Attentatet i Sarajevo: Forskelle mellem versioner

Ærkehertug Franz Ferdinand tog fra et møde med den tyske kejser [[Wilhelm 2. af Tyskland|Wilhelm 2.]] på sit landsted slottet [[Konopiště]] i [[Benešov]] i [[Bøhmen]] til [[Sarajevo]] for at overvære afslutningen på det kejserlige og kongelige ([[k.u.k.]]) XV og XVI Korps' manøvrer i [[Bosnien]]. Besøget blev gennemført efter anmodning fra den k.u.k. statholder i [[Bosnien og Herzegovina|Bosnien-Herzegovina]], ''Feldzeugmeister'' [[Oskar Potiorek]].

Besøget skulle foregå den [[28. juni]] på årsdagen (ifølge den ortodokse kalender) for den serbiske nederlag til [[osmanner]]ne i [[Slagetslaget på Solsortesletten]] den [[15. juni]] [[1389]] – en dato med symbolsk betydning for serberne. Datoen for besøget var imidlertid ikke tænkt som en provokation. Det lader til at tilfældigheder har spillet ind, da den østrigske tronfølger helt siden [[1909]] havde gennemført troppebesøg i juni, som typisk afsluttede forårsmanøvrerne. Potiorek var af den overbevisning, at det østrig-ungarske [[monarki]]s anseelse ikke havde været særligt højt siden den [[Bosnienkrisen|bosniske annektionskrise]] i [[1908]], og at et kongeligt besøg kunne styrke den, hvilket en bevidst provokation dårligt kunne bidrage til. Den for Bosnien-Herzegovina ansvarlige finansminister [[Leon Biliński]] gjorde heller ikke på noget tidspunkt ophævelser over besøget, selv om den oprindelige og af kejseren godkendte plan for besøget slet ikke indeholdt et besøg i byen.

{{Citat|Kun i eftertidens fortolkning og frem for alt ved udarbejdelsen af den særlige målrettethed og symbolværdighed kom det dertil, at den ... 28. juni, [[Sankt Vitus]]-dag, årsdagen for det serviskeserbiske nederlag mod osmannerne på Solsortesletten (Amselfeld) i 1389, blev fremstillet som en særlig provokation. Men også i den sammenhæng rådede tilfældet og ikke langfristet eller subtil planlægning, for da man fastlagde tidspunktet for XVI korps' manøvrer var det kun årstiden og troppernes uddannelsesgrad, der var udslagsgivende.|[[Manfried Rauchensteiner]]|''Der Tod des Doppeladlers: Østrig-Ungarn und der Erste Weltkrieg'', 1997<ref>Manfried Rauchensteiner: ''Der Tod des Doppeladlers: Østrig-Ungarn und der Erste Weltkrieg.'', Styria Verlag, Graz/Wien/Köln 1997. ISBN 3-222-12116-8, S. 64</ref>}}

DenDe af von Rauchensteiner omtalte "fortolkninger i eftertiden", som fremkom efter verdenskrigen, gik ud på, at Sankt Vitus-dag netop i [[Wien]] var kendt som "helligdag" for serberne, og at besøget i den kort forinden annekterede provins på denne dag, selv hvis den ikke var tænkt som provokation, trods det faktisk udgjorde en særlig ydmygelse – eller i modsat fald kunne ses som særlig anledning til at slå et slag mod det fremmede herredømme. Af en skrivelse fra sekretæren for det k.u.k. gesandtskab i Beograd, Ritter von Storck, til udenrigsministeren grev [[Leopold Berchtold]] af [[29. juni]] [[1914]] fremgår det, at de østrig-ungarske myndigheder var særdeles velorienterede om omfanget af de i månederne forud planlagte omfangsrige festligheder i Serbien i anledning af 525 årsdagen for slaget på Solsortesletten.<ref>''Østrigisch-ungarisches Rotbuch. Diplomatische Aktenstücke zur Vorgeschichte des Krieges 1914. Volksausgabe.'' Manzsche k. u. k. Hof-Verlags- und Universitäts-Buchhandlung, Wien 1915, Dok. 1, S. 8</ref>

