Fridtjof Nansen: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Fridtjof Nansen LOC 03377u.jpg|thumb|150px|right|Fridtjof Nansen]]'''Fridtjof [[Wedel-Jarlsberg]] Nansen''' ([[10. oktober]] [[1861]] – [[13. maj]] [[1930]]) var en [[Norsk (sprog)|norsk]] polarfarer, [[opdagelsesrejsende]], [[diplomat]] og [[videnskabsmand]].

I [[1888]] ledte han den første [[ekspedition]], der formåede at krydsekrydsede [[indlandsis]]en i [[Grønland]], hvilket for alvor gjorde ham verdensberømt.

I [[1893]] stod han i spidsen for en ekspedition til [[Nordpolen]] med skibet ''[[Fram]],'' en rejse der tog over tre år. Sammen med [[Hjalmar Johansen]] nåede Nansen 86° 14 N, det nordligste punkt noget menneske havde nået på den tid. Under ekspeditionen oplevede han fænomenet [[dødvand]], hvilketsom han beskrev som den første som beskrev.

Han var endvidere [[professor]] i [[zoologi]] og [[oceanografi]] ved ''Det Kgl. Frederiks Universitet'' (senere kendt som ''Universitetet i [[Oslo]]''), [[ambassadør]] i [[London]] [[1906]]-[[1908]] og [[Folkeforbundet]]s højkommissær for flygtninge,. iI hvilkenden egenskab han udstedte han de såkalte [[Nansen-pas]]. Nansen fik [[Nobels fredspris]] i [[1922]]. Kort tid efter hans død i 1930 oprettede [[Folkeforbundet]] det ''Internationale Nansenkontor'' for krigsflygtninge (''Office international Nansen pour les réfugiés''), også kendt som ''Nansenhjælpen''. Nansenkontoret tildeltes Nobels fredspris i 1938.

Fridtjof Nansen blev født 10. oktober 1861 på Store Frøen gård i Vestre Aker lige uden for Oslo. Hans far var advokat Baldur Fridtjof Nansen og hans mor, Adelaide Johanne Isidore Thekla. Moderen var datter af Majormajor, og Baronbaron Christian Frederik Wilhelm Wedel-Jarlsberg. Hun var først gift med oberst Bolling.

Fridtjof Nansen havde seks halvsøskende og en bror. Han gik i skole i Oslo og interesserede sig allerede i skoleårene for naturvidenskab. Efter endt skolegang ønskede han at blive officer i den norske flåde, men efter råd fra sin far begyndte han i stedet at studere zoologi. Han var studerende på Det Kongelige Frederiks Universitet i Oslo i perioden 1880-1882. Fra 1882 havdevar han en stilling som konservator ved Bergen Museum. Her begyndte han at studere slimålens nervesystem, hvilket i 1888 resulterede i en doktorgrad. Imens han arbejdede i Bergen, fik han også chancen for at være med på et fartøj til Ishavet og Grønland. Det var her at Nansen fik sine første arktiske erfaringer og her, han fik tanken om at stå på ski hen over Grønlands indlandsisindlandsisen.

Fridtjof Nansen gift 11. august 1889 med koncertsangerinde Eva Sars. Hun døde 9. december 1907. De fik sammen fem børn. Nansen giftede sig senere igen i 1919 med Sigrun Munthe.

Nansen uddannede sig indenforinden for medicin og biologi i Bergen. Han var konservator ved Bergen Museum fra 1882 til 1887. Her arbejdede han blandt andet med at sortere havprøver med planter og dyr fra en nordatlantisk havsekspedition. Under dette arbejde bestemte Nansen sig for at specialisere sig i neuroanatomi. Han ville i første række fokusere på laverestående hvirveldyr som ledorm, [[slimål]] og [[havkat]]. Dette førte til banebrydende arbejde i beskrivelsen af nervecellers kontaktpunkter ([[synapse]]r).

