Effektforstærker: Forskelle mellem versioner

* '''Klasse B''' – Forstærkerens effektforbrug er proportional med den afgivne effekt og designet kræver normalt anvendelse af komplementære transistorer i ''push-pull'' kobling, selv om klasse B kan konstrueres uden brug af komplementære komponenter, for eksempel ved brug af en transformator i udgangen. Med komplementære komponenter benyttes transistorer med to polariteter, eksempelvis NPN og PNP for [[bipolar transistor|bipolære transistorer]] eller P og N kanal for [[MOSFET]] transistorer. Virkningsgraden kan blive højere end klasse A (op til 78%), men det er især det lavere gennemsnitlige effektforbrug der er interessant. De aktive komponenter er kun aktive i henholdsvis den positive eller negative halvperiode af signalet, så der skal tages hensyn til overgangen mellem de to polariteter af signalet. Her ligger en af udfordringerne, for ved svage signaler bliver selv en lille ulinearitet betydelig (se [[harmonisk forvrængning]]). Hvis designet ikke er vellykket bliver resultatet hørbar ''crossover''-forvrængning, som er meget trættende at lytte til. Det er derfor normalt at indføre en tomgangsstrøm (eng. ''bias'') af udgangstrinnet, så det ved lav udgangseffekt arbejder i klasse A og kun ved højt niveau glider over i klasse B; dette benævnes '''klasse AB'''. Stort set alle audio effektforstærkere arbejder i klasse AB.

 

 

* '''Klasse D''' – En variant af klasse B, hvor de aktive komponenter skiftes til at lede 100% eller slet ikke, og udgangssignalet skifter derfor mellem maksimalt positiv og maksimal negativ værdi ved en høj frekvens (100 kHz eller højere). Det egentlige udgangssignal ([[Lavfrekvens (3 Hz - 30 kHz)|lavfrekvens]]) moduleres ind på det højfrekvente signal som variation af pulsbredden; det vil som et gennemsnit give det lavfrekvente udgangssignal, så konstruktionen behøver et lavpasfilter inden signalet føres ud til belastningen. Virkningsgraden kan nå tæt på 100%, hvorfor kravet til køling er næsten elimineret.