Versionen fra 24. jul. 2017, 17:19 redigér Rmir2 (diskussion \| bidrag) 95.108 edits m småret ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 24. jul. 2017, 17:35 redigér fjern redigering Rmir2 (diskussion \| bidrag) 95.108 edits m småret Gå til næste forskel →
Linje 34: }} {{elefantridder\|År=1851}} '''Frederik Ferdinand Tillisch''' ([[15. april]] [[1801]], [[Barsbøllegaard]] ved [[Haderslev]]<ref>[http://skeel.info/getperson.php?personID=I6898&tree=ks Frederik Ferdinand Tillisch, slægtsforskningshjemmesiden skeel.info]</ref> – [[16. februar]] [[1889]], [[København]]): Født på herregården Store Barsbøl ved Jels i Sønderjylland, søn af oberst [[Georg Frederik Tillisch]] og Augusta Elisabeth von Stemann, datter af statsminister [[Christian Ludwig von Stemann]]. Student fra [[Herlufsholm]] 1820, cand.jur. 1825. Tjeneste som auditør i Rendsborg 1826-30. Derefter [[amtmand over Færøerne]] 1830-37, [[Ringkøbing Amt (før 1970)\|Ringkjøbing Amt]] 1837- 43 og stiftsamtmand i [[Aalborg Stift]] 1843-44. Kabinetssekretær hos kongerne [[Christian 8.]] og [[Frederik 7.]] Medlem af den dansk-tysk-engelske regeringskommission i [[Hertugdømmet Slesvig]] 1849. Fra 1850 til 1851 kongelig regeringskommissær for Slesvig. Medlem af [[Folketinget]] fra 1851-1853 og igen fra 1858-1861. Medlem af [[Rigsråd]]et 1856-63. [[Minister for Slesvig]] 1851 og [[indenrigsminister]] 1851-1852, 1854 og 1864-1865. Chef for [[Det kgl. Teater]] 1859 – 1864. == Liv og gerning == Han blev 1820 student fra [[Herlufsholms Skole]] og 1824 cand.jur. 1825 og der efter i offentlig tjeneste som auditør i Rendsborg 1826-30. Derefter [[amtmand over Færøerne]] 1830-37, [[Ringkøbing Amt (før 1970)\|Ringkjøbing Amt]] 1837- 43 og stiftsamtmand i [[Aalborg Stift]] 1843-44. Herfra kaldtes han allerede næste år for at blive kabinetssekretær hos [[Christian VIII]]. ~~Han blev 1820~~ Student fra Herlufsholms Skole og 1824 juridisk Kandidat; var i nogle Aar Auditør i Rendsborg, blev 1830 Amtmand paa Færøerne, 1837 i Ringkøbing og 1843 Stiftamtmand i Aalborg. Herfra kaldtes han allerede næste Aar for at blive Kabinetssekretær hos [[Christian VIII]]. T. var en oprigtig dansk Mand, men afgjort konservativ og derfor i skarp Modsætning til det nationalliberale Eider-Parti, saa at han fik Udseende af at støtte Slesvigholstenerne. Som Kabinetssekretær havde T. ikke ringe Del i den skarpere Optræden, som Kongen i de følgende Aar viste over for de augustenborgske Prinser og til Fremme af det danske Sprog i Nordslesvig. Han beholdt Stillingen under [[Frederik VII]] og var saaledes med i Forhandlingerne om Martsministeriets Dannelse. Efter Vaabenstilstanden Juli 1849 blev T. dansk Medlem af det midlertidige Tremandsstyre for Slesvig, og efter Freden i Berlin Juli 1850 overordentlig Regeringskommisær med enevældig Myndighed. Han fjernede alle oprørske eller upaalidelige Personer og indsatte dansksindede Embedsmænd i Stedet, saavel i den egentlige Forvaltning som i Kirke og Skole; desuden gav han det danske modersmål dets naturlige Ret i undervisningen og som Kirkesprog i hele Mellemslesvig, ved de saakaldte "[[Sprogreskripter]]", i Virkeligheden kun en Gennemførelse af, hvad [[Frederik VI]] havde paabudt 1810, men ikke havde kunnet sætte igennem over sine tyske Embedsmænds Modstand. T. vandt derved en overordentlig Folkeyndest i Danmark, men i det hele er det dog ikke ham selv, men hans Medhjælper Regenburg, der maa opfattes som den egentlige Iværksætter af