H.C. Lumbye: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet en smule |
Rmir2 (diskussion | bidrag) småret |
||
Linje 35:
=== Tivoli ===
I [[1843]] åbnede [[Tivoli]], og Lumbye fik tilknytning hertil fra begyndelsen. Manden, der fik ideen, hed [[Georg Carstensen]]. Han anlagde forlystelsesparken på de gamle volde uden for byen.<ref>Koudal, s. 20</ref> I havens koncertsal spillede Lumbye med sit orkester. Når Tivoli var lukket, spillede Lumbye med sit eget orkester til bal og teater i København, eller de tog på koncertrejser i Danmark eller til udlandet.
Da Tivoli åbnedes 1843, fulgte det næsten af sig selv, at Lumbye kom i spidsen for koncertsalens orkester — og fra nu af steg hans popularitet i den grad, at han for det brede publikum blev den mest kendte og skattede repræsentant for dansk musikliv. Foruden at opføre sine egne kompositioner — der i Tivoli-årene forøgedes fra sæson til sæson, en tid lang endog ifølge kontrakt fra uge til uge — og at spille Lanners, Straussernes og andre fremmede dansekomponisters frembringelser optoges Lumbye efterhånden også af at fremføre de mere let tilgængelige værker af musikens klassikere, og ved disse "finere" koncertaftener, der fra 1848 fik deres faste ugedag, opfyldte han noget af en mission, lige som hans velindspillede orkester (som omtalt) kunne blive stammen i det senere Gadeske (Musikforeningen). Til Tivoli-aftenerne knyttede sig nogle af Lumbyes største successer således den næsten verdensberømte Champagne-Galop, der første gang spilledes 1845, og Drømmebilleder, der fremkom det følgende år.<ref name="Beh 1021"/>
I 1847 blev Lumbye og Tivolis direktion indstævnet af Københavns [[stadsmusikant]] [[Carl Gottlob Füssel]] for brud på dennes eneret til at levere dansemusik i København. Men Füssel tabte sagen<ref>Koudal, s. 26</ref>, og Lumbye kunne fortsætte sin succes. Lumbyes orkester voksede i takt med dets anseelse. Ret hurtigt tog det også lettere [[symfonisk]] musik på programmet, og Lumbyes musikere udgjorde efter 1850 også grundstammen i [[Musikforeningen]]s orkester under ledelse af [[Niels W. Gade]].
I vintrene 1844-46 besøgte han med orkestret [[Paris]], [[Wien]] og [[Berlin]].<ref name="Beh 1021"/> I 1850 tilbragte han fem måneder i [[Sankt Petersborg]]; senere har han atter besøgt Paris, Berlin og [[Hamborg]] samt [[Stockholm]]<ref name="Beh 1021"/>. Overalt fulgte heldet ham; han anmeldtes med al hæder af Berlioz, komplimenteredes af Meyerbeer og kaldtes af kritikken "Nordens Strauss" eller "Strauss’ jævnbyrdige" — betegnelser så anerkendende som i de dage nogen dansekomponist kunde forlange dem.
| |||