Viglius: Forskelle mellem versioner

Han studerede ved forskellige universiteter - blandt andre ved [[Katholieke Universiteit Leuven|Louvain]], [[Dole]] og Bourges blandt andre - hovedsagelig rettende sig til studiet af retspraksis, og bag efterbagefter besøgte han mange af de vigtigste steder for undervisning i [[Europa]]. Hans store evner tiltrak opmærksomhed hos [[Erasmus af Rotterdam]] og andre berømte mænd, og hans berømmelse var snart bred og generel.

I 1542 begyndte en officiel forbindelse mellem Viglius og HollandNederlandene. På kejserens opfordring blev han medlem af rådet for [[Mechelen|Mechlin]], og nogle år senere præsident for dette organ. Andre ansvarlige stillinger blev betroet ham, og han blev snart en af ​​de mest betroede blandt ministre for [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl V]], som han ledsagede under [[Den schmalkaldiske krig|krigen]] mod det [[Schmalkaldiske forbund]] i 1546. Hans hurtige stigning i kejserens anseelse var sandsynligvis på grund af hans enorme lager af læring, som var nyttigt til at hævde de kejserlige rettigheder, hvor tvister opstod mellem imperiet og godser.

Han blev alment betragtet som forfatteren af ​​[[ediktet mod tolerance]] udstedt i 1550, en øre, han benægtede, idet han tværtimod hævdede, at han forgæves havde forsøgt at få Karl til at ændre sin strenghed. Da kejseren abdicerede i 1555, var Viglius også rede til at gå på pension, men på foranledning af kong [[Filip 2. af Spanien|FilipFiip II]]. forblev han på sin post og blev belønnet ved blandt andet at blive gjort [[koadjutor]] [[abbed]] i [[St. Bavon]].

I 1559, da [[Margrete af Parma|Margareta]], hertuginde af [[Parma]] blev regent i [[Spanske Nederlande|Nederlandene]], var Viglius var et vigtigt medlem af den lille kreds, som hjalp hende i arbejdet i regeringen. Han var formand for statsrådet, medlem, og efterfølgende formand for statsrådet, og et medlem af udvalget for statsrådet kaldet ''consulta''. Men hans ønske om at træde tilbage vendte snart tilbage. I 1565 fik han lov til at opgive formandskabet for statsrådet, men blev overtalt til at beholde sit andre poster. Men han havde mistet sin gunst hos Margarete, der over for Filip beskyldte ham af uærlighed og [[simoni]], ligesom hans rettroenhed blev mistænkt. Da [[Fernando Álvarez de Toledo|hertugen af ​​Alba]] ankom til Holland havde Viglius først bistået ham, men efterfølgende var han imod hertugens planer om afpresning, og søgte at få Philip til selv at besøge Nederlandene. Hans helbred var nu svækket, og hans arbejde var næsten forbi. Efter at have lidt under en kort fængselsstraf sammen med de øvrige medlemmer af statsrådet i 1576, døde han i Bruxelles den 5. maj 1577, og blev begravet i klosteret [[St. Bavon]].