Romerske republik: Forskelle mellem versioner

{{harflertydig}}

{{Infoboks tidligere land

|lokalnavn = Res Publica Romana

|start_begivenhed = Voldtægten af [[Lucretia]]

|begivenhed1 = [[De puniske krige]]

|begivenhed2 = [[Julius Cæsar|Cæsar]] udnævnt som [[diktator]]

|begivenhed2dato = 44 f.Kr.

'''Den Romerske republik''' var forløberen for [[Romerriget]], der var organiseret som en slags protorepublik, hvis statsform voksede frem som en gradvis løsning på de problemer, der opstod på grund af den ekspansion, der var sat i gang. Afsluttedes reelt med [[Søslaget ved Actium]] og [[Augustus]]' principat i [[31 f.Kr.]], endskønt [[Antikkens Rom|Rom]] formelt vedblev at være en republik mange år efter.

 

 

Det politiske systems stabilitet var dog udfordret af en lang række af krige, som førte til opbygningen af det romerske [[imperium]]. Med afslutningen af [[de puniske krige]] havde Romerriget sikret sig den ledende rolle i [[Europa]] og [[Middelhavet|middelhavsområdet]], men blev til stadighed udfordret af andre riger med ambitioner om at overtage romernes magtstilling.<ref name=autogeneret1>{{Harvnb|Helles|1987|p=38}}</ref>

De forsøgte at få gennemført nogle reformer, der skulle gøre det svært for [[Pompejus]] at tildele sine soldater pension, men blev bremset af [[Marcus Tullius Cicero]], en [[homo novus]]. Til alles overraskelse nedlagde [[Pompejus]] sin kommando da opgaven var udført, og ankom i Rom som en privatperson, der anmodede om, at hans tropper kunne få pension. Men senatet var ikke begejstrede for, at [[Pompejus]] skulle sikre sig sine soldaters ubetingede loyalitet, så derfor blev sagen trukket i langdrag.

 

 

[[Pompejus]] og [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] havde måske regnet med, at [[Julius Cæsar|Cæsar]] ville være af vejen i Gallien, men sådan skulle det ikke være. [[Julius Cæsar|Cæsar]] satte sig for at gøre sin provins større, og havde inden længe udvidet provinsen til [[Rhinen]]. Ydermere skrev han selv krigsberetninger, der blev sendt til Rom, formentlig for at holde sig i det politiske søgelys. Skræmt af [[Julius Cæsar|Cæsars]] succes skulle man tro, at [[Pompejus]] og [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] ville arbejde sammen imod deres medtriumvir, men således gik det ikke. [[Marcus Tullius Cicero|Cicero]], som [[Pompejus]] havde tilladt at komme tilbage til Rom, søgte nu at alliere senatet med [[Pompejus]], hvilket ville betyde, at [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] ville være den eneste triumvir uden en succes i offentlighedens øjne. [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] følte sig forståeligt nok presset – han havde ikke rigtig nogen vej ud, uden støtte hverken i befolkningen eller i triumvirater eller i senatet. Han valgte derfor, at betale en gruppe mænd – ledet af [[Publius Clodius]], overhovedet for en notorisk, plebejisk del af Claudius familie – for at husere i gaderne og sprede uro. Da en anden politiker ved navn [[Titus Annius Milo]] også hyrede mænd til at imødekomme Clodius’ bande, udviklede det sig til regulære gadekampe, der bestemt ikke blev afhjulpet af Roms mangel på en egentlig politistyrke. Midt i alt dette var der pludselig en akut mangel på korn. Senatet udpegede [[Pompejus]] til at løse dette problem, hvilket naturligvis blot gjorde [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] mere harm. Men inden der kunne ske mere indkaldte [[Julius Cæsar|Cæsar]] til et møde i Triumviratet, hvor det blev besluttet, at [[Pompejus]] og [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] skulle vælges til [[consul]]er det følgende år og derefter have henholdsvis Spanien og Syrien som provinser – således blev riget delt imellem de tre mænd, [[Pompejus]] i vest, [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] i øst og [[Julius Cæsar|Cæsar]] i nord.