Forskel mellem versioner af "Johan Frederik Classen"

964 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
m
indsat noter
m (Robot: Fjerner {forældet} fra artikel indeholdende {{DBL}}; kosmetiske ændringer)
m (indsat noter)
 
== Opvækst og begyndende karriere ==
Classen blev født i [[Oslo]] (der da hed Christiania), hvor hans fader, der stammede fra [[Sønderborg]] på [[Als]], var [[organist]]. Faderen, der havde samme navn som sønnen, var født [[1697]] og døde [[1775]], og moderen, Maria, født Walter ([[1702]]–[[1768]]), var af [[Norge|norsk]] gårdejerslægt. Efter at have gennemgået [[latinskole]]n i sin fødeby blev han [[1741]] [[student]] ved [[Københavns Universitet]], hvor han allerede [[1744]] underkastede sig [[teologi]]sk [[eksamen]].<ref name="DBL 595">[http://runeberg.org/dbl/3/0597.html Nyrop (1889), s. 595f]</ref>
 
Det var imidlertid ikke hans hensigt at bruge denne eksamen. Han synes straks at have kastet sig over praktisk virksomhed, muligvis en tid arbejdet i [[Kommercekollegiet]], hvor en slægtning, [[justitsråd]] [[Christian Walter]], var kommitteret, muligvis været i forbindelse med en af datidens store [[købmænd]], [[Andreas Bjørn]]. Sikkert er det, at da [[Frederik 5.]] i [[1749]] gæstede Norge, var Classen med i [[Admiral (søofficer)|admiral]] [[Andreas Rosenpalm]]s følge, og ved denne lejlighed trådte han formentlig i forbindelse med forskellige norske forretningsmænd. Her kan peges på indehaverne af det umiddelbart før oprettede [[Moss Kanonstøberi]], [[Titel (person)|agent]] [[Erik Anker]] og [[Matthias Wærn]], og muligvis på Christiania-købmanden [[P.L. Vogt]], der året efter anlagde en [[krudtmølle]]. Classen, der kun var 24 år gammel, optrådte nemlig umiddelbart efter som leverandør af krigsmateriel og særlig som [[kommissionær]] for Moss Kanonstøberi. Som sådan førte han dettes forhandlinger med [[Landetaten]]s generalkommissariat, og det er mærkeligt at se, hvor heldig han stadig var i denne virksomhed. Han synes at have haft formående tilknytningspunkter i kongens umiddelbare omgivelser. [[1751]] blev han [[kancelliråd]], og [[1753]] udnævntes han til [[Sekretær (arbejde)|sekretær]] i Kommercekollegiet.<ref name="DBL 596">[http://runeberg.org/dbl/3/0598.html Nyrop (1889), s. 596]</ref>
af krigsmateriel og særlig som [[kommissionær]] for Moss Kanonstøberi. Som sådan førte han dettes forhandlinger med [[Landetaten]]s generalkommissariat, og det er mærkeligt at se, hvor heldig han stadig var i denne virksomhed. Han synes at have haft formående tilknytningspunkter i kongens umiddelbare omgivelser. [[1751]] blev han [[kancelliråd]], og [[1753]] udnævntes han til [[Sekretær (arbejde)|sekretær]] i Kommercekollegiet.
 
[[1755]] opstod der strid mellem indehaverne af Moss Kanonstøberi, og den med bitterhed udfægtede tvist førte bl.a. til, at Classen (vistnok i [[1759]]) ophørte at være værkets befuldmægtigede; han var dog ikke af den grund uden beskæftigelse. Straks efter købmanden Andreas Bjørns død i [[1750]] havde han efter ham deltaget i leverancen af de "presenter", Danmark havde forpligtet sig til årligt at yde [[barbareskstat]]en [[Algier]]. Han begyndte med at levere presenternes 8.000 [[kanonkugle]]r, gik derefter til også at levere [[krudt]]et (500 [[centner]], dvs. 25.000&nbsp;kg), overtog endelig også [[tovværk]]et og [[tømmer]]et og endte med efter fast kontrakt hvert år at præstere den samlede leverance. For at kunne dette trådte han i forbindelse med en række industridrivende, og han tænkte efterhånden på selv at blive industridrivende. Hans lykkelige handelsforhold sættes for øvrigt i forbindelse med den daværende [[Spanien|spanske]] [[gesandt]] i København, [[Marquis de Puente Fuerte]].<ref name="DBL 596"/> [[1754]] søgte han at oprette et [[glasværk]], som dog ikke kom i stand, men året efter anlagde han uden for [[Østerport (København)|Østerport]] en [[fabrik]] for [[fajanceovn]]e. Herude havde han af de Danneskjold-Laurwigenske arvinger købt en [[lystgård]] og [[have]] ved det såkaldte [[Fiskerhuset|Fiskerhus]], en besiddelse, som han i [[1765]] forøgede ved af [[gehejmeråd]] [[Hans Ahlefeldt (gehejmeråd)|Hans von Ahlefeldt]] at købe en tilgrænsende ejendom, "Fiskerhuset forhen kaldet"; herved grundlagdes den senere så berømte [[Classens Have]].<ref>[http://runeberg.org/dbl/3/0598.html Nyrop (1889), s. 596f]</ref>
 
