Færgegårde i Danmark: Forskelle mellem versioner

Oplysninger om alderen på de forskellige overfarter er varierende. Nævnes kan, at færgefart mellem Sjælland og Falster kendes fra 1523, da Jens Sjællandsfar fik livsbrev på Gåbense færge, mens Hans Grersen i 1539 fik bred på et færgested ved Vordingborg<ref>Topsøe-Jensen</ref>,, at færgestedet Nødnæs ved Mariager Fjord første gang omtales i 1542, da Christian III sejler over her<ref name="Lu 436">Lundbye, s. 436</ref>, færgefart mellem Spodsbjerg og Tårs kendes fra 1560 (men sikkert er ældre), hvor et dokument omtaler "Spodsbjerg Skibsbro"<ref>Hartby</ref>, færgefart ved Snoghøj ved Lillebælt omtales første gang i 1574<ref>Schelde-Jensen, s. 86</ref>. Allerede i [[1556]] tales der om en bestemt takst for færgemændene, og af et kongebrev fra [[1551]] fremgår det, at færgefarten fra [[Gedser]] til [[Warnemünde]] da var privilegeret.<ref name="Ol 241"/> Ved Forordning af [[1. juni]] [[1615]] om vognmænd og færgeløn fastsattes der bestemte takster for færgemændene, som besørgede overfarten mellem [[København]] og [[Malmø]], København og [[Landskrona]], København og [[Helsingborg]], [[Helsingør]] og Helsingborg, [[Vordingborg]] og [[Falster]], [[Kalundborg]] og [[Aarhus]] samt fra [[Rødby]] til [[Heiligenhafen]] og fra [[Gedser]] til [[Warnemünde]].<ref name="Ol 241">Olsen, s. 241</ref> Da postvæsenet blev oprettet i 1624, tiltog færgestederne i betydning, idet de nu indgik i postens besørgelse mellem forskellige landsdele. Allerede i renæssancen må man derfor regne med et organiseret færgevæsen på de vigtigste overfarter.