I.G. Farben: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
fix
Linje 4:
IG Farben blev grundlagt [[juledag]] i [[1925]] ved en fusion mellem [[BASF]] (27,4%), [[Bayer AG|Bayer]] (27,4%), [[Hoechst]] (herunder [[Cassella Farbwerke Mainkur Aktiengesellschaft|Cassella]] og Chemische Fabrik Kalle) (27,4%), [[Agfa]] (9,0%), Chemische Fabrik Griesheim-Elektron (6,9% og Chemische Fabrik vorm. Weiler Ter Meer (1,9%). IG Farben forskere leverede væsentlige bidrag til alle områder indenfor kemien. [[Otto Bayer]] udviklede fremstillingsmetoden til [[polyurethan]] i 1937, og flere af virksomhedens forskere modtog [[Nobelprisen]], herunder [[Carl Bosch]] og [[Friedrich Bergius]] ([[Nobelprisen i kemi]], 1931), [[Gerhard Domagk]] ([[Nobelprisen i medicin]] (1939) og [[Kurt Alder]] (kemi, 1950). IG Farben var som Tysklands største virksomhed er nationalt symbol på [[Weimarrepublikken]]s genrejsning efter det økonomiske kaos, der fulgte i kølvandet efter [[Det tyske kejserrige|Kejserrigets]] nederlag i [[1. verdenskrig]].
 
Efter [[NSDAP|nazisternes]] [[Bemyndigelsesloven|magtovertagelse i Tyskland]] blev IG Farben tæt knyttet til naziregimets tyske stat. IG Farben havde i 1920'erne erhvervet [[patent]]et på giftgassen [[Zyklon B]], og firmætfirmaet leverede denne gas til naziregimet, der anvendteefter flere ikke så vellykkede forsøg med andre metoder kom til at anvende Zyklon B til aflivning af fangerne i nazisternes [[koncentrationslejr|udryddelses-koncentrationslejr]]e. Efter Nazitysklands nederlag i [[2. verdenskrig]] blev IG Farben i 1951 opsplittet i de oprindelige fire store deltagere i selskabet. De nuværende arvtagere efter IG Farben er AGFA, BASF, Bayer og Hoechst (i dag [[Sanofi]]).
 
IG Farben havde frem til USA's indtræden i 2. verdenskrig et tæt samarbejde med de amerikanske olie- og kemivirksomheder [[Standard Oil]] og [[DuPont]].