== Frederiksværk ==
Det blev imidlertid ikke fajancefabrikken, som skulle bringe ham frem i industriel henseende. Hvad der væsentlig skaffede hans virksomhed i denne retning et stort sving, var, at Frederik 5. i [[1756]] skænkede ham i kompagni med købmanden etatsråd [[Just Fabritius]] den ved [[Arresø]]ens afløb til [[Roskilde Fjord]] liggende såkaldte [[agat]]mølle, som en [[Frankrig|franskmand]], de Peyrembert, forgæves havde søgt at gøre til et etablissement for fremstilling af smedede [[kanon (våben)|jernkanoner]]. Classen og Fabritius skulle her anlægge et krudtværk, men de anlagde tillige et støberi for metalkanoner, og Classen tænkte ganske sikkert på anlægget af et fuldstændigt våbenetablissement.<ref name="DBL 597">[http://runeberg.org/dbl/3/0599.html Nyrop (1889), s. 597]</ref>
 
Stedet døbtes straks [[Frederiksværk]]. Det blev dog ved krudtværket og støberiet, men for disse virksomheder var tiden også særlig gunstig. Den [[Preussiske Syvårskrig]] udbrød i [[1756]], og den danske [[hær]] rustedes stærkere og stærkere, bl.a. for at kunne modstå et [[Rusland|russisk]] angreb, som i [[1762]] antog en bestemt truende form. I april 1762 var der fire krudtmøller i gang på Frederiksværk med i alt 204 stamper, der støbtes ugentlig fire-fem sekspundige metalkanoner, og værket beskæftigede 305 arbejdere foruden de [[hovbonde|hovbønder]], som hørte under det. Denne stærkt forcerede virksomhed ophørte imidlertid, da den russiske [[kejser]] [[Peter 3. af Rusland]] i juli [[1762]] blev afsat og myrdet.<ref name="DBL 597"/>
 
Da Frederiksværk oprettedes, nedlagdes [[Rådvad]] i [[Jægersborg Hegn]] som krudtmølle ligesom [[Gjethuset (København)|Gjethuset]] i København som kanonstøberi, og Classen blev i [[1757]] udnævnt til generalkrigs- og ammunitionskommissær med [[justitsråd]]s [[rang]] og 800 [[rigsdaler]] i årlig gage. Frederiksværk støttedes fra højeste steder, og Classen gennemførte imod [[amtmand]]ens og [[rentekammeret]]s protest, at der blev lagt jord og bønder under værket. Ja, i [[1760]] udvirkede han en [[reskript|kongelig resolution]] om, at [[amt]]ets [[politibetjent|betjente]] ikke måtte forurolige Frederiksværks [[interessent]]er, selv om de måtte finde, at disse over for bønderne, ved anvendelsen af [[skov]]ene eller lignende gik "for vidt". De skulle kun gøre indstilling til vedkommende [[kollegium]] og afvente dettes afgørelse. I samme år blev Classen generalkrigskommissær med [[oberst]]s rang, ligesom han blev udnævnt til deputeret i Landetatens generalkommissariat, det kollegium, med hvilket han som leverandør til hæren stadig afsluttede [[kontrakt]]er, og til hvilket forholdet ikke altid var helt venskabeligt.<ref name="DBL 597"/>
 