den slesvigske Sprogreform. Ogsaa medvirkede han til Toldgrænsens Flytning fra Kongeaaen til Eideren. I marts 1851 ophørte T.’s overordentlige Myndighed, men han blev nu Minister for Slesvig og til Løn for sin virksomhed Ridder af Elefanten (allerede 1850 Geheimekonferensraad). Ifølge den russiske Regerings Tryk maatte han juli 1851 afgive den nævnte Ministerpost til sin svoger Bardenfleth og blive Indenrigsminister, men udtraadte Januar 1852, da Helstatstanken genoptoges. Man ventede almindelig, at han ville stille sig i Spidsen for Oppositionen mod Ministeriet (han var Septbr 1851 i Aalborg blevet valgt til Folketinget mod [[P.G. Bang]]); men skønt han erkendte, at den ny Ordning stred mod »vore kæreste Forhaabninger«, ville han dog ikke indlade sig derpaa og nøjedes med at foreslaa en Dagsorden, som udtalte Bekymring, i Stedet for den Mistillidserklæring, som kunne have fremkaldt et Ministerskifte. Snart forsonede hans konservative Natur sig med den ny Helstat; han billigede Forslaget om Toldgrænsens Forlæggelse til Elben og ligeledes det kgl. Budskab om Arvefølgens Ordning. Brudet med det nationalliberale Parti blev fuldstændigt, da han Jan. 1853 afløste M. Rosenørn som Kabinetssekretær, og endnu skarpere, da han 29. Apr. 1854 indtraadte i Ministeriet Ørsted som Indenrigsminister, netop som man haabede at se ham selv i Spidsen for et andet mere frisindet. Over for Rigsdagen optraadte han Oktbr samme Aar med unødigt Overmod; afgik i Decbr tillige med de andre Ministre og blev ligesom de tiltalt for Rigsretten, men frifundet Febr 1856. Samtidig valgtes han i Nørrejylland til Rigsraadet, hvor han hørte til den konservative Helstatsopposition, men ikke spillede nogen fremragende Rolle; han stemte baade 1858 mod Kbhvn’s Søbefæstning og 1863 mod [[Novemberforfatningen]]. 1858—61 var han igen Folketingsmand for en københavnsk Kreds, dog uden at faa Lejlighed til at gøre sig gældende. 1859—64 Var han Chef for det kgl. Teater og endelig Juli 1864 Indenrigsminister for 3. Gang i Bluhme’s Ministerium indtil Novbr 1865, men traadte her aldeles i Skyggen for David som Ministeriets Ordfører i Grundlovsforhandlingen. T. var ikke den overlegne Statsmand, som den offentlige Mening en Tid lang troede, han var, men han forstod under vanskelige Forhold at røgte et vigtigt og ansvarsfuldt Hverv med Kraft og Dygtighed samt i inderlig Fædrelandskærlighed. Ogsaa gjorde han udmærket Fyldest i flere omfattende Velgørenhedsarbejder (var siden 1862 Stormester for Selskabet »Kæden«) og som Administrator, var siden 1847 en af Direktørerne for det Classen’ske Fideikommis og har særlig Fortjenesten af at have fremkaldt Opførelsen af dets Arbejderboliger paa Frederiksberg. Han var en oprigtig dansk mand, men afgjort konservativ og derfor i skarp modsætning til det nationalliberale Ejder-parti, så at han fik udseende af at støtte slesvigholstenerne. Som kabinetssekretær havde han ikke ringe del i den skarpere optræden, som kongen i de følgende år viste over for de augustenborgske prinser og til fremme af det danske sprog i [[Nordslesvig]]. Han beholdt stillingen under [[Frederik VII]] og var således med i forhandlingerne om [[Martsministeriet]]s dannelse. Efter våbenstilstanden juli 1849 blev han dansk medlem af det midlertidige tremandsstyre for Slesvig, og efter [[Freden i Berlin]] juli 1850 overordentlig regeringskommisær med enevældig myndighed. Han fjernede alle oprørske eller upålidelige personer og indsatte dansksindede