Oplysninger om alderen på de forskellige overfarter er varierende. Nævnes kan, at færgefart mellem Sjælland og Falster kendes fra 1523, da Jens Sjællandsfar fik livsbrev på [[Gåbense]] færge, mens Hans Grersen i 1539 fik bredbrev på et færgested ved Vordingborg<ref name="TJ">Topsøe-Jensen</ref>,, at færgestedet Nødnæs ved [[Mariager Fjord]] første gang omtales i 1542, da Christian III sejler over her<ref name="Lu 436">Lundbye, s. 436</ref>, færgefart mellem Spodsbjerg og Tårs kendes fra 1560 (men sikkert er ældre), hvor et dokument omtaler "Spodsbjerg Skibsbro"<ref>Hartby</ref>, færgefart ved Snoghøj ved Lillebælt omtales første gang i 1574<ref>Schelde-Jensen, s. 86</ref>. Allerede i [[1556]] tales der om en bestemt takst for færgemændene, og af et kongebrev fra [[1551]] fremgår det, at færgefarten fra [[Gedser]] til [[Warnemünde]] da var privilegeret.<ref name="Ol 241"/> Ved Forordning af [[1. juni]] [[1615]] om vognmænd og færgeløn fastsattes der bestemte takster for færgemændene, som besørgede overfarten mellem [[København]] og [[Malmø]], København og [[Landskrona]], København og [[Helsingborg]], [[Helsingør]] og Helsingborg, [[Vordingborg]] og [[Falster]], [[Kalundborg]] og [[Aarhus]] samt fra [[Rødby]] til [[Heiligenhafen]] og fra [[Gedser]] til [[Warnemünde]].<ref name="Ol 241">Olsen, s. 241</ref> Da postvæsenet blev oprettet i 1624, tiltog færgestederne i betydning, idet de nu indgik i postens besørgelse mellem forskellige landsdele.<ref name="TJ"/> Allerede i renæssancen må man derfor regne med et organiseret færgevæsen på de vigtigste overfarter.
