Kristendommens indførelse i Norden: Forskelle mellem versioner

Religionsskiftet var ikke resultatet af en enkeltstående begivenhed eller handling,<ref name=sawyer101>Sawyer (1993), side 101.</ref><ref>Schwarz Lausten (1994), side 12.</ref><ref>McGuire (2008), side 92.</ref> men var en langvarig proces under hvilken de nordiske lande blev til centraliserede kongedømmer. De familier der endte med at blive til kongehuse havde i mange år haft nær kontakt med lande, der allerede var kristne og nordiske stormænd havde tætte familiemæssige bånd til kristne fyrstehuse, specielt i Polen, Ukraine (Rus) og Konstantinopel. <ref>{{cite book | url = https://www.academia.edu/12864633/Tissø | title = Vikingetidens aristokratiske miljøer | editor1-first = Henriette | editor1-last = Lyngstrøm | editor2-first = Lasse C.A. | editor2-last = Sonne | place = København | year = 2014 | chapter = Tissø - Kiev - Konstantinopel: Danske netværk i øst? | publisher = academia.edu | first = John H. | last = Lind | accessdate = {{dato|9-6-2017}} in_Danish_}}</ref>. Processen var i store træk først afsluttet omkring år 1300, hvorfor hele det nordiske samfund først fra dette tidspunkt var fuldt integreret i den kristne kultur.<ref name=mcguire>McGuire (2008)</ref>

Overgangen fra det før-kristne samfund til det kristne samfund skete i sammenhæng med gennemgribende sociale, politiske og kulturelle forandringer af de nordiske samfund,<ref name=autogeneret1>Steinsland (2005), side 422.</ref> hvorunder stormænd blev til konger, der krævede skat, slog mønt og indførte monoteismen for at understøtte denne nye samfundstype.<ref>Anders Winroth. The Conversion of Scandinavia. Yale University Press.2011</ref>.<ref name=warwind163>Warmind (1994), side 163.</ref>

På grund af den generelle kildemangel til store dele af perioden, anvendes islandske kilder ofte til at belyse de folkelige reaktioner til religionsskiftet, selvom samfundet i den [[Islandske fristat]] på det tidspunkt i høj grad adskilte sig fra det øvrige Norden.<ref name=warwind173>Warmind (1994), side 173.</ref> Man har også lagt for stor vægt på den hensigtsrettede historieskrivning der blev nedfældet senere i klostre, specielt [[Adam af Bremen]]s.