Johannes Poulsen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →Litteratur: indsat litteratur |
Rmir2 (diskussion | bidrag) småret |
||
Linje 25:
Johannes Poulsen var søn af skuespiller og sceneinstruktør [[Emil Poulsen]] (1842-1911) og Anna Augusta Dorthea Winzentine Margrethe Næser og lillebror til skuespilleren [[Adam Poulsen]]. Han var gift tre gange. Første gang – kortvarigt – i [[1908]] med [[Nordmænd|nordmanden]] Ingeborg Maria Hauge. Anden gang i [[1917]] med [[Sylvia Pio|Sylvia Mizpah Pio]] (1878-1932). Og tredje gang i [[1924]] med solodanserinden og skuespillerinden [[Ulla Poulsen Skou]]. Imellem Sylvia og Ulla havde han et kort forhold til [[Erna Hamilton]]. Han døde den 14. oktober 1938 og ligger begravet i klitterne ved [[Tranestederne]], [[Hulsig]], [[Skagen]].
<!-- == Liv og gerning ==
Er Søn af Professor Emil Poulsen, der for sin Generation stod som den betydeligste Karakterskuespiller og bar hele Nationalscenens klassiske Repertoire. Debuterede som ung Student paa Dagmarteatret under Ledelse af Datidens bedste Teatermand, Professor Martinius Nielsen, i Samspil med vor ypperste, for tidligt savnede Kunstnerinde, Fru Anna Larssen, med hvem han senere i »De Ottes Tourné» rejste ud til skandinaviske Gæstespil. For godt et Decennium siden vendte han, rig paa Erfaring, vokset i Evner hjem til Det kongelige Teater, hvortil han samtidig i de sidste Aar er knyttet som Scene-instruktør.
Han havde paa sine Rejser ikke blot selv spillet Komedie, men set og lært, opsamlet Indtryk og Belæring. Tidligt paavirkedes han af Faderen til al moderne Sceneinstruktion, Englænderen Gordon Craig, han sugede Næring af fransk Skue spilkunst, Firmin Gémier, af tysk, Max Reinhardt o. s. v., tilegnede sig en ny Tids Syn paa scenisk Fremstilling. Af overordentlig Betydning for ham som Kunstner blev en Jordomsejling, han foretog i Krigsaarene, og under hvilken navnlig Orienten fik afgörende Indflydelse paa hans Opfattelse.
De nye Principer og Teorier, skiftende i Teori og Princip alt efter Opgaven, forsøger han at gennemføre i dansk Teater. Han kæmper her mod Tradition og Slendrian, mod teknisk umulige Forhold paa en forældet Scene, mod Fordom og Træghed hos Publikum og Skuespillere, først og fremmest mod Stagnationen i den borgerligt naturalistiske Komedie, som vi har arvet fra fransk Teater, udviklet gennem den særligt danske Ibsen-Fremstilling og fortsat ved talrige hjemlige Epigoner, i hvis Skuespil det vigtigste ofte er den saakaldte »ydre Iscenesættelse», med Møbler fra Epoken, Gardiner og Portièrer af ægte Stoffer, en rigtigt levende Nattergal, Fløjtekedler og alt det dramatiske Skrammel fra forrige Aarhundredes Slutning.
Johannes Poulsen samstemmer som Instruktør i meget med den unge svenske Dramatiker Pär Lagerkvist. Han er en Scenens Romantiker, vil vise os Skuespil, en Øjnenes Lyst. Jeg er sikker paa, at han vil samstemme med Pär Lagerkvist i følgende Udtalelse (Teater, Stockholm 1918):
:»Vår tid är i sin brist på jämvikt, i sin heterogenitet och genom den våldsamma expansionen av varandra motstridande krafter barock, fantastisk — långt mera fantastisk än naturalismen förmår skildra den. Den känsla av trygghet som naturalismens form ger, äga vi knappast inför tillvaron, men väl ett brännande behov att söka få uttryck för ali den ångest varmed livet, sådant det nu vältrar oss emot, uppfyller oss.»
Det er betegnende for Johannes Poulsen som fuldtud moderne Kunstner, falder forøvrigt sammen med Tilfælde hentede fra samtidig stor europæisk Scenekunst, at han som Skuespiller er betydligst i det klassiske Drama, — Tragedier og Komedier netop fra Renaissancen og Baroktiden, eller i Skuespil som Erik XIV, hvor en stærkt fantastisk og lidenskabelig Handling bevæger Personerne. Han naar at blive vor ypperste Skuespiller i klassiske Roller ved at springe alle Mellemleddene over, Teatertradition og lærde Literaturprofessorers Udlægninger, han flænger Kritikens Væv og forlorne Dramaturgers Doktorafhandlinger, søger direkte tilbage til Urkilderne uden at bekymre sig om det Bjærg af Literatur, der i Aarenes Løb har vokset sig højt og spærrer for deres friske Væld. Hans Maal er at spille Holberg, saaledes at den gamle Baron vilde möre sig derover, og Shakespeare til et Genengagement ved den berømteste af alle Truper. Han opnaar derved at gøre sine Skikkelser samtidige, fordi det menneskelige er evigt og uforanderligt; vi genkender os selv i Fortidens Forklædninger, og Stilen, som nøje overholdes, bidrager til at give Figurerne Form og Liv.
Johannes Poulsens største Indsats i dansk Teater i Aar er den lange Række af Holberg-Forestillinger, han spillede i Anledning af den danske Skueplads’ Jubilæum. Han satte Tempoet op i disse gamle Komedier, saa de blev fantastiske, burleske, barokke Farcer. Hans betydeligste Holbergspræstation er Erasmus Montanus, den disputere-syge Bondestudent; en af hans muntreste Jean de France, den taabelige Fransk-Snob. Umiddelbart før sit Stockholmer-Gæstespil har han i Københamn spillet Shylock i The merchant of Venice, en ny og original og samtidig, som det synes, selvfølgelig Opfattelse af Shakespeares Jøde, en mesterlig Karakterstudie, hvori det fuldtud lykkedes ham at forene det komiske med det tragiske i Skylocks Skikkelse.
(afsnit fra Winding) -->
== Filmografi ==
* [[1910]] – ''Elskovsbarnet'' (som Grev Henry; ukendt instruktør)
| |||