Imidlertid havde der allerede været attentater mod højtstående repræsentanter for dobbeltmonarkiet, som ikke var afhængige af, at de havde optrådt på en bestemt dato, og i betragtning af attentatfolkenes omhyggelige planlægning af attentatet, havde de sikkert også slået til på en knap så symbolsk dato, så det ikke var på grund af provokationen, hvis den eksisterede, at attentatet blev gennemført.<ref>Manfried Rauchensteiner: ''Der Tod des Doppeladlers: Østrig-Ungarn und der Erste Weltkrieg''. Styria Verlag, Graz/Wien/Köln 1997. ISBN 3-222-12116-8, S. ??</ref>

På den anden side kan en provokation fra den del af regeringen i dobbeltmonarkiet, som tragtede efter krig, ikke udelukkes. Den k.u.k. finansminister og minister for Bosnien, Leon Biliński, omtaler i sine erindringer, at Potiorek var kraftig modstander af Serbien, hvilket i høj grad havde generet den østrig-ungarske politik over for Bosnien og forhindret enighed med de bosniske serbere. Ifølge Biliński indeholdt den omrindeligeoprindelige plan for besøget, som var godkendt af kejser [[Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn|Franz Joseph 1.]], kun et besøg ved troppemanøvrerne. Beslutningen om et besøg i byen og især ærkehertugindens deltagelse var besluttet uden Bilińskis vidende. Biliński omtaler også, at hans ministerium, som det eneste i Østrig-Ungarn, udtrykkeligt var udeladt fra listen over modtagere af tronfølgerens besøgsplaner, for "ikke at lægge hindringer i vejen for den bosniske leders bestræbelser på at modtage en værdig gæst".<ref>[[Leon Biliński]]: ''[http://www.iis.unsa.ba/posebna/bilinski/leon_bilinski.htm Bosna i Hercegovina u uspomenama Leona Bilińskog.]'' Institut za istoriju, Sarajevo 2004, ISBN 9958-9642-4-4, S. 101.</ref>

Allerede tidligere havde der været attentater mod højtstående personer i Bosnien-Herzegovina. Studenten [[Bogdan Žerajić]] havde i [[1910]] planlagt et attentat mod kejser Franz Joseph, men havde opgivet planen på grund af monarkens høje alder. I stedet skød han samme år på den østrig-ungarske guvernør i Bosnien, general Marijan Freiherr von Varešanin ved åbningen af en bosnisk-herzegovinske landdag. Han ramte dog ved siden af, hvorefter han skød sig i hovedet. Žerajić blev et forbillede for Princip: han skal ved hans grav have svoret at hævne ham .

Princip meddelte Čabrinović og Grabež, hvad han havde til hensigt, og sikrede sig deres støtte. Da Princip var klar over, at planen ikke kunne realiseres uden hjælp udefra, tog han kontakt til Milan Ciganović, som tilhørte den serbiske efterretningstjeneste og var en kendt folkehelt, der officielt var ansat ved jernbanen og boede i samme hus. Ciganović stod i forbindelse med major [[Vojin P. Tankošić]], som Princip kendte fra sine mislykkede forsøg på at blive frivillig i Balkankrigen. Princip var ikke klar over, at Ciganović og Tankošić var ledende medlemmer af Den sorte hånd.

Ciganović gav de militært uerfarne unge mænd skydetræning i Park Topčider i [[Beograd]], og gav dem den [[27. maj]] fire pistoler med ammunition og seks bomber fra den serbiske hærs lagre. Våbnenes oprindelse kunne ikke afdækkes fuldt ud, da mange serbiske militærfolk havde sådanne våben i deres besiddelser. Desuden fik de penge til dækning af rejseomkostningerne samt nogle små flakerflasker med [[cyankalium]], så de kunne begå selvmord efter attentatet.

