F.F. Tillisch: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
udvidet (redigering ikke afsluttet)
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m småret
Linje 39:
== Liv og gerning ==
Han blev 1820
Student fra Herlufsholms Skole og 1824 juridisk Kandidat; var i nogle Aar Auditør i Rendsborg, blev 1830 Amtmand paa Færøerne, 1837 i Ringkøbing og 1843 Stiftamtmand i Aalborg. Herfra kaldtes han allerede næste Aar for at blive Kabinetssekretær hos [[Christian VIII]]. T. var en oprigtig dansk Mand, men afgjort konservativ og derfor i skarp Modsætning til det nationalliberale Eider-Parti, saa at han fik Udseende af at støtte Slesvigholstenerne. Som Kabinetssekretær havde T. ikke ringe Del i den skarpere Optræden, som Kongen i de følgende Aar viste over for de augustenborgske Prinser og til Fremme af det danske Sprog i Nordslesvig. Han beholdt Stillingen under [[Frederik VII]] og var saaledes med i Forhandlingerne om Martsministeriets Dannelse. Efter Vaabenstilstanden Juli 1849 blev T. dansk Medlem af det midlertidige Tremandsstyre for Slesvig, og efter Freden i Berlin Juli 1850 overordentlig Regeringskommisær med enevældig Myndighed. Han fjernede alle oprørske eller upaalidelige Personer og indsatte dansksindede Embedsmænd i Stedet, saavel i den egentlige Forvaltning som i Kirke og Skole; desuden gav han det danske modersmål dets naturlige Ret i undervisningen og som Kirkesprog i hele Mellemslesvig, ved de saakaldte "[[Sprogreskripter]]", i Virkeligheden kun en Gennemførelse af, hvad [[Frederik VI]] havde paabudt 1810, men ikke havde kunnet sætte igennem over sine tyske Embedsmænds Modstand. T. vandt derved en overordentlig Folkeyndest i Danmark, men i det hele er det dog ikke ham selv, men hans Medhjælper Regenburg, der maa opfattes som den egentlige Iværksætter af den slesvigske Sprogreform. Ogsaa medvirkede han til Toldgrænsens Flytning fra Kongeaaen til Eideren. I marts 1851 ophørte T.’s overordentlige Myndighed, men han blev nu Minister for Slesvig og til Løn for sin virksomhed Ridder af Elefanten (allerede 1850 Geheimekonferensraad). Ifølge den russiske Regerings Tryk maatte han juli 1851 afgive den nævnte Ministerpost til sin svoger Bardenfleth og blive Indenrigsminister, men udtraadte Januar 1852, da Helstatstanken genoptoges. Man ventede almindelig, at han ville stille sig i Spidsen for Oppositionen mod Ministeriet (han var Septbr 1851 i Aalborg blevet valgt til Folketinget mod [[P.G. Bang]]); men skønt han erkendte, at den ny Ordning stred mod »vore kæreste Forhaabninger«, ville han dog ikke indlade sig derpaa og nøjedes med at foreslaa en Dagsorden, som udtalte Bekymring, i Stedet for den Mistillidserklæring, som kunne have fremkaldt et Ministerskifte. Snart forsonede hans konservative Natur sig med den ny Helstat; han billigede Forslaget om Toldgrænsens Forlæggelse til Elben og ligeledes det kgl. Budskab om Arvefølgens Ordning. Brudet med det nationalliberale Parti blev fuldstændigt, da han Jan. 1853 afløste M. Rosenørn som Kabinetssekretær, og endnu skarpere, da han 29. Apr. 1854 indtraadte i Ministeriet Ørsted som Indenrigsminister, netop som man haabede at se ham selv i Spidsen for et andet mere frisindet. Over for Rigsdagen optraadte han Oktbr samme Aar med unødigt Overmod; afgik i Decbr tillige med de andre Ministre og blev ligesom de tiltalt for Rigsretten, men frifundet Febr 1856. Samtidig valgtes han i Nørrejylland til Rigsraadet, hvor han hørte til den konservative Helstatsopposition, men ikke spillede nogen fremragende Rolle; han stemte baade 1858 mod Kbhvn’s Søbefæstning og 1863 mod [[Novemberforfatningen]]. 1858—61 var han igen Folketingsmand for en københavnsk Kreds, dog uden at faa Lejlighed til at gøre sig gældende. 1859—64 Var han Chef for det kgl. Teater og endelig Juli 1864 Indenrigsminister for 3. Gang i Bluhme’s Ministerium indtil Novbr 1865, men traadte her aldeles i Skyggen for David som Ministeriets Ordfører i Grundlovsforhandlingen. T. var ikke den overlegne Statsmand, som den offentlige Mening en Tid lang troede, han var, men han forstod under vanskelige Forhold at røgte et vigtigt og ansvarsfuldt Hverv med Kraft og Dygtighed samt i inderlig Fædrelandskærlighed. Ogsaa gjorde han udmærket Fyldest i flere omfattende Velgørenhedsarbejder (var siden 1862 Stormester for Selskabet »Kæden«) og som Administrator, var siden 1847 en af Direktørerne for det Classen’ske Fideikommis og har særlig Fortjenesten af at have fremkaldt Opførelsen af dets Arbejderboliger paa Frederiksberg.
