Harald Hårderåde: Forskelle mellem versioner

'''Harald Hårderåde''' eller '''Harald Hårdråde''', Old norsk: ''Haraldr harðráði'', ([[1015]] – [[25. september]] [[1066]]) var norsk [[konge]] fra [[1046]] sammen med brorsønnen [[Magnus den Gode]] og enekonge fra [[1047]] til [[1066]]. Han var søn af kong Sigurd Syr (''syr'' = [[gris|so]]) fra [[Ringerike]] og Åsta Gudbrandsdatter, der også var mor til [[Olav den helligeHellige]]; Harald og Olav var halvbrødre.

Som femtenårig kæmpede Harald i slaget ved Stiklestad, flygtede derfra til [[Gardarige]] og drog videre til [[Istanbul#Miklagard|Miklagard]], hvor han trådte i den [[Byzans|byzantinske]] [[kejser]]s tjeneste i [[1034]]. I flere år skal han have kæmpet for kejseren på [[Sicilien]] og i [[Bulgarien]], og tjenestegjorde til sidst i livgarden sammen med andre [[væring]]er, dvs. [[Norden|nordiske]] krigere i den byzantinske kejsers livvagt. På hjemrejsen gennem Gardarige giftede han sig med Jelizaveta Jaroslavna ({{lang-no|[[Ellisiv af Kijev]]}}), datter af [[storfyrste|storfyrst]] [[Jaroslav 1. af Kijev|Jaroslav den Vise]] og Ingegerd af [[Sverige]]. I Haralds følge var [[Island|islænding]]en Halldor Snorreson, der gjaldt som den bedste kriger blandt væringerne. Halldor var så misfornøjet med Haralds løn, at han smed mønterne fra sig, da han mente, Harald havde mindsket deres indhold af [[sølv]]. Derefter overfaldt han kongen i hans soveværelse med draget [[sværd]] og forlangte [[dronning (monark)|dronning]] Ellisivs armring af [[guld]] som betaling. Halldor undgik med nød og næppe Haralds [[hævn]], og det blev han højt respekteret for på Island.<ref>Bjørn Bandlien: "Islendingenes isolasjon", ''Sagaspor'' (s. 233), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2010, ISBN 978-82-7694-245-3</ref>

Harald kom tilbage til Norge i 1045 og blev anerkendt som brorsønnen Magnus den Godes medregent, mod at dele sine sølv- og guldskatte med ham. Da Magnus døde i 1047, blev Harald enekonge. I en årrække sloges han med [[Svend Estridsen]] om herredømmet over [[Danmark]], men anerkendte endeligt Svend som Danmarks konge i [[1064]]. I kirkelige sager nægtede Harald at modtage [[direktiv]]er fra [[ærkebiskop]] [[Adalbert af Bremen]], som var Svends forbundsfælle, og lod de norske [[biskop]]per indvies i England og [[Frankrig]]. Harald slap ikke kontrollen over den norske kirke og styrede [[kult]]en for sin [[helgen]]halvbror Olav med jernhånd. Han lod også "ermske" ([[Armenien|armenske]]) biskopper [[mission]]ere på Island og muligvis i Norge, hvad der kan have fået ham [[ekskommunikation|ekskommunikeret]] mod slutningen af livet, uden at det vides sikkert.<ref>Bjørn Bandlien: "Kristningen østfra", ''Sagaspor'' (s. 245)</ref> Historikeren [[Thormod Torfæus]] omtaler Haralds konflikt med [[pave Alexander 2.]], "en mand, der havde søgt paveembedet med våbenmagt". Denne strid fra 1060-årene dannede sandsynligvis en vigtig optakt til [[Sverre Sigurdsson|kong Sverres]] konflikt med paven i tiden omkring år [[1200]].<ref>Torgrim Titlestad: "Ti år med Tormod Torfæus", tidsskriftet ''Historie'' (s. 58), nr 2/2011</ref>

Ifølge [[Snorre]] skal Harald have grundlagt [[Oslo]]. Oslos tætbebyggelse er dog ældre, men Harald kan have bidraget til byudviklingen ved at opføre [[kongsgård]] og [[Kirke (bygning)|kirke]]. Både i Oslo og [[Trondheim]] fik han rejst Mariakirker. En lille [[saga]] beretter om islændingen Audun fra Vestfjordene, der købte en [[isbjørn]] på [[Grønland]] for alt, hvad han ejede og havde. Han tog bjørnen med til Norge, hvor Harald Hårderåde ønskede at købe dyret. Audun havde imidlertid tænkt sig at tage til Danmark for at skænke isbjørnen til kong Svend Estridsen.<ref>[http://arkeologi.blogspot.com/2009/05/kvitebjrnen.html Arkeologi i nord: Kvitebjørnen<!-- Bot genereret titel -->]</ref>

Med kong Harald var samlingen af Norge til ét rige fuldført: Dede oprørske [[Oppland|opplændinge]] bragt til underkastelse og [[Trøndelag|trøndernes]] [[høvding]], [[Einar Tambeskælver]], ryddet af vejen. [[Orkneyøerne|Ørkenøerne]] og [[Shetlandsøerne|Hjaltland]] blev knyttet fast til det norske kongedømme.

I [[1058]] var Haralds søn [[Magnus Haraldsson|Magnus 2.]] i England. Det ser ud til, at han skulle hjælpe jarl Ælfgar, der var blevet forvist fra [[jarledømme]]t [[Mercia]], som han havde arvet året før. Kort tid efter vandt Ælfgar dog Mercia tilbage ved hjælp af kong Gruffydd ap Llewelyn af [[Wales]] og en norsk [[flåde]]. Derved kunne Magnus 2. forvente sig Ælfgars støtte ved en senere norsk [[invasion]] af England. Imidlertid døde både jarl Ælfgar og kong Druffydd i [[1063]]. Invasionsplanerne må være skrinlagt, helt indtil Harold Godvinsons bror Toste, jarl af [[Northumbria]], lovede Harald støtte fra hele Northumbria og sine allierede; men da det kom til stykket, havde Toste helt overvurderet støtten fra sine forbindelser.<ref>Bjørn Bandlien: "Norges rolle i kampen om England", ''Sagaspor'' (s. 202)</ref>

I 1066 sejlede Harald med en flåde til England. 25. september samme år faldt han i slaget ved Stamford bro. Hans lig blev sejlet hjem, og begravet i en kirke. Senere blev graven flyttet til Elgeseter kloster, som lå på modsat side af [[Nidelven (Trøndelag)|Nidelven]] fra [[Nidarosdomen]]. Klostret blev nedlagt ved [[reformationen]] i 1537. Norgeshistoriens mest berejste og sprogkyndige konge ligger nu sandsynligvis under [[asfalt]] og [[kloak]]rør i Klostergata i Trondheim.<ref>{{Cite news | author = Elise Ratvik og Daniel Eriksen | title = Norsk konge ligger begravd i kloakken | url = http://www.nrk.no/kultur-og-underholdning/1.7989376 | publisher = NRK | date = 11.februar 2012}}</ref>