De tre attentatmænd rejste en måned inden attentatet via [[Tuzla]] til Sarajevo. Ciganović hjalp dem til, med hjælp fra nogle medarbejdere i den serbiske efterretningstjeneste, at få våbnene ubemærket over den bosniske grænse. I Tuzla sluttede en 4.fjerde attentatmand sig til dem. Det var Danilo Ilić, en 23-årig lærer. Ilić hvervede yderligere tre medlemmer fra Mlada Bosnan, [[Vasa Čubrilović|Vaso Čubrilović]] og [[Cvetko Popović]], to 17-årige gymnasieelever samt [[Muhamed Mehmedbašić]], en 27-årig muslimsk serber, der var snedker.

Da forberedelserne til attentatet var så godt som afsluttet, fik Ilić ordre fra Beograd om at afblæse attentatet. Ledelsen af denDen sorte hånd var i mellemtiden kommet på andre tanker og frygtede alvorlige konsekvenser, hvis attentatet lykkedes. [[Dragutin Dimitrijević Apis]], lederen af den serbiske efterretningstjeneste, som var en af lederne af denDen sorte hånd, sendte en agent til Sarajevo, hvor denne mødtes med Ilić for at give ham ordren. Princip ville imidlertid ikke høre tale herom, og han overtalte Ilić til alligevel at gennemføre planen.

Mehmedbašić og Čabrinović skulle handle først og tog opstilling ved Ćumurija-broen, mens de øvrige fem attentatfolk placerede sig som reserver længere tilbage helt hen til kejserbroenKejserbroen. Ilić bevægede sig ubevæbnet mellem attentatgrupperne og så til, at de gjorde alting rigtigt.

Tronfølgerparret boede under besøget i [[Ilidža]], en badeby ca. 12&nbsp;km vest for Sarajevo. På attentatdagen, den 28. Junijuni 1914, rejste de med tog fra Ilidža til byens vestlige udkant, hvor der lå en tobaksfabrik, der ofte var udgangspunkt for østrig-ungarske standspersoners besøg i Sarajevo. Ifølge Biliński, som støtter sin hukommelse til en beretning fra ærkehertugens marskal oberst Graf Rummerskirch til krigsminister [[Alexander von Krobatin|Alexander Ritter von Krobatin]], var sikkerhedsforanstaltningerne yderst begrænsede, hvilket stod i modsætning til de forholdsvis strenge foranstaltninger ved Franz Josephs besøg i Sarajevo i [[1910]]. De politifolk og sikkerhedsagenter, som skulle køre foran besøgskolonnen, var hverken udstyret med biler eller hestevogne, og blev efterladt på tobaksfabrikken tungt belæsset med ærkehertugindens smykkeskrin.

Ifølge Biliński blev Franz Ferdinands ankomst til Sarajevo på forhånd oplyst på minuttet, hvilket skal have gjort det lettere at gennemføre attentatet. Inden besøget havde politikaptajn Gerde, en ungarer, henvendt sig til statholder Potiorek og meddelt ham, at han kun rådede over 30-40 politifolk, og derfor ikke kunne sørge for sikkerheden på den lange strækning fra tobaksfabrikken til rådhuset i Sarajevo. Gerde bad derfor Potiorek om støtte fra militærenheder. Det afviste Potiorek, da der på grund af manøvrerne ikke var stationeret militær i byen, og da det ikke kunne nå frem i tide. Derpå havde lederen af det bosniske gendarmeri, general Šnjarić, foreslået at opstille en kæde af gendarmer langs ruten, men det forslag afviste Potiorek også.

Franz Ferdinand og hans gemalinde kørte i en kolonne på seks biler på paradekajen langs [[Miljacka]]-floden til Rådhusetrådhuset i Sarajevo. I det forreste køretøj sad borgmester [[Efendieffendi]], [[Fehim Čurčić]] og politichefen dr. Gerde. I det andet køretøj sad Franz Ferdinand og hans gemalinde Sophie over for statholder Potiorek. Foran sad chaufføren [[Leopold Lojka]] og [[Franz Graf Harrach]], ejeren af bilen. I det tredje køretøj sad Sophies kammerpige, Alexander Graf von Boos zu Waldeck og statholderens fløjadjudant, oberstløjtnant Merizzi, som kørte bilen. I den fjerde og femte bil sad andre medlemmer af Franz Ferdinands følge – herunder hans assistent [[Andreas Freiherr von Morsey|Grev Morsey]], [[Carl von Bardolff|Oberst Bardolff]], lederen af det ærkehertugelige militærkancelli, og hans hofmarskal Rummerskirch – samt bosniske regeringsembedsmænd som Regierungsrat Starch. Den 6.sjette bil var tom, og var reserve.