Student fra Herlufsholms Skole og 1824 juridisk
Kandidat; var i nogle Aar Auditør i
Rendsborg, blev 1830 Amtmand paa Færøerne, 1837
i Ringkjøbing og 1843 Stiftamtmand i Aalborg.
Herfra kaldtes han allerede næste Aar for at
blive Kabinetssekretær hos Christian VIII. T.
var en oprigtig dansk Mand, men afgjort
konservativ og derfor i skarp Modsætning til det
nationalliberale Eider-Parti, saa at han fik
Udseende af at støtte Slesvigholstenerne. Som
Kabinetssekretær havde T. ikke ringe Del i
den skarpere Optræden, som Kongen i de
følgende Aar viste over for de augustenborgske
Prinser og til Fremme af det danske Sprog i
Nordslesvig. Han beholdt Stillingen under Fr.
VII og var saaledes med i Forhandlingerne om Martsministeriets Dannelse. Efter
Vaabenstilstanden Juli 1849 blev T. dansk Medlem af det
midlertidige Tremandsstyre for Slesvig, og
efter Freden i Berlin Juli 1850 overordentlig
Regeringskommisær med
enevældig
Myndighed. Han
fjernede alle
oprørske eller
upaalidelige
Personer og
indsatte
dansksindede Embedsmænd i
Stedet, saavel
i den egentlige
Forvaltning
som i Kirke og
Skole; desuden
gav han det
danske
Modersmaal dets
naturlige Ret i
Undervisningen og som Kirkesprog i hele
Mellemslesvig, ved de saakaldte »Sprogreskripter«,
i Virkeligheden kun en Gennemførelse af, hvad
Frederik VI havde paabudt 1810, men ikke
havde kunnet sætte igennem over sine tyske
Embedsmænds Modstand. T. vandt derved en
overordentlig Folkeyndest i Danmark, men i
det hele er det dog ikke ham selv, men hans
Medhjælper Regenburg, der maa opfattes som
den egentlige Iværksætter af den slesvigske
Sprogreform. Ogsaa medvirkede han til
Toldgrænsens Flytning fra Kongeaaen til Eideren.
Marts 1851 ophørte T.’s overordentlige
Myndighed, men han blev nu Minister for Slesvig
og til Løn for sin Virksomhed Ridder af
Elefanten (allerede 1850 Geheimekonferensraad).
Ifølge den russiske Regerings Tryk maatte han
Juli 1851 afgive den nævnte Ministerpost til sin
Svoger Bardenfleth og blive Indenrigsminister,
men udtraadte Januar 1852, da Helstatstanken
genoptoges. Man ventede almindelig, at han
vilde stille sig i Spidsen for Oppositionen mod
Ministeriet (han var Septbr 1851 i Aalborg
blevet valgt til Folketinget mod P. G. Bang); men
skønt han erkendte, at den ny Ordning stred mod »vore kæreste Forhaabninger«, ville han dog ikke indlade sig derpaa og nøjedes med at foreslaa en Dagsorden, som udtalte Bekymring, i Stedet for den Mistillidserklæring, som kunne have fremkaldt et Ministerskifte. Snart forsonede hans konservative Natur sig med den ny Helstat; han billigede Forslaget om Toldgrænsens Forlæggelse til Elben og ligeledes det kgl. Budskab om Arvefølgens Ordning. Brudet med det nationalliberale Parti blev fuldstændigt, da han Jan. 1853 afløste M. Rosenørn som Kabinetssekretær, og endnu skarpere, da han 29. Apr. 1854 indtraadte i Ministeriet Ørsted som Indenrigsminister, netop som man haabede at se ham selv i Spidsen for et andet mere frisindet. Over for Rigsdagen optraadte han Oktbr samme Aar med unødigt Overmod; afgik i Decbr tillige med de andre Ministre og blev ligesom de tiltalt for Rigsretten, men frifundet Febr 1856. Samtidig valgtes han i Nørrejylland til Rigsraadet, hvor han hørte til den konservative Helstatsopposition, men ikke spillede nogen fremragende Rolle; han stemte baade 1858 mod Kbhvn’s Søbefæstning og 1863 mod [[Novemberforfatningen]]. 1858—61 var han igen Folketingsmand for en københavnsk Kreds, dog uden at faa Lejlighed til at gøre sig gældende. 1859—64 Var han Chef for det kgl. Teater og endelig Juli 1864 Indenrigsminister for 3. Gang i Bluhme’s Ministerium indtil Novbr 1865, men traadte her aldeles i Skyggen for David som Ministeriets Ordfører i Grundlovsforhandlingen. T. var ikke den overlegne Statsmand, som den offentlige Mening en Tid lang troede, han var, men han forstod under vanskelige Forhold at røgte et vigtigt og ansvarsfuldt Hverv med Kraft og Dygtighed samt i inderlig Fædrelandskærlighed. Ogsaa gjorde han udmærket Fyldest i flere omfattende Velgørenhedsarbejder (var siden 1862 Stormester for Selskabet »Kæden«) og som Administrator, var siden 1847 en af Direktørerne for det Classen’ske Fideikommis og har særlig Fortjenesten af at have fremkaldt Opførelsen af dets Arbejderboliger paa Frederiksberg.
 
== Hædersbevisninger ==