'''Dæmon''' ([[græsk (sprog)|gr.]] δαίμων ''daímōn'', [[latin|lat.]] ''daemon'') betegner i den græske [[litteratur]] oftest, således fxer hos [[Homer]],ganskeog andre enkeltgrækere en [[guddom]] eller dennes natur og magt. Særligt bruges det om gudevæsenervæsener af lavere rang, fx halvguder, [[hero]]ernes sjæle og mindre, lokale naturguddomme.
I senere tid, efterEfter [[Platon]],kommerkom den folkelige opfattelse til udtryk, at hvert menneske har tilknyttet en særskilt ''dæmon'', der fungerer som et åndeligt "dobbeltvæsen" eller en skytsånd. [[Sokrates]] var således i besiddelse afhavde en ''daimónion'', der advarede ham mod at gøre bestemte ting. I andre konteksterEllers opfattes dæmonen som den ånd, der har bosat sig i et menneske og udgør dets [[sjæl]], medens visse rationaliserende bevægelser som [[stoicisme|stoikerne]] indvendte, at denne ''daimon'' ikke var et selvstændigt åndsvæsen, men i stedet det guddommelige og fornuftige i ethvert menneske.
SidenhenSiden bruges ''daimon'' især om lavere, ondsindede væsener, og det er i denne betydning, at ordet er kommet ind i dansk. Sådanne lavere guddommelighederguddomme og ånder forekommer med skiftende hyppighed og betydning i stort set al folketro og traditionel [[religion]]. I [[nordisk mytologi]] kender vi f.eks.fx [[vætte]]rne. Ifølge den [[jødedom|jødisk]]-[[kristendom|kristne]] [[teologi]] er dæmoner faldne [[engel|engle]], som [[Satan]] drog med sig i sit fald.