På dette tidspunkt ønskede Classens kompagnon, etatsråd Fabritius, hvis betydning vel væsentlig havde været at indskyde de nødvendige penge, at trække sig tilbage, og forholdet ordnedes nu således, at kongen for 130.000 rigsdaler købte værket, over hvilket Classen beholdt ledelsen, således "at han dermed efter eget Behag kan skalte og valte, som han vil". I juni [[1761]] overleveredes værket til kongen, men det var Classen, der overleverede det, og Classen, der modtog det. Hans stilling forandredes ikke væsentligt, og i de følgende år gjorde han bl.a. forsøg på forsøg med at få en række forskellige industrier til at blomstre på værket, dog uden varigt held.<ref>[http://runeberg.org/dbl/3/0599.html Nyrop (1889), s. 597f]</ref>
 
== På toppen ==
Den franske [[general]] [[Greve (rang)|grev]] [[Claude Louis de Saint-Germain]], som under forberedelserne til kampen mod Rusland var blevet indkaldt hertil, blev i [[1763]] sat i spidsen for den danske krigsbestyrelse. Landetatens generalkommissariat blev omdannet til et krigsdirektorium, der, efter en tid at have måttet vige for det høje krigsråd under [[prins]] [[Carl af Hessen]], holdt sig ved magten til [[1767]]. Med denne krigsbestyrelse, i hvilken general [[Peter Elias von Gähler]] var et virksomt medlem, stod Classen i et, som det synes, meget fortroligt forhold, og den erhvervede i [[1767]] kongens stadfæstelse på nogle "Preliminair-Puncte" til en kontrakt med ham, hvorefter Frederiksværk og [[Kronborg Geværfabrik]] gratis skulle tilskødes Classen, idet staten endnu samtidig skulle forpligte sig til årlig i 30 år at tage for 120.000 rigsdaler krudt, kanoner og [[gevær]]er m.m. fra de samlede værker. Classens tanke om et stort våbenetablissement syntes herved at skulle blive realiseret.<ref name="DBL 598">[http://runeberg.org/dbl/3/0600.html Nyrop (1889), s. 598]</ref>
 
En så stor nådesakt vakte imidlertid opmærksomhed. Mange kræfter kom i bevægelse, og i april [[1768]] nedsattes en stor undersøgelseskommission. Chefen for rentekammeret, grev [[Ditlev Reventlow]], blev dens formand, og væsentlige medlemmer i den var gehejmeråden [[generalintendant]] [[Heinrich Carl von Schimmelmann]] og [[generalprokurør]]en [[Henrik Stampe]]. Kommissionen, der anstillede nogle i deres resultater mærkelige regnestykker, var ikke venlig mod Classen. Den fandt, at hele forholdet "var indrettet til Fordel for Classen", og resultatet blev, at denne trods den kongelige stadfæstelse helt måtte give afkald på Kronborg Geværfabrik og betale Frederiksværk med 100.000 rigsdaler uden endda at få tilsagn om nogen som helst statsleverance. Schimmelmann overtog Kronborg Geværfabrik for 70.000 rigsdaler.<ref name="DBL 598"/>
deres resultater mærkelige regnestykker, var ikke venlig mod Classen. Den fandt, at hele forholdet "var indrettet til Fordel for Classen", og resultatet blev, at denne trods den kongelige stadfæstelse helt måtte give afkald på Kronborg Geværfabrik og betale Frederiksværk med 100.000 rigsdaler uden endda at få tilsagn om nogen som helst statsleverance. Schimmelmann overtog Kronborg Geværfabrik for 70.000 rigsdaler.
 
