Angelsaksere: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Patchfinder (diskussion | bidrag)
m Fjernede Kategori:Englands historie ved hjælp af Hotcat
m →‎Invasionerne: Sproglige rettelser
Linje 18:
I [[410]] modtog den [[Romerriget|vestromerske]] kejser [[Honorius]] en bøn om hjælp fra briterne, med germanske og keltiske plyndringstogter. Kejseren svarede at de måtte "ordne op i sine egne sager", og dette år regnes derfor som slutningen på det romerske Britannien. I det magtvakuumet som opstod kom anglere og saksere til øen, først og fremmest til syd- og østkysten.
 
Den tidligste udvikling kendes kun gennem legender, som blandt andet Beda har genfortalt. [[Vortigern]], leder for briterne som i romernes fravær havde blevet selvstyrende, skulle have givet [[Jylland|jyden]] [[Hengest af Kent|Hengest]] området [[Thanet]] i [[Kent]] til odel og eje. Til gengæld skulle han støtte briterne mod kelterne og andre germanere. Historierne er lidt uklare i forhold til hvordan anglerne og sakserne kom med i denne alliance, men de må have gjort det på et nok så tidligt tidspunkt. Modstanden skal først have blevetværet ledet af [[Ambrosius Aurelianus]], og derefter af [[kong Arthur]]. I [[slaget ved Mons Badonicus]] skulle han have klaret at stoppe invasionerne.
 
I omkring [[590]], på et tidspunkt hvor kilderne er bedre, var briternes skæbne fortsat uvis. Den keltiske konge [[Urien af Rheged]] belejrede [[Lindisfarne]], kongeriget [[Bernicia]]s bedst befæstede sted. Andre keltere havde sejret i [[slaget ved Fethanleag]] (nord for [[Banbury]] i [[Oxfordshire]]). Urien blev myrdet af en rival, og dermed faldt den keltiske offensiv sammen. Angelsakserne, som nu fremstår som en mere enhedlig gruppe sproglig og kulturelt set, sikrede dermed kontrol over dagens England. Det [[walisisk (sprog)|walisiske]] navn på England er ''Lloegyr'', "de tabte lande", noget en del forskere mener kan have sammenhæng med dette keltiske nederlag.
Linje 24:
Erobringsprocessen er gerne kendt som ''den saksiske erobring'', men dette er et upræcist udtryk. Andre stammer, som anglerne, jyderne, frisere og muligvis frankere tog del i erobringen. De forskellige stammer oprettede kongedømmer, og det som er blevet kaldt [[heptarkiet]] opstod – en kerne af syv angelsaksiske kongeriger som dominerede England.
 
Den romersk-britiske befolknings skæbne er uvis. [[Gildas den vise]] skrev at de blev myrdet omtrent til sidste mand, kvinder og børn. Moderne historikere mener at de stort set overlevede, men at meget mange havnede i slaveri eller blev tjenere under anglere og saksere. På det tidspunkt hvor man får nogenlunde sikre kilder, står det klart at de oprindelige briter kun fandtes i [[Cornwall]] og Wales, og i [[Strathclyde]] i dagens [[Skotland]].
 
=== Nye teorier om invasionerne ===
Linje 75:
* Frige ([[Freja (gudinde)|Freja]]), Friday (fredag)
 
Kristendommen blev etableret i England allerede i romersk tid, og angelsakserne kom hurtigt i kontakt med både romersk og keltisk kristendom. Den første angelsakser som blev [[ærkebiskop af Canterbury]], var [[Bertwald af Canterbury|Bertwald]], som blev udnævnt i [[693]]. Mange lod sig senere omvende, og i løbet af 8. og 9. århundrede blev kristendommen den dominerende og senere den eneste religion blandt angelsakserne. Eftersom de skrivekyndige først og fremmest var at finde blandt munke, blev kun lidt bevaret af den gamle religion, så at der i dag ikke findes noget helhedligsamlet billede af den. Blandt de klareste referencer man finder, er love hvor forskellige hedenske skikke forbydes; de beskrives da såpas godt at man kan danne sig et billede af dem.
 
== Litteratur ==