Stregætsning: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary Tag: Hoar |
No edit summary |
||
Linje 47:
Der er flere faktorer, der spiller ind på syrebadets virkning og kan indgå ved bestemmelse af ætsetiden; først og fremmest badets styrke og rummets temperatur. Høj rumtemperatur giver stærkere virkning. Badets temperatur bør stemme overens med rummets.
Det kan være en fordel at starte med en ætseprøve, hvor man afprøver forskellige ætsetider på streger af forskellig karakter. Jo svagere en syreopløsning der arbejdes med, jo finere linjer kan man få i raderingen. Når der ætses trin for trin, tages pladen jævnligt op af syren og skylles med vand, for at kontrollere linjernes karakter. De punkter og linjer der ser færdig-ætsede ud, afdækkes med flydende hårdgrund, afdækningsasfalt eller lak, og ætseprocessen fortsætter således, til hele raderingen fremtræder som ønsket.
Linje 101:
I løbet af 1500tallet blev teknikken også udbredt som metode til reproduktion af allerede eksisterende værker, med specialiserede professionelle grafikere arbejdende på feltet.( Chamberlain Walter (1992 (1972)). The Thames and Hudson Manual of Etching and Engraving, 12 + Europæisk Grafik)
”Man må dog ikke forestille sig, at der er tale om to kategorier, som i kunstnerisk henseende nødvendigvis må være vidt forskellige. Kunstens historie viser unægtelig mange eksempler på kunstnerisk svage arbejder af frie grafikere, og omvendt findes der reproduktionsgrafik, hvor ypperlig teknik og åndfuld fortolkning resulterer i værker af høj, selvstændig kunstværdi. De professionelle, reproducerende grafikere klassificeredes aldrig som håndværkere, men besad en kunstners hele uddannelse og regnedes for kunstnere. Selv Goya startede sin grafiske produktion med at reproducere malerier af Velázquez.” (E. Fischer, Jan Garff et.al. (1970) Europæisk Grafik – Et Billedudvalg, )
Linje 109:
I tidlige stregætsninger ser man forholdsvis ensartede linjer, som sandsynligvis er ætset ad en enkelt omgang. Først i 1600tallet begyndte man at arbejde mere bevist med trinvise ætsninger, og varierende betoning af linjen som en del af udtrykket. (Kilde: Chamberlain Walter (1992 (1972)). The Thames and Hudson Manual of Etching and Engraving, 11-12)
1600-tallet var raderekunstens storhedstid med [[Rembrandt]], [[Giovanni Benedetto Castiglione]] og mange andre mestre. I 1700-tallet var [[Piranesi]], [[Tiepolo]] og [[Daniel Chodowiecki]] blandt de bedste beherskere af teknikken. I 1800-tallet og det tidlige 1800-tal fremstod en mængde mindre raderingskunstnere som følge af en fornyet interesse for teknikken, omend ikke nogen hovedskikkelser. Radering praktiseres stadig i vid udstrækning i dag.
| |||