Julian (kejser): Forskelle mellem versioner

På dette punkt er Julians brev til gengæld mere udførligt. Hvor det hos Ammianus bare er et falsk rygte og et udtryk for soldaternes pirreliepirlige humør, skriver Julian at Constants mænd rent faktisk havde fjendtlige hensigter:

{{citat|Siden der nu var den største forvirring i paladset, troede Konstants venner at de ville gribe chancen til at udklække et komplot imod mig uden tøven, og de uddelte penge til soldaterne,. deDe forventede, at dettedet ville føre til en af to mulige resultater: enten at det ville skabe uvilje mellem mig og soldaterne, eller snarere at dissede ville angribe mig åbent. Men da en bestemt officer, som tilhørte den garde, der befalede over min kones eskorte opdagede, at dette var igangi gang med at blive udført, rapporterede han det først til mig, og bagefter, da han så at jeg ikke tog hans advarsel alvorlig, blev han ophidset, og lig en der var besat begyndte han at råbe højt til folkene på markedspladsen, “Soldater-kammerater, fremmede og borgere, forlad ikke kejserens sag!” Da blev soldaterne grebet af en rasende blodtørst og de stormede alle til paladset med våben i hånd.|Julian, s. 285}}.

Julian påstår at der rent faktisk var et komplot imod ham, men ved at være passiv fik han soldaterne til at gribe ind uden selv at fremstå som den der styrede begivenhederne, selv om uden tvivl vidste hvad han gjorde i denne situation. Julian havde igennem fire års krig i Gallien vist sig som en fremragende strateg og hærfører,; han vidste nok hvad der skulle til for at få soldaterne til at kæmpe for sin sag.

Ammianus skriver så, at Julian samler alle sine tropper og holder en tale for dem, hvori han endelig officielt accepterer kejsertitlen. Ammianus skriver her en tale, der på mange punkter har lighed med argumenterne i Julians brev til Athen, dog da denne er til soldaterne med fokus på deres syn på tingene, men han fremhæver den dårlige behandling han har fået af Konstants, og Konstants tagen æren for Julians sejre i Gallien og endelig løftebruddet over for soldaterne <ref>Ammianus, 21, 5</ref>. Igen er det værd at huske at denne tale sandsynligvis er frit opfundet af Ammianus, og at det mere er et udtryk for hvad han mener Julian ville have sagt i pågældende tilfælde, end det er hvad vi kan være sikre på Julian ville have sagt i situationen.