvidere ''Mejerne'', ''Faareklipperne'', ''Kirken i Greville'', 1872, Louvre, etc. 1874 fik han af Staten bestilling på et S. Géniéve-Billede til Pantheon; han nåede kun at få nogle skitser færdige. Efter Millets død kom berømmelsen, næsten over al måde. Svimlende priser betaltes og betales for hans arbejder: for ''Angelus'' havde Millet fået den, efter hans billeders gængse prisniveau, ret anselige sum: 2500 frc, det gik nu for 160000 frc, kom til Amerika, købtes tilbage til Frankrig, pris ca. 500000 frc. Arbejder af Millet findes i Louvre i Paris, museum i [[Marseille]], ''Moder'', 1867, i Bourg ''Vogterske'', [[Museum Mesdag]], [[Victoria and Albert Museum]] og så fremdeles. Millet har udført udmærkede tegninger og smukke raderinger efter sine værker, enkelte træsnit. 1892 afsløredes et [[mindesmærke]] for ham ved Chapu i Cherbourg. På den franske Kunstudstilling i København 1914 sås nogle store paneler med årstiderne, ''Badende Pige'' samt en del gode tegninger, på udstillingen sammesteds 1918 Millets maleri af hans hus i Barbizon.

Millet var en vigtig inspirationskilde for [[Vincent van Gogh]], især i hans tidlige periode. Millet og hans arbejder er nævnt mange gange i Vincents breve til sin bror Theo. Vincent van Gogh har brugt 21 af Millets værker som direkte inspiration. Millet senere landskaber tjente som indflydelsesrige referencepunkter til [[Claude Monet]]s malerier af [[Normandiet]]s kyst. Hans strukturelle og symbolske indhold påvirkede desuden [[Georges Seurat]].<ref> Kermit S. Champa, ''The Rise of Landscape Painting in France: Corot to Monet''. Harry N. Abrams, Inc., 1991. ISBN 0-8109-3757-3, s. 184. </Refref>