Det var et føleligt nederlag, Classen her led, og det søgtes gjort endnu føleligere ved forsøg på at lade Gjethuset genopstå som kanonstøberi, men det blev ved forsøgene herpå, og efter nogle års forløb stod Classen på ny i fuldt arbejde med store statsleverancer. I [[Christian 7.]]s første regeringstid vekslede strømningerne hurtigt, ja modsatte indflydelser kunne på én gang gøre sig gældende, og således skete det da, at Classen, samtidig med at den nedsatte kommission arbejdede imod ham, benådedes med at få rang med [[generalmajor]]er.<ref>[http://runeberg.org/dbl/3/0600.html Nyrop (1889), s. 598f]</ref> Fra nu af var hans karriere stadig og uafbrudt stigende og blev herved i denne så urolige tid et særsyn. Hvor hyppigt og voldsomt personer og systemer end skiftede, og hvor allieret Classen end havde været med de faldne magthavere, stod han og Frederiksværk stadig lige højt og lige sikkert. Han støttede sig afgjort en tid til [[A.G. Moltke]], og under [[Johann Friedrich Struensee]]s regimente deltog han i hoffets larmende forlystelser, ligesom han mærkeligt begunstigedes ved støbningen af nogle store [[Mortér|metalmorterer]], der skulle bruges ved et påtænkt tog mod [[dei]]en af [[Algier]], men desuagtet stod han også højt hos [[Ove Høegh-Guldberg]]. [[1774]] fik han en [[fingerring]] med indskriften "Fortjent" og [[1775]] titel af generalmajor, samme år blev han [[Dannebrogordenen|ridder (storkors) af Dannebrog]] og endelig i [[1783]] [[ekscellence]].<ref name="DBL 599">[http://runeberg.org/dbl/3/0601.html Nyrop (1889), s. 599]</ref>
 
Classens interesser holdt sig imidlertid ikke udelukkende ved handelsvirksomhed og industrielle foretagender, de førtes efterhånden også over på [[landbrug]]et. [[1768]] havde han købt godserne [[Corselitze]] og [[Carlsfeldt]] på [[Falster]] af prins Carl af Hessen, og [[1773]] og [[1776]] fik han endog to [[hovedgård]]e oprettet af godset ved Frederiksværk, nemlig [[Arresødal]] og Grønnesøgård (eller [[Grønnæssegård]]). Men her som i sin industrielle virksomhed yndede han at herske selvstændigt, og han var, for at tage et eksempel, ingen ven af regeringens forsøg på at regulere [[hoveri]]et.<ref name="DBL 599"/>
 
== Det Classenske Fideicommis ==
Hvor meget han end interesserede sig for landbruget, lyder det derfor overraskende i hans [[testamente]] af [[28. januar]] [[1789]] at træffe en bestemmelse om, at hans bønders hoveri skal bestemmes "''paa den allerømmeste og lemfældigste Maade, endog mildere, end Love og Forordninger foreskrive''"; men ligesom hans arbejdsomme og energisk førte liv viser en mærkelig dygtighed til at forme situationer og vinde personer, således er hans testamente et naturligt udtryk for de samme egenskaber.<ref name="DBL 599"/> Dets første [[paragraf]] lyder således:
<blockquote>:"''Min Grundsætning er, at mit hele Efterladenskab skal i Fremtiden være en bestandig samlet Fond, der skal anvendes dels til at danne nyttige Mennesker til Statens bedste, til at understøtte og befordre Vindskibelighed og Arbejdsomhed i de nødvendigste Dele for Landets Vel og til at hjælpe og lindre Fattigdom og Elendighed.''"<ref>[http://runeberg.org/dbl/3/0601.html Nyrop (1889), s. 599f]</blockquoteref>
 
Herefter gik hele hans betydelige formue over til at blive et for det danske samfunds udvikling i høj grad fortjenstfuldt [[fideikommis]], idet det skal fremhæves, at testamentet særlig påbød oprettelsen af en agerdyrkningsskole. Frederiksværk kom imidlertid ikke til at høre til fideikommisset. Efter bestemmelser i en [[kodicil]] af [[23. marts]] [[1792]] blev det for en vis afgift tilbudt prins Carl af Hessen, som overtog det. For øvrigt gik det med testamentet som med en række af de større begivenheder i Classens liv: Det gav anledning til megen forblommet tale. Hertil skal ikke regnes, at man i Norge med uvilje så, at ingen norsk institution særlig var betænkt i det, men testators eneste broder, konferensråd [[Peter Hersleb Classen den ældre]], der for øvrigt blev testamentets loyale fuldbyrder og til sin død fideikommissets væsentligste direktør, antydede ofte, at et andet testamente formentlig urettelig var skaffet af vejen. Man kan bl.a. læse det ud af det efter hans anvisning over den afdøde i [[Vinderød Kirke]] ved Frederiksværk af [[Johannes Wiedewelt]] udførte ejendommelige [[monument]] i [[marmor]]<ref name=gravsted_dk/>. Konferensråd Classen lod tillige slå en [[medalje]] over broderen og opførte i [[Amaliegade]] i København en særlig bygning for den afdødes betydelige bibliotek, [[Det Classenske Bibliotek]]. Et også af ham foranstaltet mindesmærke over broderen, dennes buste i [[bronze]] på en [[1759]] ved Frederiksværk støbt kanon, findes nu på Københavns Tøjhus.<ref name="DBL 600">[http://runeberg.org/dbl/3/0602.html Nyrop (1889), s. 600]</ref>
<blockquote>"''Min Grundsætning er, at mit hele Efterladenskab skal i Fremtiden være en bestandig samlet Fond, der skal anvendes dels til at danne nyttige Mennesker til Statens bedste, til at understøtte og befordre Vindskibelighed og Arbejdsomhed i de nødvendigste Dele for Landets Vel og til at hjælpe og lindre Fattigdom og Elendighed.''"</blockquote>
 
