Wahhabisme: Forskelle mellem versioner

Muhammed ibn Abd-el-wah-hāb blev opdraget i Ibn Hanbals ritus, den strengeste af de fire ortodokse skoler, inden for hvilken hans farfar [[Suleiman]] havde været en fremstående autoritet, og studerede i sin ungdom hovedsagelig i [[Damaskus]]. Der kom han i forbindelse med den ekstremt hanbalitiske retning, som var blevet grundlagt af [[Ibn Teimija]]. Denne, en betydende religiøs og etisk personlighed (døde 1328 i Damaskus), havde med flammende iver optrådt som reformator af islams mange [[Synkretisme|synkretistiske]] udvækster, hvilke havde vundet indflydelse også inden for de ortodokse skoler. Islams historiske udvikling er betinget af tre faktorer: [[koranen]], [[sunna]] og ''idjmāʿ'', det vil sige konsensus blandt de teologiske autoriteter, men blandt dem var idjmāʿ blevet formen for en synderlig vidtgående synkretisme, gennem hvilken alskens religiøse anskuelser, skikke og brug var blevet optagne og forenede med profetens religion under tilpasning til omgivende religionsformer. Ibn Teimijas reformation gik netop ud på at afskære den af ''idjmāʿ'' betingede udviling og genindsætte koranen og profetens sunna som eneste norm for det religiøse liv, og Muhammed ibn ʿAbd-el-wahhab blev hans mest konsekvente og betydningsfulde elev; to i Leiden opbevarede haåndskrifter af Ibn Teimijas værker, kopierede af Muhammed, vidner om det indgående studium, som han gjort af sin store forgænger. Han forkastede kategorisk ''idjmāʿ'' og alle under dets autoritet indsmuglede ''bidaʿ'' (flertel af ''bidʿa'', oversat: nyhed) og agiterede for streng og bogstavelig efterleven af koranen og sunna. Han bekæmpede den ophøjelse over det menneskeliges sfære, som under kristen indflydelse var kommet Muhammeds person til del langt ind i de ortodokse sunniters lejr, og lige så afvisende stillede han sig mod schiʿiternes delvis [[gnosticisme|gnostiskt]] betingede overvurdering af Ali, Hasan og Husein, alt sammen for at i hele dets strenghed hævde det arabiske monoteistiske gudsbegreb. VahhabiternaWahhabiterne gør krav på attat være de rette ''muwahhidūn'' ("bekendere af Guds enhed") og betragter alle andre muhammedanere med koranens ord som ''mušrikūn'' ("sådanne som sætter andre væsener ved Guds side"). Han forkastede helt de fire ortodokse retsskoler og vendte et flammende had mod en mængde populære skikke og brug, som i strid med koranen og sunna var blevet sanktioneret af ''idjmāʿ'', således den i islam yderst udbredte [[helgen]]dyrkelse, [[procession]]er omkring profetens og hellige mænds grave, brugen af [[rosenkrans]]en og så videre. Også i rent ydre ting skulle en tilbagevenden til profetens enkle religion ske: han forbød al luksus i klædedragt, nydelse af rusdrikke ([[alkohol]]), [[hash]] og [[tobak]], [[hasardspil]] og al vellevned. Hver og en, som ikke adlød hans bud, skulle betragtes som frafalden og dræbes.