Titan (måne): Forskelle mellem versioner

På [[Kort (geografi)|kort]] over Titans overflade har man indplaceret flere store, mørke og lyse regioner, herunder et lyst område på størrelse med [[Australien]] som formelt har fået navnet [[Xanadu]], og andre steder findes mørke områder af tilsvarende størrelse. De er blevet observeret med [[Hubble-teleskopet]] og fra [[Keck-teleskopet]] og [[Very Large Telescope]], men man ved endnu ikke præcis hvad der danner hhv. mørke og lyse landskaber. Helt frem til efter Huygens-sondens landing gættede man på at visse områder var "[[hav]]e" af flydende metan eller etan, men den teori er nu blevet afkræftet af observationer fra både Cassini og Huygens. Huygens-sonden landede på et af de mørke områder, og modsat hvad man havde forventet, er dette område ikke flydende eller "klægt" som tjære. Et "penetrometer" om bord i Huygens målte rystelserne som følge af landingen, og på baggrund af dets målinger gættede man først på at sonden var landet i enten løst [[sand]], vådt [[ler]], eller måske en overflade af tyktflydende tjære, dækket af sand. Konklusionen er nu, at Huygens landede i en slags "sand" af ispartikler, evt. oven i en af de lidt større isblokke der ses på billederne fra landingsstedet.

 

 

Cassini-rumsonden kortlægger et stykke af Titan hver gang den passerer månen, ved hjælp af [[radar]]-højdemålinger og [[syntetisk aperturradar]]: De første billeder fra dette arbejde har afsløret en kompleks [[topografi]] med såvel kuperede som jævne terræntyper, og man har fundet landskabstræk der tyder på vulkanaktivitet. Andre steder ses strejf af materiale, som synes at være blevet spredt for [[vind]]en. Enkelte steder ses noget der ligner [[Nedslagskrater|kratre]], om end de synes at være blevet fyldt op med den føromtalte nedbør af kulbrinte-forbindelser. I skrivende stund (august 2005) har man endnu kun fået kortlagt en del af egnene omkring nordpolen med radar, men terrænet her synes at være temmelig jævnt; ingen steder er der højdeforskelle på mere end 50 [[meter]].