Omkring kl. 10 kørte kolonnen forbi Mehmedbašić, som skulle kaste en bombe, men ikke foretog sig noget. Han forklarede senere, at han havde fået af vide af Ilić, at han først skulle kaste bomben, når han havde identificeret tronfølgerens vogn, hvilket han ikke havde. Den næste, Čabrinović, armerede sin bombe ved at slå den mod en lygtepæl og kastede den mod bilerne. Chaufføren bemærkede den forbiflyvende genstand og trykkede på speederen, mens Franz Ferdinand hævede armen for at beskytte sin kone mod genstanden. Bomben prellede af mod Franz Ferdinands arm, faldt ud over den nedslåede kaleche og eksploderede lige foran den 3.tredje bil, hvorved oberstløjtnant Merizzi, grev Boos-Waldeck og et halvt dusin tilskuere blev såret.

Da oberstløjtnant Merezzi efter de første oplysninger kun var let såret og blev indleveretbragt ind på garnisonshospitalet, befalede Franz Ferdinand at kørslen skulle fortsætte. På vejen til rådhuset kørte kolonnen forbi de øvrige attentatmænd, som imidlertid ikke foretog sig noget. Vaso Čubrilović sagde senere, at han ikke skød, fordi han havde fået ondt af ærkehertuginden. Cvetko Popović sagde, at han havde været bange og ikke vidste, hvad der skete med ham.

Da tronfølgerparret var ankommet til rådhuset, gjorde borgmesteren klar til at holde sin velkomsttale for parret og mange lokale standspersoner, men blev straks afbrudt af Franz Ferdinand: ''"Hr. borgmester, her kommer man til Sarajevo, for at aflægge et besøg, og så bliver der kastet bomber mod en! Det er oprørende."''<ref>''Prager Tagblatt.'' Nr. 176, 29. Juni 1914, S. 2/2 ([http://anno.onb.ac.at/cgi-content/anno?apm=0&aid=ptb&datum=19140629&zoom=2 weblink ÖN])</ref> Han faldt derefter til ro. Efter sit besøg på rådhuset, befalede han ruten ændret. Han ville ikke som planlagt direkte til museet (hvor også den serbiske historiker Ćorović ventede på hans ankomst), men derimod besøge garnisonshospitalet, hvor Merezzi var indlagt med et sår i halsen.

I strid med ordren drejede vognkolonnen ud for Latinerbroen, som fører over Miljacka, ind på den oprindeligt planlagte rute. Chaufføren (ifølge Biliński var det Rummerskirch som kørte, Lojka omtales ikke), der opdagede dette i tide, ville netop bakke for at komme tilbage på kajen, da Princip til sine store overraskelse så køretøjet standse foran sig. Han greb chancen, trak sin pistol og skød på få meters afstand to gange mod det langsomtkørende mål. Franz Ferdinand blev ramt i hals[[pulsåre|halspulsåre]]n, Sophie von Hohenberg i underlivet. Princip sagde senere, at han slet ikke ville ramme Sophie. Skuddene var rettet mod Franz Ferdinand og Potiorek.

Skuddene i Sarajevo førte ikke automatisk til krig, og krig var i første omgang en usandsynlighed. Angreb på statsoverhoveder og andre højtstående personer var ikke usædvanlige, og havde indtil da aldrig været anledning til krig. Først troede man selv ved hoffet i Wien ikke på, at den serbiske regering havde været involveret. Den østrig-ungarske sektionsrat Friedrich Wiesner ledede efterforskningen og skrev i sin beretning den 24. juli 1914 til det østrig-ungarske udenrigsministerium:

