Talehandling: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Maunus (diskussion | bidrag) No edit summary |
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ |
||
Linje 1:
En '''talehandling''' (engelsk: ''speech act'') er et sprogligt udsagn der udfører en ''[[handling (virke)|handling]]'' med ikke-sproglige konsekvenser. Talehandlingsteorien udvikledes af [[sprogfilosofi|sprogfilosoffen]] [[J. L. Austin]] midt i det tyvende århundrede. Han definerede talehandlinger som former for udsagn der ikke blot refererer til virkeligheden men som skaber virkelighed, eller som handlinger der udføres blot ved at sige noget. Eksempler på sådanne handlinger er at love noget, at navngive noget, at erklære nogen for ægtefolk og så videre. Fælles for talehandlinger er at de ikke kan beskrives som sande eller falsk, men kun vurderes i forhold til om de formår at udføre den tilsigtede handling.
I store dele af [[lingvistik]]kens og [[sprogfilosofi]]ens historie har [[sprog]] primært været set på som en måde at referere til [[kendsgerning (videnskab)|kendsgerning]]er, "fakta", og der har været en tendens til at ignorere andre måder at bruge sproget på. Men J.L. Austins (1911–1960) arbejde førte til at [[filosof]]fer begyndte at blive mere opmærksomme på hvordan sproget bruges i dagligdags aktiviteter. Hans student [[John Searle]] (født 1932) videreudviklede denne tilgang til sprogfilosofi. [[Adolf Reinach]], den tyske fænomenolog havde i 1913 udviklet en teori om "sociale handlinger" der på mange måder mindede om Austin og Searle's senere arbejde.<ref>[https://plato.stanford.edu/entries/reinach/#ReiTheSocAct Adolf Reinach (Stanford Encyclopedia of Philosophy)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
Austin skelner mellem [[Illokutionær akt|illokutionære]] <ref>''Illukutionær akt'': af latin: in (i og med) + locutio (tale), altså: ''i og med talen''</ref>
| |||