I efteråret 1885 blev Nansen færdig med sin første afhandling ”Bidrag til Myzostomernes Anatomi og Histologi”. I 1886 fulgte afhandlingen ”Foreløbig Meddelelse om Undersøgelser over Centralnervesystemets histologiske bygning hos Ascidiene samt hos Myxine Glutinosa”, hvilket blev forarbejdet til hans doktorafhandling ”The structure and combination of the histological elements of the central nervous system”. Afhandlingen var et vigtigt bidrag til den begyndende neurovidenskab og hans bidrag til videnskaben via dette arbejdet er måske hans største bidrag til menneskeheden, hvilket måske overrasker, eftersomda Nansen er mest kendt som opdagelsesrejsende. Nansen var en af nøgleskikkelsernøgleskikkelserne, der var med til at udforme neuron-teorien sammen med Santiago Ramón y Cajal. Det bør i denne sammenhæng bemærkes at Nobelprisen i medicin 1906 gik til Ramón y Cajal og Golgi for netop denne teori, og hvorhvortil Nansen altså havde ydet et væsentligt bidrag. Teorien beskriver, hvordan nerveceller kommunikerer med hinanden og danner neurale netværk, og denneden teori har været grundlæggende i forståelsen af hvordan hjernen virker.

Nansen blev professor i zoologi i 1897 og havde dette embede frem til 1908. Han skiftede herefter til et professorat i oceanografi, og dette embededet havde han frem til sin død i 1930. Begge professorater var ved Det Kongelige Frederiks Universitet (senere kendt som Universitetet i Oslo).

Nansen ønskede at udforske det indre af Grønland. Tidligere ekspeditioner, blandt andresom Adolf Erik Nordenskiölds ekspedition, havde forsøgt at gå fra den beboede vestkyst til den ubeboede østkyst. Nansen bestemte sig i stedet for at gå fra øst mod vest. Forskellige autoriteter angreb ham for dette, men han trodsettrodsede advarslerne. Til at være med på færden valgte den 26 år gamle Nansen følgende hold af deltagere: [[Otto Sverdrup]] (33), Samuel Balto (27), Oluf Dietrichson (32), Ole Nilsen Ravna (46) og Kristian Kristiansen (23).

På grund af isforholdene lykkedes det ikke Nansen og hans mænd at komme i land, da ekspeditionen ankom til Grønlands østkyst med sælfangerskibet «Jason». De drev i flere døgn på en isflage sydovermod syd langs kysten. Da det endelig lykkedes dem at komme ind til land, roede og sejlede ekspeditionsholdet i to små både i tolv døgn nordovermod nord langs østkysten. De forlod Umivik på ski d. 15. august 1888, og de ankom til Ameralikfjorden på vestkysten d. 29. september 1888. DetteDet var den første dokumenterede krydsning af Grønland.

3. oktober ankom de til [[Godthåb]] (Nuuk), men måtte overvintre der, fordi den sidste båd før vinteren var draget af sted. I denne periode studerede Nansen [[inuit]]terne og lærte meget om ''kajakker'', roning og overlevelse under ekstreme forhold. Efter turen skrev han også to bøger – ”På ski over Grønland” (1890) og ”Eskimoliv” (1891). Nansen mente selv i eftertiden, at det vigtigste med færden var, at den havde dannet indledningen til denen række norske polarfærder af større rækkevidde, som senere blev udførtpolarfærd.

Nansens idé om at drive med et skib til Nordpolen blev til, da han i 1884 læste en avisartikel i den norske avis ”Morgenbladet” af meteorologiprofessor Henrik Mohn om en transpolar strøm i det arktiske hav. Artiklen beskrev, at der var fundet vraggods ved Grønlandskysten fra skibet «Jeanette», som var skruet ned af isen nord for De Nysibiriske Øer i 1881.