{{citat|Medviden fra den serbiske regering ved ledelsen af attentatet eller dettes forberedelse og fremskaffelse af våben kan på ingen måde bevises eller blot formodes. Der er langt mere grund til at anse det for udelukket. Af udsagn fra de anklagede fremgår det næsten uanfægteligt, at attentatet blev besluttet i Beograd og forberedt under medvirken fra de statsligt ansatte serbere Ciganović' og major Tankošic', som fremskaffede begge bomber, brownings, ammunition og cyankalium.<ref>[http://net.lib.byu.edu/estu/wwi/1914/austdocs/1017.html Telegram fra Wiesner af 13. juli 1914 på World War I Document Archive]</ref>}}

Da Østrig-Ungarn – hvor Conrad von Hötzendorf på den ene side stod over for den uafklarede grev Berchtold, kejseren og den ungarske ministerpræsidenministerpræsident – ikke var afklaret, overlod det beslutningen til Tyskland.<ref name="haf26"/> Afgørelsen om et angreb på Serbien faldt derfor ikke i Wien, men den 5. juli i 1914 i [[Potsdam]] og indbefattede udtrykkeligt også, at der kunne opstå "alvorlige europæiske komplikationer".<ref name="haf26"/> Den 6. juli gav Tyskland pr. telegram Østrig-Ungarn sin fulde opbakning til et angreb mod Serbien.<ref>[http://www.lib.byu.edu/~rdh/wwi/1914/blankche.html Telegram fra den lekserlige kansler Bethmann-Hollweg til den tyske ambassadør i Wien Tschirschky af 6. juli 1914]</ref>

Som følge heraf stillede Østrig-Ungarn den 23. juli 1914 Serbien overfor et skarpt 48 timers [[ultimatum]].<ref>''Østrigisch-ungarisches Rotbuch. Diplomatische Aktenstücke zur Vorgeschichte des Krieges 1914. Volksausgabe.'' Manzsche k.u.k. Hof-Verlags- und Universitäts-Buchhandlung, Wien 1915, Dok. 7, S. 15–20.</ref> Ultimatummet var officielt en [[Demarche|démarche]], da der ikke direkte blev truet med krig, men kun med afbrydelse af de diplomatiske forbindelser.<ref>[http://www.lib.byu.edu/~rdh/wwi/1914/austdocs/1066.html Telegram fra Grev Berchtold til Freiherrn von Giesl i Beograd af 23. juli 1914]</ref> Serbien blev i noten opfordret til at fordømme alle [[Irredentisme|irredentiske]] bestræbelser, som havde til formål at sikre afståelse af østrig-ungarsk område og fremover imødegå noget sådant med yderste strenghed. Serbien skulle blandt andet forhindre enhver anti-østrigsk propaganda, straks tage skridt mod ''Narodna Obrana'', fjerne involverede i attentatet fra statens tjeneste og frem for alt :

Rauchensteiner fremfører, at det i punkt 6, ikke som den serbiske regering lod det fremstå, drejede sig om østrigsk deltagelse i domfældelsen, men kun om deltagelse i undersøgelsen, og at der var fortilfælde for undersøgelser på andre landes territorium. Østrig-Ungarn tillod i 1868 Serbien at foretage undersøgelser i Østrig-Ungarn efter mordet på den serbiske fyrst Mihailo.<ref>Manfried Rauchensteiner: ''Der Tod des Doppeladlers: Østrig-Ungarn und der Erste Weltkrieg''. Verlag Styria, Graz/Wien/Köln 1997, ISBN 3-222-12116-8, S. 78.</ref> Dette argument optræder i en skrivelse, som grev Berchtold den 24. juli 1914 sendte til den rumænske konge [[Carol 1. af Rumænien|Carol 1.]] for at overbevise ham om det rimelige i ultimatummet. Berchtold omtaler også i skrivelsen, at der i Paris og Berlin fandtes et russisk politikkontorpolitikontor ''(bureau de sûreté)'', som holdt øje med radikale russiske elementer.<ref>''Østrigisch-ungarisches Rotbuch. Diplomatische Aktenstücke zur Vorgeschichte des Krieges 1914. Volksausgabe.'' Manzsche k. u. k. Hof-Verlags- und Universitäts-Buchhandlung, Wien 1915, Dok. 27, S. 98.</ref><ref>Vladimir Ćorović: ''Odnosi između Srbije i Austro-Ugarske u XX veku''. Biblioteka grada Beograda, Belgrad 1992, ISBN 86-7191-015-6, S. 728.</ref> Ćorović fremfører heroverfor, at Berchtolds sammenligninger halter: Østrig-Ungarn havde i 1868 frivilligt lovet Serbien deltagelse i undersøgelserne for at få det på sin sidenside. Serbien var dengang en lille vasalstat, mens Østrig-Ungarn var en stormagt, så af deltagelsen af serbiske embedsmænd i efterforskningen kunne der ikke afledes nogen stats- eller folkeretslige konsekvenser. Også det franske eksempel haltede, da det omtalte politikontor var oprettet på baggrund af en frivillig aftale mellem venligtsindede regeringer. Østrig-Ungarn ville derimod i 1914 påtvinge Serbien egne undersøgelser for at udtrykke mistillid til Serbiens retsvæsen uden at fremlægge beviser for de fremførte beskyldninger.<ref>Ćorović S. 729</ref>

