Positronemissionstomografi: Forskelle mellem versioner

PET er en [[billeddannelsesteknik]], hvor der benyttes [[sporstof]]fer i form af [[radioaktiv]]e [[isotop]]er med kort [[halveringstid]], cirka et par timer.{{kmkilde mangler|dato=maj 2017}} De benyttede isotoper henfalder ved β⁺-partikler også kaldet [[positroner]], der svarer til positivt ladede [[elektron]]er. En positron dannes, når exciterede [[atomkerne]]r fjerner den overskydende energi, ved at omdanne én [[proton]] til én [[neutron]] og én positron. I biologisk væv vil positroner efter få millimeter, støde sammen med elektroner og tilintetgøres. Sammenstødet omdanner begge partikler til (gamma) [[foton]]er – altså energi. De to fotoner, der dannes under tilintetgørelsesprocessen, vil bevæge sig i modsatte retninger og opfanges af en [[scintilator]] i scanneren. En scintilator er et materiale, der absorberer [[højenergiladning]]er og kan eksempelvis være LSO ([[Luthetium-oxyorthosilicate]]). Når scintilatoren opfanger fotoner, opstår et kort lysglimt, der registreres af en [[fotomultiplikator]]. Der er mange millioner fotomultiplikatorer i en PET scanner, og de er fordelt i [[detektorring]]e, der hver består af et par tusinde.

3D-PET er mest følsomt, men også mere modtagelig overfor fejlmålinger som [[spredning]], [[strålingskilde]]r udenfor optagelsesområdet, tilfældige fotonfyringer og dæmpning. De tre første fejlmålinger er anledning til registrerede LOR’s, der er ikke eksisterende. Dæmpning vil derimod gøre, at fotoner ikke registreres, og elektron-positron sammenstød, der er fundet sted, forkastes som en tilfældig hændelse. Dette er netop et af de store problemer ved PET. Der kan dog korrigeres for det ved at benytte kombinerede PET/[[CT-scanner]]e. Her benyttes CT billedet til at estimere og korrigere for dæmpningen. En anden fordel er, at det med PET/CT er muligt [[anatomi]]sk at bestemme radioaktiv aktivitet. Dette er da også grunden til at netop PET/CT i stigende grad anvendes til diagnosticering.{{kmkilde mangler|dato=maj 2017}} I sidste ende er PET dog begrænset af den afstand en β⁺-partikel skal tilbagelægge, for at støde sammen med en elektron. I biologisk væv, er denne afstand dog så lille at den i dette tilfælde kan ignoreres.