embedsmænd i stedet, såvel i den egentlige forvaltning som i kirke og skole; desuden gav han det danske modersmål dets naturlige ret i undervisningen og som kirkesprog i hele Mellemslesvig, ved de så kaldte "[[sprogreskriperne\|Sprogreskripter]]", i virkeligheden kun en gennemførelse af, hvad [[Frederik VI]] havde påbudt i 1810, men ikke havde kunnet sætte igennem over sine tyske embedsmænds modstand. Tillisch vandt derved en overordentlig folkeyndest i Danmark, men i det hele er det dog ikke ham selv, men hans medhjælper Regenburg, der må opfattes som den egentlige iværksætter af den slesvigske sprogreform. Også medvirkede han til toldgrænsens flytning fra [[Kongeåen]] til [[Ejderen]]. I marts 1851 ophørte hans overordentlige myndighed, men han blev nu [[Minister for Slesvig]] og til løn for sin virksomhed ridder af elefanten (allerede 1850 [[geheimekonferensråd]]). Som følge af den russiske regerings tryk måtte han juli 1851 afgive den nævnte ministerpost til sin svoger Bardenfleth og blive [[indenrigsminister]], men udtrådte i januar 1852, da Helstatstanken genoptoges. Man ventede almindelig, at han ville stille sig i spidsen for oppositionen mod Ministeriet (han var september 1851 i Aalborg blevet valgt til [[Folketinget]] mod [[P.G. Bang]]); men skønt han erkendte, at den ny ordning stred mod "vore kæreste Forhaabninger", ville han dog ikke indlade sig derpå og nøjedes med at foreslå en dagsorden, som udtalte bekymring, i stedet for den mistillidserklæring, som kunne have fremkaldt et ministerskifte. Snart forsonede hans konservative natur sig med den ny helstat; han billigede forslaget om toldgrænsens forlæggelse til [[Elben]] og ligeledes det kongelige budskab om [[arvefølge]]ns ordning. Brudet med [[det nationalliberale parti]] blev fuldstændigt, da han januar 1853 afløste [[M. Rosenørn]] som kabinetssekretær, og endnu skarpere, da han 29. april 1854 indtrådte i [[Ministeriet Ørsted]] som indenrigsminister, netop som man håbede at se ham selv i spidsen for et andet mere frisindet. Over for [[Rigsdagen]] optrådte han oktober samme år med unødigt overmod; afgik i december tillige med de andre ministre og blev lige som de tiltalt for rigsretten, men frifundet i februar 1856. Samtidig valgtes han i [[Nørrejylland]] til Rigsrådet, hvor han hørte til den konservative helstatsopposition, men ikke spillede nogen fremragende rolle; han stemte både 1858 mod København’s søbefæstning og 1863 mod [[Novemberforfatningen]]. 1858—61 var han igen folketingsmand for en københavnsk kreds, dog uden at få Lejlighed til at gøre sig gældende. I 1859—64 Var han chef for [[Det kgl. Teater]] og endelig i juli 1864 indenrigsminister for 3. gang i [[Bluhme’s Ministerium]] indtil november 1865, men trådte her aldeles i skyggen for [[C.N. David]] som ministeriets ordfører i grundlovsforhandlingen. Han var ikke den overlegne statsmand, som den offentlige mening en tid lang troede, han var, men han forstod under vanskelige forhold at røgte et vigtigt og ansvarsfuldt hverv med kraft og dygtighed samt i inderlig fædrelandskærlighed. Ligeledes gjorde han udmærket fyldest i flere omfattende velgørenhedsarbejder (var siden 1862 stormester for selskabet "Kæden") og som administrator, var siden 1847 en af direktørerne for det [[Classen’ske Fideikommis]] og har særlig fortjenesten af at have fremkaldt opførelsen af dets arbejderboliger på [[Frederiksberg]]. == Hædersbevisninger ==

F.F. Tillisch: Forskelle mellem versioner