# Fordi Serbien tydeligvis stillede spørgsmålstegn ved Østrig-Ungarns ret til at besluttetbeslutte, i hvilket omfang det ville drage Serbien til ansvar.

Berchtold viste sig dagen efter bekymret for, at en "svækket holdning ville kunne distrediterediskreditere vor stilling overfor Tyskland".<ref>[http://www.lib.byu.edu/~rdh/wwi/1914/austdocs/1010.html Skrivelse fra grev Berchtold til grev Tisza af 8. juli 1914]</ref> Ministerrådet lod det på sit møde den 19. juli stå åbent, om Serbien – som diplomaten grev [[Alexander Hoyos]] overvejede det – skulle deles op mellem andre balkanstater. Grev Tisza tilsluttede sig kun afsendelsen af démarchen, fordi Serbien kun kunne tvinges til at afgive små eller slet ingen strategisk vigtige områder.<ref>[http://www.lib.byu.edu/~rdh/wwi/1914/austdocs/1026.html Referat af ministerrådets møde om fælles anliggender den 19. juli 1914]</ref> Den østrigske ministerpræsident [[Karl Stürgkh]] talte om at afsætte det serbiske kongehus, og at ordlyden af den relevante passage tillod bestemt den fortolkning, som den serbiske regering tillagde den.<ref>Manfried Rauchensteiner: ''Der Tod des Doppeladlers. Østrig-Ungarn und der Erste Weltkrieg''. Styria Verlag, Graz/Wien/Köln 1997, ISBN 3-222-12116-8, S. 79.</ref> Udlandet opfattede démarchen på samme måde som den serbiske regering. Den chokerede britiske udenrigsminister [[Edward Grey|Sir Edward Grey]] talte således om den "mest onde skrivelse, som jeg har haft i hænderne i hele mit liv".

Fra [[12. oktober|12.]] –til [[23. oktober]] [[1914]] fandt der i Sarajevo en retssag sted mod i alt 25, som var anklaget for [[Forræderi|højforræderi]] og [[drab|snigmord]]. Under retssagen afviste alle anklagede enhver forbindelse til det officielle Serbien.

Gavrilo Princip sagde i sit vidneudsag, at han ikke angrede sin gerning og ikke anså sig selv for at være forbryder, han havde blot myrdet en [[tyran]]. Han sagde, at han var [[Jugoslavien|jugoslav]] og revolutionær, at han hadede Østrig-Ungarn og ønskede dets undergang. Ingen havde opfordret ham til at begå handlingen, og han afviste enhver forbindelse til det officielle Serbien. Til at understøtte dette hævdede han, at Ciganović havde advaret ham om, at de serbiske myndigheder ville tage dem til fange, hvis de hørte om planen. Han sagde også, at han var ked af at have dræbt ærkehertuginden – en tjekke – og at dette skud havde været tiltænkt Potiorek.