Classen døde efter nogen tids svagelighed uden børn. [[16. august]] [[1783]] ægtede han Anna Elisabeth baronesse Iselin, født Fabritius (født [[1735]]), datter af købmanden [[Michael Fabritius]], en broder til hans tidligere kompagnon, [[Just Fabritius]]. Hun var enke efter den som [[friherre]] adlede købmand [[Reinhard Iselin]] og døde [[17. marts]] [[1786]].<ref name="DBL 600"/>
Herefter gik hele hans betydelige formue over til at blive et for det danske samfunds udvikling i høj grad fortjenstfuldt [[fideikommis]], idet det skal fremhæves, at testamentet særlig påbød oprettelsen af en agerdyrkningsskole. Frederiksværk kom imidlertid ikke til at høre til fideikommisset. Efter bestemmelser i en [[kodicil]] af [[23. marts]] [[1792]] blev det for en vis afgift tilbudt prins Carl af Hessen, som overtog det. For øvrigt gik det med testamentet som med en række af de større begivenheder i Classens liv: Det gav anledning til megen forblommet tale. Hertil skal ikke regnes, at man i Norge med uvilje så, at ingen norsk institution særlig var betænkt i det, men testators eneste broder, konferensråd [[Peter Hersleb Classen den ældre]], der for øvrigt blev testamentets loyale fuldbyrder og til sin død fideikommissets væsentligste direktør, antydede ofte, at et andet testamente formentlig urettelig var skaffet af vejen. Man kan bl.a. læse det ud af det efter hans anvisning over den afdøde i [[Vinderød Kirke]] ved Frederiksværk af [[Johannes Wiedewelt]] udførte ejendommelige [[monument]] i [[marmor]]<ref name=gravsted_dk/>. Konferensråd Classen lod tillige slå en [[medalje]] over broderen og opførte i [[Amaliegade]] i København en særlig bygning for den afdødes betydelige bibliotek, [[Det Classenske Bibliotek]]. Et også af ham foranstaltet mindesmærke over broderen, dennes buste i [[bronze]] på en [[1759]] ved Frederiksværk støbt kanon, findes nu på
Københavns Tøjhus.
 
== Noter ==
Classen døde efter nogen tids svagelighed uden børn. [[16. august]] [[1783]] ægtede han Anna Elisabeth baronesse Iselin, født Fabritius (født [[1735]]), datter af købmanden [[Michael Fabritius]], en broder til hans tidligere kompagnon, [[Just Fabritius]]. Hun var enke efter den som [[friherre]] adlede købmand [[Reinhard Iselin]] og døde [[17. marts]] [[1786]].
{{Reflist|2}}
 
== Litteratur om Classen ==
* [[C. Nyrop]],: ''Johan Frederik Classen'', 1887.
* [[C. Nyrop]]: [http://runeberg.org/dbl/3/0597.html Biografi] (i: ''[[Dansk biografisk leksikon]]'' 1. udgave; bind III; Kjøbenhavn 1889; s. 595-600)]
* [[Astrid Paludan-Müller]],: ''Generalmajor Classen (1725-1792)'', København: Hage & Clausen 1923.
* Allan Vendeldorf,: ''Classens værk'', Tjørneby, 1. udgave 1999, 2. udgave 2011. ISBN 87-590-2432-1
 
== Eksterne kilder/henvisninger ==
{{Commonscat}}
{{Reflist}}
* [http://runeberg.org/dbl/3/0597.html Biografi] i ''[[Dansk biografisk leksikon]]'' 1. udgave
 
{{DBL}}
{{Det Classenske Fideicommis}}
{{Falster}}
93.383

redigeringer