Svetlana Aleksijevitj: Forskelle mellem versioner

Svetlana Aleksijevitj blev født i [[Ukrainske SSR]] tre år efter [[2. verdenskrig]]s afslutning. Hendes hviderussiske far og ukrainske mor var efter krigen lærere i en landsby i [[Hviderussiske SSR]], hvor Svetlana voksede op. I slutningen af 1960'erne blev hun optaget på [[journalist]]linjen ved universitet i [[Minsk]]. Efter studiet arbejdede hun som journalist, lærer og avisredaktør, usikker på hvilken erhvervskarriere hun skulle vælge.

Svetlana Aleksijevitj valgte at blive forfatter efter at have bidraget til den hviderussiske forfatter [[Ales Adamovitj]]s arbejde. Gennem Adamovitj fandt Aleksijevitj en arbejdsmetode og en fremgangsmåde, som passede med hendes ambitioner om at give "almindelige" mennesker en stemme i litteraturen. Ales Adamovitj kaldte de kollektivromaner, han var medforfatter til, for "roman-oratorier", "vidnesbyrdromaner" og "episke kor". Ud fra disse idéer har Aleksijevitj før hver af sine bøger og hvert emne talt med hundredvis af personer og samlet stemmer og vidnesbyrd om mennesket i Sovjetunionen.<ref name="Biografi_paa_Aleksijevitjs_hemsida">[http://alexievich.info/biogr_EN.html Biografi på Aleksijevitjs hjemmeside]</ref><ref name="The_Peace_Prize_of_the_German_Book_Trade">[http://www.friedenspreis-des-deutschen-buchhandels.de/445950/?aid=626480 The Peace Prize of the German Book Trade]</ref>

Aleksijevitj kalder sin serie dokumentarromaner for "Utopiens stemmer – Historien om det røde menneske". Den første bog i serien er ''Krigen har intet kvindelig ansigt'', hvor kvinder fortæller om deres tid i den [[Den Røde Hær]] under det [[Store Fædrelandskrig]] (anden verdenskrig). Bogen var færdig i 1983, men blev anklaget for at vanhellige den heroiske sovjetiske kvinde og blev ikke udgivet før [[Mikhail Gorbatjov|Gorbatjov]] indførte [[glasnost]] i 1985. Samme år blev ''Последние свидетели'' (''De sidste vidner'') om børns oplevelser af krigen udgivet. Derefter skrev Aleksijevitj ''Цинковые мальчики'' (''Zinkdrengene'', 1991), i hvilken soldater og soldatermødre vidner om Sovjetunionens krig i Afghanistan. Bogen kritiseredes skarpt af militære og kommunister. På dette tidspunkt gik Sovjetunionen mod sin opløsning og [[Hviderusland]] blev en uafhængig stat i 1991. En retssag mod Aleksijevitj og hendes bog ''Zinkdrengene'' blev indledt i 1992 i Minsk, men takket være demokratiske kræfter i landet blev tiltalen frafaldet. I 1993 udkom ''Зачарованные смертью'' (''Forført af døden''), hvor Aleksijevitj taler med personer, som i deres fortvivlelse over at de sovjetiske idealer forvitrede, prøver at begå selvmord. I den omtalte bog ''Чернобыльская молитва'' (''Bøn for Tjernobyl'', 1996) har hun samlet udtalelser om tiden efter [[Tjernobylulykken]].<ref name=Biografi_paa_Aleksijevitjs_hemsida/>

I slutningen af 1990'erne blev Aleksijevitj udsat for chikane og pres af [[Aleksandr Lukasjenko|Lukasjenkoregimet]], og i år 2000 forlod hun landet. Gennem organisationen ''The International Cities of Refuge Network'' fandt hun et fristed i nogle vesteuropæiske byer. Aleksijevitj boede først i Paris, fra 2006, derpå fra 2008 i Gøteborg og derefter i Berlin. Hun flyttede tilbage til Minsk i 2011.<ref name=The_Peace_Prize_of_the_German_Book_Trade/><ref>[http://www.vartgoteborg.se/prod/sk/vargotnu.nsf/2/kultur_o_fritid,svetlana_aleksijevitj_kommer_hem Vårt Göteborg.se]</ref><ref>[http://www.pen-deutschland.de/en/themen/writers-in-exile/ehemalige-stipendiaten/swetlana-alexijewitsch/ PEN Deutschland]</ref>

| ISBN 9788799730414978-87-997304-1-4

| ISBN 9788799730438978-87-997304-3-8

| ISBN 9788711558492978-87-11-55849-2