Nedeljko Čabrinović angav som årsag til sin handling, at Franz Ferdinand havde været en fjende af slaverne og især serberne. Han udtalte yderligere, at i Østrig-Ungarn var det tyskerne og ungarerne, der bestemte, mens [[slaverne]] blev undertrykt. Da han på gerningstidspunktet var mindreårig, blev han af retten idømt 20 års hårdt tugthus, men samme skærpelser som Princip. Han døde i slutningen af januar [[1916]] af tuberkulose.

Muhamed Mehmedbašić blev som den eneste implicerede ikke taget til fange og undslap til [[Montenegro]], hvor han offentligt pralede med sin deltagelse i attentatet, så det endte med at montenegrinerne måtte sætte ham i fængsel. Østrig-Ungarn forlangte ham udleveret, hvilket bragte Montenegro i en ubehagelig situation, da man ikke ville bringe sig i konflikt med den lokale serbiske befolkning. Det lykkedes imidlertid Mehmedbašić at bryde ud af fængslet og undslippe, hvorved problemet fra et montenegrinsk synspunkt var løst.<ref>Vladimir Dedijer: ''Sarajevo 1914.'' Prosveta, Beograd 1966, S. 456</ref> Efter denne episode gik han under jorden og holdt sig skjult. I 1917 blev han sammen med lederen af denDen sorte hånd Dragutin Dimitrijević Apis fængslet for et mordkomplot mod den serbiske prinsregent [[Alexander 1. af Jugoslavien|Aleksandar Karađorđević]] og idømt 15 års fængsel. I 1919 fik han amnesti og vendte tilbage til Sarajevo, hvor han levede beskedent som gartner og snedker. Han døde under [[2. verdenskrig]].

Den 28. juni 1917 i anledning af treårsdagen for mordet lod Østrig-Ungarn opføre et 12 meter højt mindesmærke ved gelænderet på latinerbroenLatinerbroen, der hedder således fordi den er den korteste vej til den katolske kirke, til ære for Franz Ferdinands og Sophie, som bad forbipasserende om at bede en kort bøn for ofrene. Monumentet bestod af to søjler, en stor plade med figurer af de myrdede foruden en niche til sørgelys og blomster. I slutningen af 1918 lod kongeriget Jugoslavien monumentet nedtage og placerede det i et museumsdepot. Alteret ved mindesmærket blev i 1919 sprængt bort.<ref>Ernst Trost: ''Das blieb vom Doppeladler. Auf den Spuren der versunkenen Donaumonarchie.'' Verlag [[Fritz Molden]], Wien 1966, S.332</ref> Mens søjlerne blev anvendt til andre formål, findes pladen med figurerne af tronfølgeren i dag på Bosnien-Herzegovinas kunstgalleri. På attentatstedet står der rester af en betonbænk, som var en integreret del af monumentet. Bosnien-Herzegovina overvejer at forny mindesmærket.<ref>{{cite journal | author=Indira Kučuk-Sorguč | title=Prilog historiji svakodnevnice: Spomenik umorstvu – okamenjena prošlost na izdržavanju stoljetnje kazne | journal=Prilozi (Contributions) | year=2005 | volume=34 | pages=61–66 | url=http://www.ceeol.com/aspx/issuedetails.aspx?issueid=f9ed4d57-71da-4bfb-a23c-e18870485fa5&articleid=90a34f30-35fe-4543-b80e-17ebd3bd5264#a90a34f30-35fe-4543-b80e-17ebd3bd5264 }}, S. 63–65.</ref>

Efter 1. verdenskrig opstillede kongeriget Jugoslavien en stentavle på attentatstedet en mindetavle i sten, til ære for Princip, som i april [[1941]] ved tyskernes besættelse af Sarajevo blev overdraget til tyske tropper af tyske bosniere ved en højtidelighed, hvorefter den blev overført til tøjhuset i [[Berlin]].<ref>[http://fachkataloge.bsb-muenchen.de/img/hoff-35114.jpg Bild hoff-35114] und [http://fachkataloge.bsb-muenchen.de/img/hoff-35336.jpg Bild hoff-35336], Fotoarchiv Hoffmann P.83, Bayerische Staatsbibliothek</ref>