«Fram» forlod Norge fra Vardø 21. juli 1893, sejlede østover Nordøstpassaten langs nordkysten af Sibirien til 133° 37' grader øst. 22. september 1893 frøs skibet fast i isen og blev drevetdrev med over Polarhavet i tre år. DetteDet var planlagt. Hensigten var at "Fram" skulle drive med isen over polpunktet, således atså ekspeditionen skulle bliveblev den første, som kom til Nordpolen. Nansen vidste, at det var fundet træ fra Sibirien på Grønlands østkyst, så alt tydede på at hele området ved Nordpolen var hav. Ekspeditionen foretog mange videnskabelige observationer og målinger inden for meteorologi, magnetisme, oceanografi og astronomi.

Nansens plan om at ”Fram” skulle drive over polpunktet slog fejl. ”Fram” var ikke kommet langt nok mod øst, før den frøs fast i isen nord for Sibirien. Efter to overvintringer i ”Fram” forlod Nansen og Hjalmar Johansen d. 14. marts 1895 skibet for at gå mod Nordpolen på ski og med hundespand, 3 slæder og 27 hunde. Der var -40 grader C på afrejsedagen. «Fram» var på dette tidspunkt 600 km fra Nordpolen. 7. april vendte de på 86° 14' nordlig bredde, da de fandt ud af de ikke ville muligt at nå at gå til Nordpolen og tilbage i løbet af den korte arktiske sommer. 86° 14' var Nansens egen måling, senere er detteden korrigeret til 86° 04'. Det var det nordligste punkt, hvor der indtil da var registreret at noget menneske havde været. Tilbageturen blev også fyldt af svære strabadser, og Nansen og Johansen overvintrede i et selvbygget vinterkvarter på [[Frans Josefs land]]. Hytten var 3,4 m lang og 2 m bred, og var bygget af sten og klædt med is. Hyttetaget var beklædt med skind fra Hvalroshvalros og yderligere isoleret med sne og is. De overlevede på tran, spæk fra hvalros og isbjørnkød. Spækket blev også brugt til brændsel.

Sommeren 1896 fortsatte de delvisdels over land, og delvisdels i selvbyggede kajakker. En gang var det lige ved at gå galt. Begge kajakkerne drev fra land mens de havde en pause på iskanten. Nansen rakte uret til Johansen, tog nogle af klæderne af, svømmede ud i isvandet og fik bjærget kajakkerne. En anden farlig episode indtraf, da en isbjørn pludselig dukkede op og kastede sig over Johansen. Nansen havde lagt geværet fra sig og kunne ikke nå det. Johansen som lå under bjørnen råbte da over til kammeraten: ”Nu må De skynde Dem, ellers kan det blive for sent”. På Kap Flora, længere syd på Frans Josef Land, mødte de en britisk ekspedition under ledelse af Frederick George Jackson. Nansen havde mødt Jackson fire år tidligere i London. Men Jackson genkendte ikke denne vildmand, som pludselig stod der foran ham. Der findes to versioner af, hvad der blev sagt da Jackson og Nansen tilfældigt mødtes på Kap Flora. Britens forløsende ord var: ”How do you do?” eller: ”Doctor Nansen, I presume?”. Nansen og Johansen blev taget med på det britiske forsyningsskib ”Windward” til Nordnorge, og de ankom til Vardø 13. juli 1896. Én uge senere ankom "Fram" under ledelse af Otto Sverdrup til Skjervøy, og de kunne genforenes i Tromsø. Derefter fulgte en triumffærd langs hele kysten til Oslo, hvor de ankom d. 9. september. Overalt blev de fejret som nationalhelte.

Fortsat denDen dag i dag er Nansen en af Krasnojarsk største helte. Nansens medhjælper, Jonas Lied, grundlagde den gang et savværk i [[Lesosibirsk]] ved Jenisej, som siges at være verdens største. Lied og Nansen fik også gang i en handelsrute ned langs Jenisej og rundt om [[Kolahalvøen]] og Norskekysten til Europa. En rute som jægerne i Sibirien den dag i dag drømmer om at genoprette.